Massiv kritik: Larmende tavshed fra feriehusudlejer
Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord
Det strømmer ind med henvendelser fra læsere og seere, der føler sig dårligt behandlet af den store feriehusudlejer.
Sagerne hober sig op, men feriehusgigant klapper i.
Det har strømmet ind med henvendelser fra læsere, efter TV2 Nord i går kunne fortælle om både lejere og udlejere, der oplever ikke at kunne komme i kontakt med den store feriehusudlejer, Dancenter.
En af dem er Kim Kristensen fra Aalborg, der i uge 29 lejede et sommerhus gennem feriehusudlejeren i Arrild i Sønderjylland.
Men da han kom frem til sommerhuset sammen med børn og børnebørn, var det beskidt, ligesom der ikke var varmt vand i bruseren, og døre med håndtag, der faldt af. De brugte derfor halvanden time på at gøre rent.
- Du kunne godt lukke døren, hvis du gav den en skulder. Men så kunne du så ikke åbne den igen, lyder det fra Kim Kristensen om den ærgerlige oplevelse.
Raser over manglende kommunikation
Han er kommet i Sønderjylland igennem mange år og har lejet flere sommerhuse ved Dancenter. Han har tidligere oplevet, at der var mangler ved ankomst, men de problemer blev der taget hånd om med det samme.
Det står i skærende kontrast til oplevelsen denne gang, hvor han ved ankomst hurtigt kom i telefonisk kontakt med den lokale afdeling hos Dancenter. Efterfølgende hørte han dog ikke noget på trods af telefoniske henvendelser og en skriftlig klage.
- Jeg synes, det er meget, meget ringe. Fordi uanset hvad skal du have en besked, uanset om den er god eller dårlig. Og om man er uenig eller enig, kommer i anden række – man er simpelthen nødt til at starte med at kommunikere, siger Kim Kristensen.
På trods af manglerne ved sommerhuset valgte han at blive. Blandt andet på grund af et barnebarn med en autismediagnose, som gør, at barnebarnet er knap så god til uforudsigelighed. Men også fordi, de for det meste skulle på ture.
Og hvis man kaster et blik på virk.dk er det måske ikke så underligt, at der er blevet længere mellem servicen hos den store feriehusudlejer. I april 2023 havde feriehusudlejeren 465 ansatte i Danmark, mens det tal var faldet til 295 ansatte i april 2024.
Dancenter blev i 2019 opkøbt af den indiske milliardær Ritesh Agarwal, der ejer størstedelen af feriehusudlejningsbureauet. I april var han på charmeoffensiv i Danmark, fordi både kunder og udlejere var utilfredse med selskabet.
Men på trods af det lader det altså til, at problemerne fortsætter.
Udlejer har fået nok
Bo Miwertz bor i Hurup i Thy, men har et sommerhus i Nørre Lyngby og en lejlighed i Løkken, som han lejer ud gennem Dancenter.
Men han har ejerbooket begge boliger resten af året, fordi han ikke orker at bruge tid på de problemer, som i øjeblikket følger med, når turister vil leje hans to feriehuse.
- Vi har prøvet at skrive til dem mange gange, hvor de ikke har svaret, og de vender ikke retur med noget, hvis man fanger dem på telefonen. Der var en gang, hvor jeg ringede og kom igennem til en eller anden, der talte gebrokkent engelsk, og som på ingen måde kunne hjælpe mig med mit problem, fortæller han.
Han har derfor opsagt aftalen med Dancenter, så hans sommerhus og lejlighed ikke længere kan bookes gennem Dancenter fra 4. januar.
TV2 Nord har igen forgæves forsøgt at få en kommentar fra Dancenter.