Lone er mor til Frederik og Hjalte i indskolingen: - Børnene glæder sig... Og det gør vi også!
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard
Lone Koch Larsen glæder sig til, at hendes to drenge, Frederik og Hjalte, igen kan vende tilbage til skolen.
Mandag morgen kan de yngste skolelever igen vende tilbage til klasseværelserne. Og det glæder både forældre og skoleleder.
I morgen bliver en glædelig dag for mange skoleelever (og måske ikke mindst deres forældre). For de yngste elever i 0. til 4. klasse er det nemlig slut med zoommøder og online undervisning, når eleverne igen kan møde op på skolen.
Og det vækker glæde flere steder.
- Det bliver rigtig godt, at få dem af sted igen. Ungerne mangler deres hverdag med venner og skole, og de glæder sig helt vildt. Og det gør vi også, siger Lone Koch Larsen, med et slet skjult smil. Hun er mor til Hjalte i 0.A og Frederik i 2.B.
Forældre i hele Danmark har siden december måtte tage et bijob som lærevikar, da myndighederne besluttede, at 5.-10. klasse skulle hjemsendes fra den 9. december, mens 0.-4. klasse blev hjemsendt fra den 21. december.
En anderledes hverdag venter
Men de yngste kan nu altså se frem til at få en del af deres normale hverdag igen fra mandag morgen.
- Vi glæder os helt vildt til at få dem tilbage, siger Rikke Høg Zimmer. Hun er skoleleder på Gug Skole. Hun fortsætter:
- Nu har de været hjemme rigtig længe, og de trænger til at se deres kammerater. De trænger til at være sammen fysisk. For en ting er at være sammen gennem en skærm, men der er rigtig meget, man ikke kan igennem skærmen, siger hun.
Men coronavirus florerer stadig iblandt os, selvom det er på et forholdsvist lavt niveau. For at genåbningen kan foregå så coronasikkert som muligt, betyder det også ændringer i børnenes hverdag fra da de sidst var i skole.
Klasserne bliver reelt set deres egne bobler. Al aktivitet for klassen bliver indenfor deres egne klasser. Men i realiteten kan det blive svært at overholde til punkt og prikke.
- Børn er børn. Og børn skal være børn. Og hvis der lige er en, der ser en god ven i parallelklassen og siger hej, får de jo ikke skæld ud for det. Men så vil vi snakke med børnene om, hvorfor det er vigtigt, at vi holder os indenfor de bobler vi er i, siger Rikke Høg Zimmer.
- En risiko, vi må lærer at leve med
Derudover vil lærerne blive tilknyttet nogle enkelte klasser. Det sker også for at minimere smitterisikoen. Derfor bekymrer genåbningen heller ikke Lone Koch Larsen.
- Der er jo nogen, der har vurderet på, hvad risikoen er og ikke er ved det her. Og jeg tror, det er meget givende, at børnene kommer tilbage, siger hun til TV2 Nord
Hun medgiver dog, at risikoen for smitte - om end den er lille - stadig vil være større fra mandag morgen.
- Men det er nok den risiko, vi skal vænne os til at leve med.
Skolelederen er heller ikke i tvivl om, at det handler om at finde en rytme, når børnene kommer tilbage i skolerne igen.
- Når først vi er her, og undervisningen er i gang, så tror jeg faktisk ikke børnene tænker ret meget over det. Jeg tror, de udelukkende er glade for at være tilbage og lære noget. Og ikke mindst være sammen med deres kammerater igen, siger Rikke Høg Zimmer.
Gug skole har anbefalet deres lærestab at lade sig coronateste, indtil der kommer en decideret teststrategi fra kommunen.