Martins hund er fundet, og 18-årig er anholdt: - Vi er lykkelige
Fredag formiddag mistede Martin Østergaard sin hund, Buffon, foran Netto i Lindholm. Nu er den tilbage ved sin rette ejer.
Der er stor glæde i familien Østergaards hjem. Hunden Buffon er nemlig kommet tilbage.
- Lige nu er vi bare lykkelige for, at han er hjemme hos os igen. Hele følelsesregistret har vi været igennem. Tosset, vred og tårerne har trillet ned af kinderne. Til sidst ender det hele godt, og det var med den lykkelige slutning. Så det er bare dejligt, fortæller Martin Østergaard.
Hunden Buffon, en shih tzu, har nemlig været væk siden fredag formiddag, da han forsvandt for Netto på Viaduktvej i Lindholm. Her havde han placeret Buffon udenfor, men da han kom ud, var hunden væk.
Derfor blev hændelsen politianmeldt, men det endte med, at det var et tip, der gav det afgørende spor i fundet af Buffon.
- Vi fik et opkald fra en kvinde, om at en mand går tur med en hund, der ligner Buffon. Så skynder vi, en kollega og jeg, os i bilen og kører dertil, og vi ser, at det er Buffon. Det lykkes at få fravristet Buffon fra ham, siger Martin Østergaard og fortsætter:
- Vi er lidt oppe at toppes med ham og tager fat i kraven på ham. Han stikker af, men en kammerat følger efter, og politiet kommer og anholder ham derefter.
Den udlægning kan vagtchef hos Nordjyllands Politi Bruno Brix bekræfte.
- Vi fik anmeldelsen på det, at en mand lufter hunden, og det lykkes ejerne at fravriste hunden. Manden stikker så af, men vores hundepatrulje fanger ham et stykke derfra. Det er en 18-årig mand, som nu er anholdt, og vi sigter ham for tyveriet, siger Bruno Brix.
Vagtchefen vil dog også gerne komme med en formaning.
- Vi vil gerne have, at politiet håndterer sager med gerningsmanden. Det er fint, at folk hjælper med at finde hunden, men man skal ikke begå selvtægt. Derfor skal vi håndtere gerningsmænd, fortæller Bruno Brix.
Buffon slapper af
I hjemmet i Lindholm er der nu igen ro på.
- Nu ligger Buffon her og flader ud, så det var et dejligt udfald, konstaterer Martin Østergaard og fortsætter:
- Jeg er så overvældet over, hvordan folk stimler sammen, når verden vælter. Det er "kun" en hund, men han er et familiemedlem for os. Det har været imponerende.
Tilbage hos Nordjyllands Politi så afhører de den 18-årige mand og sigter ham for tyveriet. Desuden forsøger de at komme i kontakt med en anden person, som har mistet en hund ved samme Netto i Lindholm.