Måtte bruge hele opsparingen på gasregningen - nu får de vanvittigt beløb tilbage
Hos Forbrugerrådet Tænk er man bekymrede over de enorme regninger, som forbrugerne har fået, og som nu tilbagebetales.
Dan Madsen er egentlig en ret rolig og omgængelig type, men når man nævner acontobetaling, bliver han helt gasblå i hovedet.
- Vi føler os snydt, ja faktisk vil jeg sige, at vi føler os røvrendt.
Stor stigning
Dan Madsen og hans hustru Kathe bor i Sulsted. De har gasfyr og har normalt betalt omkring 4000 kroner aconto hvert halve år.
I forbindelse med gasprisernes midlertidige himmelflugt satte gasleverandøren imidlertid acontobeløbet op. Parret skulle nu aflevere 27.303,34 kroner for at få varme i deres 121 kvadratmeter store hus.
- Det er vores opsparing, vi har brugt, og den buffer, vi plejer at have, er alt sammen smidt over i varmeregninger, fortæller Dan Madsen.
Umiddelbart en voldsom stigning, men da alle skulle betale mere overalt i Danmark, skruede parret ned for varmen, hævede opsparingen og brugte bufferen på budgetkontoen for at få det hele til at løbe rundt.
Stor tilbagebetaling
Nu har Norlys lavet en ny opgørelse. Parret fra Sulsted har kun brugt gas for knap 5.000 kroner. Norlys har med andre ord krævet 22.000 kroner for meget ind. Penge som parret ufrivilligt har ”lånt” til energiselskabet i et halvt år.
- Det er simpelthen for dårligt. De penge kunne vi have brugt på varme, vedligeholdelse eller nye møbler. Der er nok at bruge penge på som husejer, forklarer Dan Madsen.
Hos Norlys erkender man, at acontoberegningen har været helt hen i vejret:
- Normalt rammer vi meget præcist, så aconto og faktisk forbrug er meget tæt på hinanden. Denne gang går det galt, fordi vi har haft historisk store udsving i gaspriserne, samtidig med at forbrugerne har sparet enormt på deres forbrug. Mange har reduceret deres forbrug med en tredjedel. Derfor rammer aconto så langt fra de faktiske tal, forklarer direktør i Norlys Energi Mads Brøgger.
Herunder kan du se den regning, som paret fik, hvori der står, at de skal have 19.000 kroner tilbage:
Leget bank
Hos Forbrugerrådet Tænk er man bekymrede over de enorme regninger, som forbrugerne har fået, og som nu tilbagebetales.
- Der er jo faktisk tale om, at energiselskaberne har ”leget bank” med forbrugernes penge, helt uden at forbrugerne har bedt om det. Det synes vi, ikke er i orden. Man burde afregne bagud, så man alene faktureres for det faktiske forbrug, eller også burde acontoafregningerne ske oftere, så der ikke skal lægges så mange penge ud, lyder det fra Mads Reinholdt, der er direktør i Forbrugerrådet Tænk.
Norlys afviser at afregne bagud. Til gengæld har de allerede besluttet at opkræve aconto hvert kvartal i stedet for én gang om året.
- Indtil nu har det ikke været muligt, for så skulle vi jo lægge pengene ud for kunderne et helt år, hvilket jeg heller ikke synes er helt rimeligt, men med kvartalsaflæsninger så tænker jeg, vi vil komme meget tættere på en retvisende afregning for kunderne, lyder det fra Mads Brøgger.
Hos Dan Madsen ville afregning bagud være en stor hjælp. Nu håber han blot på, at gasprisen stabiliseres, så familien igen kan få lidt stabilitet i økonomien.
- Pengene vi får retur ryger ind på budgetkontoen. Man ved aldrig, hvornår der kommer en ny uforudset udgift, forklarer han.