Krisecenter må afvise voldsramte kvinder - der mangler plads
Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord
De vil forsøge at åbne endnu en afdeling i Aalborg, og går alt efter planen kan den åbne til sommer.
- Det er sørgerligt. Det er trist, og vi er trætte af det.
Sådan siger Niels Jacob Ulstrup, der er leder af Krisecenter for Kvinder i Aalborg. På krisecentret står de nemlig i den ærgerlige situation, at de ikke har plads nok.
- I oktober måned alene har vi haft 38 hændelser på 31 dage, og indtil videre har vi i år måttet viderehenvise eller afvise 150 kvinder. Hvis det fortsætter, så rammer vi 200 inden årsskiftet, forklarer han.
Derfor er han i gang med at finde en løsning. Han håber på at kunne få udvidet krisecentret.
- Vi regner med at finde bygninger, der skal fungere som en afdeling to. Vi vil simpelthen lave en søsterorganisation, så vi kan sikre, at endnu flere, der søger vores hjælp, kan få den sikkerhed og beskyttelse, de har brug for, siger han.
Otte år tager det at bede om hjælp
Flere opsøger krisecentret, og Niels Jacob Ulstrup har ikke et entydigt svar på, hvordan det kan være.
- Jeg kan bare konstatere, at der er rigtig rigtig mange, der kommer. Og vi kan se at mange af dem, der kommer herind har levet i flere år i den vold, de har været udsat for, fortæller han.
I gennemsnit har kvinderne været udsat for enten fysisk, psykisk vold eller begge dele, når de kommer på krisecenter. Nogle enkelte er dog hurtigere til at reagere, og det kan ifølge lederen af krisecentret være lettere for dem at komme videre bagefter.
Han glæder sig over, at der er kommet mere fokus på området. Særlig i disse dage, hvor der er "Orange dage", der har til formål at få fokus på kvinders tryghed, selvforsvar, samtaler, debat og foredrag omkring partnervold.
Og det er ligestillingsminister, Marie Bjerre (V) enig i.
- Tidligere var det noget, man sådan lidt negligerede. Man kaldte det husspektakler og familietragedier, uden at forholde sig til, at det her er drab, det er vold, det her er meget, meget alvorligt. Der er heldigvis sket en forbedring, og vi er også blevet bedre til at spotte partnervold, siger hun.
De kvinder, der må afvises på Krisecenter for Kvinder bliver enten henvist til krisecentre i Randers, Aarhus, Hobro eller Frederikshavn eller også får de råd og vejledning omkring, hvordan de kan bruge deres netværk til at komme videre.
Lige nu har krisecentret 130 åbne sager.