Legeheltene sikrer et strejf af påske på børneafdelingen
Foto: Torben Hedemose
Bordfodbold, jagt efter påskekort og hele 14 udfordringer. Det var, hvad dagen bød på for 8-årige Alma Bjerregaard Nielsen, der er indlagt på Aalborg Universitetshospital.
Go' påske. Den hilsen får 8-årige Alma Bjerregaard Nielsen måske kun på hospitalet i år.
For hende og andre børn på hospitalet kan højtiden føles ekstra lang og ensformig – især under corona. Mange aktiviteter er aflyst. Alligevel har de såkaldte "Legehelte" lagt sig i selen for at give de indlagte børn et strejf af højtiden.
Legehelten Sofie Thuesen var mødt op på børneafdelingen på Aalborg Universitetshospital for at tage Alma med på påskejagt. Iført en gul kappe og med masser af godt humør satte hun nøjsomt Alma ind i reglerne for legen.
- Det giver bare lige lidt ekstra energi, fordi man sidder der og laver lidt de samme ting. Så at de kommer forbi giver noget liv og glæde og nogle grin.
Ole Bjerregaard Nielsen, Far til Alma
I fællesskab klippede legehelten og Alma 14 kort ud. På disse kort var der en udfordring og et bogstav. Bogstaverne skulle til sidst danne et ord. Ordet udgjorde navnet på afsenderen af gækkebrevet, som Alma fik stukket i hånden af Legeheltene, da de ankom på stuen.
I gang gik påskejagten, og lynhurtigt fandt Alma posterne en efter en. Udfordringerne blev klaret med bravour og med et smil på læben.
Den seneste uge har ellers ikke givet anledning til store smil, idet hun har været indlagt med maveproblemer, og det er langt fra skæg og ballade at ligge på sygehuset. Specielt ikke i en påske – hvor restriktioner spænder ben for de normale aktiviteter.
Derfor var det rart med et afbræk.
- Det er sjovt at finde posterne, siger en forpustet Alma.
Også forældrene glæder sig over besøget.
- Det giver bare lige lidt ekstra energi, fordi man sidder der og laver lidt de samme ting. Så at de kommer forbi giver noget liv, glæde og nogle grin, siger Ole Bjerregaard Nielsen, der er far til Alma.
Efter Alma havde samlet alle bogstaverne, der stod på kortene med udfordringer, fandt hun frem til, hvem der havde sendt hende gækkebrevet. Det var påskekyllingerne.
Legeheltene fortsætter med at turnere rundt i resten af påsken på Regionshospital Nordjylland.
- Det giver et smil på læben hos børnene. De kommer ud af sengen, bevæger sig og bruger kroppen, så det er fantastisk, siger legehelten Sofie Thuesen.
Se indslaget her: