Mark vil være dagplejefar og holde Champions League-dage med børnene
Mark Føhns drøm om en dagpleje ledte familien tilbage til Nordjylland.
Mark Føhns er flyttet hjem til Nordjylland med sin hustru og deres fem børn. TV2 Nord har fulgt Mark og hans drøm om at blive dagplejefar.
Familien Føhns er flyttet til Svenstrup, og for faren i familien, Mark Føhns, er der tale om en genforening med regionen.
- Jeg er selv født og opvokset her i Nordjylland, så jeg er simpelthen så glad for at være hjemme igen.
Mark Føhns er far til fem og gift med Nynne Føhns. Han arbejder til dagligt på en fabrik i Brande og er derfor væk fra familien tre dage om ugen.
Familien har lejet sig ind i et stort hus i Svenstrup. Og netop husets størrelse og muligheder har fået en drøm til at vokse i Mark.
- Jeg går med en drøm om at blive dagplejer. Det var faktisk en af grundene til, at vi flyttede herop, siger Mark Føhns, mens han triller bilen ind i indkørslen i Svenstrup.
- Jeg har min familie og mine venner heroppe, og jeg har simpelthen brug for at komme til at arbejde med børn.
Hjem til Nordjylland
TV2 Nord har fulgt Familien Føhns i et år i serien ’Hjem til Nordjylland’. Undervejs lukker Danmark ned på grund af coronapandemien, og Marks drøm er tæt på at blive knust.
De fysiske rammer
For at Mark kan få sin drøm om at blive dagplejefar til at gå i opfyldelse, er der en række af både fysiske, faglige og sikkerhedsmæssige punkter, der skal være fluemærket.
- Vi har flyttet en rhododendron, græsset skal slås, og så har vi en ret træls rosenbusk herovre. Der skal ikke være noget, børnene kan stikke sig på, forklarer han.
Jeg er selv United-fan, så jeg har forestillet mig, at vi skulle have sådan en Champions League-dag
Mark Føhns, Svenstrup
Mark har tænkt på det meste. Han fremviser den overdækkede terrasse, hvor børnenes frokost og den efterfølgende lur efter planen skal nydes.
Men det praktiske er endnu ikke helt på plads i foråret 2019.
- Der skal knokles, og vi skal simpelthen bare i gang. Jeg håber sådan, det kan lade sig gøre. Det har været lidt et sats det her, det skal jeg ærligt indrømme.
Det mandlige præg
Mark Føhns er far til fem og har næsten en uddannelse som lærer.
Forældrene til dagplejebørnene har en opstartssamtale hos dagplejeren, inden barnet eventuelt skal starte op.
Her har forældrene mulighed for at vælge tilbuddet til eller fra.
- Jeg håber lidt, de kan lide mig, fordi jeg er far til fem. Jeg går meget op i, at børn får bevæget sig, og jeg går meget op i sundhed. Jeg håber, det er med til at overbevise dem om, at de godt kan overlade deres børn til mig.
Det er vigtigt for Mark, at der gerne må være en forskel på, om det er en dagplejefar eller dagplejemor, børnene bliver passet hos.
- Jeg vil sætte mit mandlige præg på det. Jeg er selv United-fan, så jeg har forestillet mig, at vi skulle have sådan en Champions League-dag, smiler Mark Føhns, inden han afbrydes af sin hustru Nynne:
- Nej, det har jeg sagt nej til, griner hun.
Mark understreger, at det er ham, der bestemmer indholdet i dagplejebørnenes dag.
- Det er det, jeg vil gøre. Jeg vil sætte mit aftryk på, hvordan det er været dagplejefar. Og det er det, jeg håber på, at de kan se fordelen i ved at overlade deres børn til mig. Der vil være en anderledes dag ved dagplejefar.
Få mandlige dagplejere
I Aalborg Kommune, hvor Mark Føhns er ansat, er der ansat 640 dagplejere.
Af dem er 10 mandlige dagplejere, fortæller dagplejeleder i Aalborg Kommune, Karina Holst Gaunø.
For at komme i betragtning som dagplejer, skal man igennem en tredelt ansættelsesproces efter at have skrevet en ansøgning.
Samtale 1: Besøg af to dagplejepædagoger, der blandt andet vurderer, om boligen er egnet.
Samtale 2: Samtale med et ansættelsesudvalg.
Samtale 3: Sikkerhedsgodkendelse af hjemmet.
Der hentes undervejs både børne- og straffeattester på alle i husstanden over 15 år.
- Afsættet for arbejdet i Dagplejen er Dagtilbudsloven med udgangspunkt i Aalborg Kommunes værdigrundlag og omsætning af Dagplejens pædagogiske læreplan, fortæller dagplejeleder i Aalborg Kommune, Karina Holst Gaunø.
Afslag, afslag, samtale
Tiden går. Mark modtager et afslag på sin første ansøgning til Aalborg Kommune.
Der kommer også et afslag på hans anden ansøgning.
- Jeg blev sgu rigtig, rigtig ked af det. Det gjorde jeg virkelig. Det var virkelig jobbet og hverdagen, jeg havde ønsket mig.
Nedslået begynder Mark at gøre familiens have sommerklar til sine egne fem børn, mens han forsøger at acceptere afslagene. Men så..
- Så så jeg kat’me et opslag, hvor de søgte en dagplejer til Skalborg. Og så tænkte jeg, at jeg bare sender min gamle ansøgning til det også, og så ikke katme om de så ikke ringer og inviterer mig til en samtale, smiler Mark.
Mark bliver også inviteret til anden samtale. Og som et tredje led i ansættelsesprocessen, skal huset sikkerhedsgodkendes.
Mark er nu dagplejefar. Men endnu uden børn.
En omfattende proces
Udover haven, samtalerne og sikkerhedsgodkendelsen skal de indendørs rammer også være på plads.
- Det er meget mere omfattende, end hvad jeg havde regnet med at starte en kommunal dagpleje, siger Mark Føhns, mens han samler et garderobemøbel til dagplejebørnenes overtøj.
Mens Mark gennemgår processen skridt for skridt, lukker Danmark og verden pludselig ned på grund af coronapandemien.
- Jeg anede ikke, om jeg også blev lukket ned og egentlig ikke kunne få lov til at starte.
Mark får lov til at starte sit liv som dagplejefar, men opstarten foregår under skrappe coronarestriktioner.
- Men før jeg vidste af det, har jeg en fyldt dagpleje her. Det er ellevildt. Det er så fantastisk og livsbekræftende, at man kan have en hverdag, hvor man kan få lov til at sidde med børn og lege, at man spiser pasta og kødsovs, siger Mark, mens han sidder på det lille, blåmalede borde-bænkesæt sammen med to af dagplejebørnene, der fodrer ham med ”bananer i kødsovs”.
- Det var nervepirrende at starte op, men det løste sig, fordi de fleste forældre har været så modtagelige og gode og villige til at ville samarbejde med mig.
Han mener, at det nok havde været lettere at starte uden en verdensomspændende pandemi.
- Men det er en udfordring, jeg har taget til mig, for ellers kunne det ikke lade sig gøre det her.
Se de første afsnit af serien ’Hjem Til Nordjylland’ nedenfor.
Der kommer et nyt afsnit hver fredag - hver uge med snigpremiere på næste uges afsnit på tv2nord.dk/tv eller i TV2 Nords app.