Kunstner snuppede 534.000 fra kunstværk: Nu slår museum igen
Foto: Morten Germund / Ritzau Scanpix
Jens Haaning bliver hevet i retten af Kunsten i Aalborg.
Kunsteren overholdt ikke fristen for at betale pengene fra kunstværk tilbage - derfor ser museet ingen anden udvej end at anlægge et civilt søgsmål.
Slipper kunstneren Jens Haaning godt fra at snuppe 534.000 kroner fra museet Kunsten i Aalborg? Det vil formentlig vise sig i den kommende tid, for nu slår Kunsten igen via et civilt søgsmål mod Jens Haaning.
Mandag mødes parterne efter planen i Københavns Byret til det endelige opgør i den spektakulære sag, som tilbage i 2021 gik hele verden rundt i nyhederne.
Det er Kunsten, der har sagsøgt Jens Haaning med krav om at få den forsvundne halve million igen i en af de mest spektakulære kunstskandaler i nyere tid.
Pakken var tom
Balladen mellem Kunsten og Jens Haaning begyndte, da Haaning tilbage i 2021 var bestilt til at lave et kunstværk med titlen ”Work It Out”. Værket skulle bestå af to rammer, som skulle rumme henholdsvis en dansk og en østrigsk årsløn i kontanter.
Forventningerne til værket var uden tvivl i top, da medarbejdere fra Kunsten torsdag 23. september 2021 skulle pakke værket fra Jens Haaning ud, efter det var ankommet til Aalborg.
Stor var forbløffelsen dog, da pakken viste sig ikke at indeholde to rammer med tilsammen 534.000 kroner i kontanter. I stedet indeholdt pakken to tomme rammer med blankt lærred og en besked fra Jens Haaning om, at pengene i stedet nu indgik i et værk med titlen ”Take the money and run”.
I efterfølgende interviews om sagen har Jens Haaning givet udtryk for, at der var tale om en slags protest mod, at kunstnere efter hans mening bliver alt for dårligt betalt. Han forklarede desuden, at pengene nu skulle bruges til at forbedre hans privatøkonomi.
Kunsten har på sin side slået fast, at museet altid betaler kunstnere efter reglerne, og at Jens Haaning heller ikke er blevet snydt for noget i den konkrete sag.
Lagde sag an mod Haaning
Efter nogle overvejelser satte Kunsten en frist i januar 2022 i forhold til, at Jens Haaning skulle betale pengene tilbage. Det gjorde han ikke, og på den baggrund så Kunsten ingen anden udvej end at anlægge et civilt søgsmål i forsøget på at få pengene tilbage.
Kunsten har i forløbet understreget, at det ikke er med museets gode vilje, at man nu sagsøger en af de kunstnere, som man ellers skulle have et godt samarbejde med. På den anden side har museet et ansvar over for de fonde og sponsorer, som spytter penge i museet.
Kunsten har forud for retssagen i København fastslået over for TV2 Nord, at man ikke ønsker at kommentere sagen, mens den kører.
TV2 Nord har været i kontakt med Jens Haanings advokat i sagen, Peter Schønning, som heller ikke vil kommentere sagen på forhånd. Han henviser til Jens Haaning, som det ikke er lykkedes at træffe.
TV2 Nord følger sagen i Københavns Byret tæt på tv2nord.dk.