Der er i de seneste år sket en markant stigning i antallet af butikstyverier i Nordjylland. En tendens, de også mærker i to af landsdelens store butikscentre.
- I løbet af de fire år, jeg har været ansat, er vi gået fra at have et til to tyverier om måneden til mindst et til to om dagen, siger Niels Adolfsen, der er center manager i Aalborg Storcenter og Friis Shoppingcenter.
I 2024 blev der anmeldt over 2000 butikstyverier til Nordjyllands Politi. En del af de anmeldelser, stod Aalborg Storcenter for, men centerchefen er skuffet over politiets indsats på området.
- Vi oplever desværre, at de ikke har ressourcerne til at gøre ret meget ved tyverierne. Betjentene er altid rare, når de kommer, men det er simpelthen nedprioriteret politisk. Vi har cirka 360 overvågningskameraer, og selvom vi kan vise, hvad der bliver stjålet, hvornår det er foregået, og vi kan følge tyven hele vejen ud til bilen, så har politiet ikke ressourcerne til at slå nummerpladen op og hente personen.
Hvordan føles det som centerchef at opleve det?
- Både vagterne, jeg og butikkerne er stærkt frustrerede over, at vi bruger lang tid på at sende dokumentation til politiet for fire uger senere at få en besked om, at sagen er henlagt. Det er vildt frustrerende og heller ikke retfærdigt. Det går ud over du og jeg, fordi vi skal betale mere for varerne for at dække for butikkernes tab.
Rejser sigtelse i de fleste sager
Vicepolitiinspektør Sune Myrup fra Nordjyllands Politi siger, at butikstyverier er en kriminalitetsform, politiet tager meget alvorligt.
- Der er nogle sager, vi henlægger, hvis vi ikke mener, at dokumentationen er tilstrækkelig, men i 2024 har vi haft omkring 2200 anmeldelser om butikstyveri, og i cirka 2000 af sagerne har vi rejst sigtelse. Det viser, at vi gør noget ved problemet, og vi bruger relativt store ressourcer på at opklare og efterforske butikstyverier, siger han.
Sune Myrup kan godt forstå, at det er frustrerende for de forretningsdrivende, at de oftere bliver udsat for butikstyverier end tidligere, og understreger, at politiet gør meget for at få fat i gerningspersonerne.
- Ofte rykker vi ikke ud, fordi der ikke er grundlag for at anholde en person. Derfor kan vi klare sagsbehandlingen ud fra den dokumentation, der ligger. På baggrund af dokumentationen kan vi tage fat i gerningspersonen og sigte vedkommende for tyveriet. Står vi med butikstyve, der er truende og udadreagerende, så foretager vi en udrykning og ofte også en anholdelse, siger Sune Myrup.
'Vi skal jo ikke hente folk'
Niels Adolfsen mener, at politiet skal være mere aktive i kampen mod butikstyvene, end det er tilfældet i dag, hvis antallet af tyverier skal bringes ned.
- Vi kan ikke bare lade som om, at tingene ikke sker, så vi er nødt til at håbe på, at der på et tidspunkt er politisk medvind til, at vi kan få gjort noget ved sagerne, så tyvene ikke bare griner ad os, når vi tager dem, siger centerchefen.
- I nogle sager er vi selvfølgelig nødt til at vurdere, hvordan muligheden er for at opklare sagen i forhold til den mængde ressourcer, vi skal bruge på det, men det er vigtigt for os at komme ud med det budskab, at vi tager butikstyverier meget alvorligt, siger Sune Myrup.
Folketinget behandler lige nu et forslag fra regeringen, der fra 1. februar vil fordoble bødestraffen for butikstyverier, så man får en bøde på mindst 1000 kroner, første gang man begår butikstyveri.
Ifølge Niels Adolfsen er politiet dog nødt til at prioritere flere ressourcer til området, fordi butikkerne kan ikke gøre mere, end de allerede gør.
- Vi skal jo ikke hente folk og stille dem for en dommer. Det er nødt til at være politiets opgave, så vi er sikre på, at alle bliver behandlet lige og retfærdigt, siger Niels Adolfsen.