Mangler du en ny jernhest? Nu kan du få cykel på abonnement
Foto: Swapfiets
Den hollandske virksomhed Swapfiets, som tilbyder cykler på abonnement, åbner afdeling i Aalborg.
Det hollandske firma Swapfiets cykler med blå fordæk har indtaget cykelstierne i København, Aarhus og Odense. Inden længe kan cyklerne også være at se i større omfang i bybilledet i Aalborg. Virksomheden, som tilbyder cykler på abonnement, åbner nemlig en afdeling i Nordjylland.
Det oplyser virksomheden i en fælles pressemeddelelse med EDC Poul Erik Bech, som har fundet de lokaler, Swapfiets kommer til at holde til i. Butikken kommer til at ligge på Jyllandsgade i Aalborg.
- Lige siden vi lancerede i Danmark, har vi glædet os til også at åbne i Aalborg, så aalborgenserne slipper for flade cykler og dyre ture til cykelhandleren. Tusindvis af cyklister i resten af landet har taget abonnementsmodellen til sig, og den store efterspørgsel viser, at rigtig mange danskere er glade for at slippe for dyre reparationer og cykelbekymringer. Vi er glade for også at kunne tilbyde denne service og glæder os til at se de mange blå forhjul på cykelstierne i Aalborg, siger Jonas Nygaard, Country Manager for Swapfiets i Danmark.
Får central placering
Swapfiets butik i Aalborg bliver en kombineret udlejningsbutik, cykelværksted og café, hvor kunderne kan få en kop kaffe, mens deres cykel bliver repareret eller gjort klar.
- Swapfiets flytter ind i flotte, nyindrettede lokaler, som matcher deres profil og ønsker til indretning i forhold til deres spændende cykelkoncept, som er velafprøvet i mange andre storbyer i Danmark og Europa. Det har samtidigt været vigtigt med en central placering i Aalborg, der ligger meget tæt på en række uddannelsesinstitutioner som for eksempel HF, VUC, SOSU-uddannelsen og Aalborg City Gymnasium. Samtidigt bidrager den generelle udvikling af Godsbane-arealet med mange nye boliger positivt til kundegrundlaget, siger erhvervsmægler Tom Dorf fra EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Konceptet går ud på, at kunderne får stillet en cykel til rådighed for en pris på mellem 160 og 190 kroner om måneden. Service er inkluderet i prisen. Indtil videre har Swapfiets 11.700 abonnenter i Danmark, og firmaet forventer at få cirka 1.000 nye abonnementer i Aalborg inden året er omme.