Mand udsatte ekskone for massiv stalking - her er dommen
Foto: TV2 Nord
Manden ankede dommen på stedet.
En bemærkelsesværdig retssag nåede torsdag sin ende i byretten i Aalborg.
Der var tale om en 34-årig mand, der var sigtet for at have forfulgt og chikaneret sin eks-kone, som han har børn med, i en periode fra midt i maj til juli 2022.
Manden blev idømt et års ubetinget fængsel og valgte at anke dommen på stedet.
- Han virkede chokeret over dommen, vurderer anklager i sagen Katja Gram, der selv umiddelbart var tilfreds med byrettens dom.
- Problemet er, at der ikke er noget retspraksis på området, så umiddelbart tænkte jeg, at niveauet af dommen var fint.
Retssagen begyndte tilbage i december 2022, men en udsættelse af retssagen gjorde, at den først blev afgjort torsdag den 16. marts.
Truede ekskone i brev
I maj 2021 fik manden tilhold, hvilket betyder, at han ikke måtte opsøge eller kontakte kvinden. Alligevel var han tiltalt for 47 tilfælde af stalking og overtrædelse af tilholdet.
Den 34-årige mand sad varetægtsfængslet i perioden fra 16. juli 2022 til 3. januar 2023, hvor han blev løsladt, da Vestre Landsret fandt det uproportionalt, at han skulle være fængslet til marts måned, hvor retssagen blev genoptaget.
Manden var blandt andet tiltalt for at have forsøgt at true kvinden til at opgive tilholdet og til at undlade at vidne, så han slap for fængsel.
Det skulle være sket i et brev, som han forsøgte at sende, mens han sad varetægtsfængslet i sagen. Brevet blev imidlertid opsnappet af brevkontrollen i arresten i Aalborg.
Torsdag blev manden dømt i stort set alle forholdene med enkelte undtagelser.
- Det er en meget alvorlig sag, og det bevidner de mange forskellige forhold også, fortæller anklageren, der kan fortælle, at størstedelen af forholdene er begået mod ekskonen.
- Alle parter har været meget presset, konstaterer hun.
Nu skal Landsretten tage stilling til sagen.