Kommune skærper indsats imod bander: - Sårbare unge skal ikke rulles ind i den her konflikt
Sådan lyder det fra Aalborg Kommune, efter to bander netop nu åbent bekriger hinanden i byen.
I den seneste tid har to bander åbenlyst bekriget hinanden i Aalborg. Og situationen er blevet fulgt meget nøje hos Aalborg Kommune. Især arbejder kommunens medarbejdere intensivt på at forhindre, at specielt helt unge mennesker ikke ender i de kriminelle grupperinger.
- Når situationen er eskaleret, som den er nu, genbesøger vi selvfølgelig vores indsats og vurderer, om der skal yderligere til. Eller om der er noget, der skal justeres, fortæller rådmand for Job og Velfærd i kommunen, Nuuradiin Hussein (A), tirsdag til TV2 Nord:
- Det vigtigste her er jo hele den forebyggende del. Det er at sikre, at unge under 18 år, sårbare unge mennesker, ikke bliver rullet ind i den her konflikt og rekrutteret til det kriminelle miljø, siger han.
VIDEO: Herunder kan du se hele indslaget:
Ifølge TV2 Nords oplysninger består de to bander, som lige nu er i konflikt med hinanden, primært af unge mænd. Hvor de ældste er omkring 30 år, er de yngste blot omkring 15 år. En øget indsats omkring de to grupperinger blev sat i gang allerede i foråret, men i løbet af de seneste to uger har indsatsen fået fornyet fokus.
Blandt andet benytter kommunens medarbejdere en såkaldt ”knock-knock-strategi” (banke- på-strategi, red.) hos de unge, som formodes at være en del af banderne.
- Der er nogle unge mennesker, som ufrivilligt er kommet ind i det her miljø. Når vi taler med dem og motiverer dem til at forlade kriminalitet, så tager de imod og profiterer deraf, men der er desværre også rigtig mange af dem, som ikke vil tale med os, fortæller Nuuradiin Hussein.
Herunder kan du læse nærmere om de nye bander:
På dagsordenen hos boligselskaber
Både tirsdag og onsdag er der ekstraordinære møder på dagsordenen, hvor kommunen, politiet og boligselskaberne taler sammen. Det fortæller Mette Bach Kjær, direktør hos det almene boligselskab Plus Bolig med base i Aalborg:
- Det, vi prøver, det er at informere hinanden om de ting, vi nu en gang kan. Og derefter drøfte: Hvor kan vi sætte ind? Har vi set noget? Har vi hørt noget?, fortæller hun.
Blandt adskillige afdelinger fordelt over hele Aalborg Kommune har Plus Bolig også boliger tæt på Grønlands Torv i Aalborg, hvor den ene af de to aktuelle bander menes at have sit udspring.
Hos Plus Bolig handler det lige nu mest om at dæmme op for eventuelle bekymringer hos deres beboere.
- Bekymring kommer jo hjemme hos den enkelte i det enkelte lejemål. Og det er jo der, vi gerne vil være med til at skabe noget tryghed. Det kan vi ved at være til stede, men det kan kommunen også, og det kan politiet også, lyder det fra direktøren.
Allerede onsdag har Aalborg Kommune det næste møde med Nordjyllands Politi for at afsøge yderligere muligheder i forhold til den verserende bandekonflikt i byen.