Kommunalt ansatte stiger på el-cykler til gavn for miljøet
- Vi vil rigtig gerne have, at man i stedet for bil nummer to får muligheden for at bruge en el-cykel, siger Kia Hansen, der er projektleder i By og Land i Aalborg Kommune.
500 medarbejdere fra to forvaltninger på Stigsborg Brygge får mulighed for at lease en el-cykel gennem Aalborg Kommune.
Når medarbejderne på de to forvaltninger på Stigsborg Brygge By og Land og Klima og Miljø møder på arbejde, bliver de i foyeren mødt af en udstilling med en række smarte el-cykler.
For som en del af en ny kampagne kan medarbejderne lease en el-cykel gennem arbejdet og derved transportere sig bæredygtigt - og få frisk luft og motion samtidig.
Projektleder Kia Hansen fra By og Land i Aalborg Kommune fortæller, at der allerede er mange, der har kigget interesseret på cyklerne.
- Vi vil rigtig gerne have, at man i stedet for bil nummer to får muligheden for at bruge en el-cykel, siger Kia Hansen.
Hun håber, at rigtig mange medarbejdere vil tage et bæredygtigt valg som at bruge el-cyklen til transport.
- Selvom du har taget bilen på arbejde, kan du godt tage en cykel til et møde i løbet af dagen. Det handler om, at alle kan gøre en forskel - uanset hvor langt man har på arbejde, siger Kia Hansen.
Stor interesse
Hun forklarer, at medarbejderne ved at lease en cykel for 250 kroner om måneden kan finde ud af, om el-cyklen er det rette valg.
Medarbejderne får serviceaftale og forsikring over lønnen - det vil sige, arbejdsgiveren betaler, og de så bliver beskattet pr. måned.
Den nye kampagne er et forsøg, som skal teste, hvor mange medarbejdere, der kunne tænke sig at gøre brug af muligheden – og interessen er stor.
- Der er simpelthen så mange af vores kolleger, der har været her for at kigge på cyklerne, og vi har allerede fået over 40 henvendelser fra kolleger, som rigtig gerne vil lease en el-cykel, siger Kia Hansen.
Flere SMaRT'e muligheder
- Kampagnen "God energi på arbejde" er en del af det internationale projekt SMaRT (Sustainable Mobility Rural and Urban Transport). Formålet er at gøre transporten fra A til B mere bæredygtig i forhold til klima, sundhed og økonomi.
- Ud over at lease en el-cykel gennem arbejdet kan medarbejderne på Stigsborg Brygge få egne cykler serviceret gratis af en cykelsmed, som kommer på arbejdspladsen én gang om måneden.
- Det er også muligt at koordinere samkørsel via den gratis app "Nabogo" og få adgang til parkeringspladser, som netop er reserveret til samkørsel.
- Projektet løber frem til september 2022.
Et grønt signal
Rådmand for By og Land i Aalborg Kommune Jan Nymark Thaysen (V) mener, det er vigtigt, at kommunen sender et grønt signal.
- Vi plæderer løbende for, at den grønne omstilling er rigtig vigtig, Derfor skal vi også som kommune gå forrest og vise vejen. Og der er cykelprojektet et af de gode spor, vi forfølger, siger Jan Nymark Thaysen.
Han fortæller, at kommunen vil kigge nærmere på, hvordan man økonomisk kan understøtte den grønne omstilling, og han mener også, at projektet med cyklerne kan være med til at gøre en forskel.
- Det er et skridt i den rigtige retning, for vi skal gerne have de positive historier ud. Og jeg er sikker på, at der er rigtig mange af vores medarbejdere, når de først har prøvet en moderne el-cykel, vil de få øjnene op for, hvilke muligheder den indebærer, siger Jan Nymark Thaysen.
Gode erfaringer med el-cykler
Tidligere har borgere i Vodskov og Frejlev haft mulighed for at låne en el-cykel i en måned. Projektet var et samarbejde mellem Aalborg Kommune og samrådene i de to byer.
- Formålet var at lokke flere borgere ud af bilen og over til en mere miljøvenlig transportform. Og mange endte med selv at købe en el-cykel. Nu er det medarbejdernes tur, og de glæder sig, siger Kia Hansen.
Ud over 500 medarbejdere på Stigsborg Brygge er 100 administrative medarbejdere hos Port of Aalborg også med i projektet.
Hør mere om projektet i videoen her: