- Jeg håber på ingen måde, at det er noget, der udvikler sig til, at det pludselig bliver brugt på børn.
Sådan lyder det fra forstanderen på Hobro Julemærkehjem, Maria Hæstrup, om en fremtid, hvor slankemidler som Wegovy og Ozempic slår endnu mere igennem, og dermed bliver mere tilgængeligt for børn og unge.
Torsdag så Ubberup Højskole, der blev landskendt i TV 2-programmet 'Livet er fedt', sig nødsaget til at dreje nøglen om på grund af den udvikling, som blandt andet slankemedicin har betydet for et sted som Ubberup Højskoles kundegrundlag.
Hobro Julemærkehjem er bekendt med ét tilfælde, hvor der forud for ophold hos dem har været forsøgt behandling med et af de nyere velkendte slankemidler fra medicinalvirksomheden Novo Nordisk.
- Heldigvis er det ikke noget, vi generelt ser, da det er børn, vi har med at gøre, siger forstanderen.
I det ene tilfælde blev barnet observeret af flere specialister, men forløbet havde ikke den ønskede effekt i forhold til vægttab.
Symptombehandling
Selvom hun kun har oplevet det ene tilfælde, kan hun godt se en fremtid, der muligvis ser anderledes ud.
- Heldigvis er det sådan, at det generelt ikke er tilgængeligt for børn, men jeg kan godt være bekymret for, at vi kommer til at se det mere, siger Hobro-forstanderen.
Maria Hæstrup kalder slankemidler som Wegovy og Ozempic nemme løsninger, der 'helt sikkert er godt til voksne i nogle tilfælde'.
- Men generelt handler det jo om, at der ligger en eller anden mistrivsel bag, som der skal arbejdes med. Og for nogle handler det om, at de kommer fra en familie, der ikke ved, hvordan de skal leve sundt eller har manglende overskud.
- Men i flere tilfælde handler det om, at man faktisk spiser på sine følelser.
Hun sammenligner slankemedicinen med den populære slankeoperation, Gastric bypass, der vandt indpas i 00'erne.
- Operationen gjorde ikke noget ved den mistrivsel, der lå bag, og det gjorde ofte, at folk fik udvidet mavesækken igen, siger Maria Hæstorp og fortsætter:
- Så det bliver lidt symptombehandling i nogle tilfælde.