Kortfattet håndbolddirektør efter semifinalesejr: - Det er svært at fatte, men det er sandt
Ifølge TV3 Sports håndboldekspert, Joachim Boldsen, er Aalborg finaleplads i Champions League den største præstation i dansk herrehåndbold.
Søndag aften skal Aalborg Håndbold forsøge at lave den største bedrift af alle i håndboldens verden, når de klokken 18.00 skal spille finale i Champions League mod Barcelona.
En finale som nordjyderne sensationelt kvalificerede sig til med en sejr på 35-33 over Paris Saint-Germain – og det var selvom Aalborg var bagud med fem mål på et tidspunkt i kampen.
Det var tydeligt at mærke på folkene omkring holdet, at det var en kæmpe præstation de havde leveret.
- Hvad skal jeg sige?, lød de fåmælt fra Aalborgs træner, Stefan Madsen, mens han gav ’knuckles’ til TV2 Nords reporter efter kampen.
Også klubdirektør, Jan Larsen, havde svært ved at forstå, at hans klub nu står i en Champions League-finale. Efter slutsignalet løb han ind på banen for at omfavne sine spillere.
- Det er svært at fatte, men det er sandt.
Den største præstation
Det er første gang, at et dansk hold står i finalen ved Champions League, som har været spillet siden sæsonen 1993-94.
- Det er jo det største i dansk herrehåndbolds historie. AG København var i semifinalen for ni år siden, det var også en flot præstation, men det var med et andet budget og andre spillere. Det her er bare endnu større, lyder vurderingen fra TV3 Sports hånboldekspert, Joachim Boldsen.
Han peger på, at det er et stærkt kollektiv, som har ført Aalborg så langt i turneringen.
- Det der kendetegner Aalborg er, at det er et hold, der er kommet langt, ikke individualister. Det er imponerende den rygrad og tryghed holdet har.
Mægtige Barcelona venter
I finalen venter et af historiens bedste håndboldklubber, FC Barcelona, som så sent som sidste år ligeledes stod i en finale. Dengang tabte catalonierne til tyske THW Kiel.
- Der er jo ikke noget hold, der sår godt til Barcelona. De har jo vadet igennem det hele og har vundet 59 kampe i streg. Barcelona har alt presset på sig og for Aalborg er det gigantisk bare at være nået hertil, så de kan reelt spille frit, siger Joachim Boldsen.
I Barcelonas trup er blandt andre den danske landsholdsspiller Casper U. Mortensen, som ser frem til mødet med Aalborg i finalen.
- Stor respekt til Aalborg, som har spillet fantastisk. Vi går selvfølgelig ind og giver alt, hvad vi har tilbage i tanken, så vi kan trække os sejrrigt ud, men vi ved også, at det bliver utroligt svært, lyder det fra Barcelonaspilleren.
Kampen begynder søndag klokken 18.00 og spilles i Køln. Der er desuden 35 tv-stationer over hele verden, der viser kampen.