Mand tiltalt for massiv stalking af sin eks-kone: Stjal overvågningskameraer og sendte trusselsbrev
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Mandens eks-kone har tilsyneladende forsøgt at sikre sig selv med overvågningskameraer.
En 34-årig mand sidder fængslet i en grov stalking-sag, hvor han i 47 tilfælde har chikaneret sin eks-kone.
En bemærkelsesværdig retssag begynder fredag i Aalborg.
Ifølge anklageskriftet har en 34-årig mand forfulgt og chikaneret sin eks-kone, som han har børn med, i en periode fra midt i maj til juli sidste år.
47 tilfælde af stalking
I maj 2021 fik manden tilhold, hvilket betyder, at han ikke må opsøge eller kontakte kvinden. Alligevel er han tiltalt for 47 tilfælde af stalking og overtrædelse af tilholdet.
Flere af overtrædelserne går tilbage til 20. og 21. juni sidste år, hvor manden ifølge anklageskriftet bombarderede kvinden med sms'er fra middagstid og resten af aftenen.
Manden er også tiltalt for at have forsøgt at true kvinden til at opgive tilholdet og til at undlade at vidne, så han slipper for fængsel. Det skulle være sket i et brev, som han forsøgte at sende, mens han sad varetægtsfængslet i sagen. Brevet blev imidlertid opsnappet af brevkontrollen i arresten i Aalborg.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til fredag den 2. december i Retten i Aalborg.
Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Stjal overvågningskameraer
Mandens eks-kone har tilsyneladende forsøgt at sikre sig selv med overvågningskameraer, men dem skulle den 34-årige mand have stjålet fra kvindens hjem flere gange.
Udover den massive stalking, chikane og tyverier, er den 34-årige også tiltalt for vold og narkobesiddelse.
Manden er godt kendt af politiet i forvejen og har også selv fortalt offentligt om sin fortid med kriminalitet og narko.