Muligt p-kaos under vejarbejde: Hver anden bås forsvinder
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Fra i dag - mandag - og frem mod 1. december arbejder Aalborg Kommune på at anlægge en såkaldt cykelshunt ved Skt. Peders Gade.
En cykelshunt er en lille sti, som cyklister kan bruge som en genvej forbi trafikerede områder og stoplys. På den måde kan man cykle uden at skulle stoppe for biler og samtidig undgå højresvingssituationer.
Arbejdet sker i forbindelse med, at kommunen er i gang med flere tiltag, der skal øge trafiksikkerheden for de bløde trafikanter på de anbefalede ruter til den nye Stigsborgskole i Nørresundby.
I forbindelse med arbejdet vil 50 procent af parkeringspladserne ved Gammel Østergade og Stk. Peders Gade midlertidigt ikke være til at bruge.
'Vi beklager eventuelle gener, mens arbejdet står på, men håber på jeres forståelse,' skriver kommunen på sin Facebook.
Trafikale udfordringer
De sidste måneder har især Aalborg været ramt af en del vejarbejde, som har skabt store trafikale udfordringer.
Flere motorvejsafkørsler har blandt andet været spærret, mens også flere indfaldsveje har været spærret.