Kunsten lægger sag an mod Jens Haaning: - Selvfølgelig kan man ikke bare tage vores penge og løbe
Kunsten har tidligere stillet et større beløb til rådighed for kunstneren, Jens Haaning, med henblik på, at de skulle bruges i forbindelse med et kunstværk. Aftalen var, at pengene skulle tilbageføres 16. januar. Det er ikke sket, og derfor er Kunsten nødsaget til at tage det næste skridt, skriver Kunsten i en pressemeddelelse.
Kunstens direktør Lasse Andersson siger, det er en ulykkelig sag, som man helst havde set løst gennem dialog med Jens Haaning.
- Kunstnerne er de vores vigtigste samarbejdspartnere, og derfor er det ikke en situation, vi er glade for.
Jens Haaning har ikke leveret pengene tilbage inden for tidsfristen, og derfor har Kunsten nu anlagt et civilt søgsmål.
- Vi tager dette skridt, fordi vi har et ansvar over for de private fonde, som støtter denne udstilling økonomisk, og vi har et ansvar over for vores gæster i forhold til at give dem så mange oplevelser som muligt for pengene, siger Lasse Andersson, direktør hos Kunsten.
Uenigheden mellem parterne består i, at Jens Haaning i forbindelse med udstillingen "Work it Out" fik til opgave at genskabe to værker, der viste henholdsvis en dansk og en østrigsk årsløn i kontanter.
Men da museets medarbejdere åbnede pakkerne med de to billedrammer, var der kun to tomme lærreder og en besked fra Haaning om, at pengene i stedet var indgået i et nyt kunstværk kaldet "Take the Money and Run".
Kunstnerne er de vores vigtigste samarbejdspartnere, og derfor er det ikke en situation, vi er glade for.
Lasse Andersson, direktør , Kunsten.
Kunstnerhonorar til debat
I forbindelse med sagen har den generelle honorering af kunstnere været til debat. Kunsten fortæller, de honorerer kunstnerne, der udstiller på Kunsten.
– Vi betaler naturligvis kunstnere efter den fastlagte tarif og overholder aftalerne med dem, siger Lasse Andersson, direktør Kunsten.
Kunsten fortæller, at der ligeledes er lavet en aftale med Jens Haaning om honorar i overensstemmelse med gældende aftaler.