16 olieskibe ligger stille i Aalbæk Bugt - men Ukraine spiller ikke ind
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Greenpeace-aktivister fra hele Norden har siden i fredags protesteret mod den trafik af olietankere med russisk olie, der fortsat går igennem Danmark i stor stil.
Det har ikke noget at gøre med situationen i Ukraine, at der lige nu ligger 16 olieskibe ved Skagen, oplyser norsk rederi.
Et større antal olieskibe ligger i skrivende stund for anker udenfor Skagen i Aalbæk Bugt.
Mandag formiddag var der tale om 16 skibe, og flere af dem har ligget stille i over en uge.
Ifølge shippingbranchen har de stillestående skibe ikke noget med situationen i Ukraine at gøre, men stilstanden skyldes derimod et lavt aktivitetsniveau på olieshipping markedet lige nu.
Med andre ord så venter de på ordrer.
Det fortæller det norske rederi, Knutsen Shipping, der har flere skibe liggende for anker.
De seneste dage har der været kritik af, at der foregår omlastning af russisk olie for flere hundrede millioner kroner ud for Frederikshavn.
Greenpeace-aktion i Skagen
Greenpeace-aktivister fra hele Norden har siden i fredags protesteret mod den trafik af olietankere med russisk olie, der fortsat går igennem Danmark i stor stil.
Også i Skagen, hvor et hold Greenpeace-aktivister søndag sejlede ud i gummibåde og malede budskabet 'Oil i war' på siden af en olietanker, der har transporteret olie for omkring en halv milliard kroner fra Rusland til Skagen, hvor det er blevet omlastet og sejlet videre ud i verden.
Det drejer sig om skibet Delta Pioneer, der 23. februar - dagen før den russiske invasion af Ukraine - sejlede fra den russiske kystby, Primorsk, med kurs mod Skagen. Skibet sejler under græsk flag.
Og på Christiansborg tegner der sig et politisk pres på tværs af partier og uden om regeringen, for at Danmark skal gå enegang og forbyde den type omlastninger, hvis det ikke er til at få en europæisk aftale.
Udover at danske politikere har opfordret danske virksomheder til at stoppe deres forretning, som assisterer russisk olieeksport, har den ukrainske ambassadør i Danmark også kritiseret fortsatte danske erhvervsinteresser i russisk eksport:
- Stop jeres aktivitet med Rusland, ellers vil blodet fra de ukrainske børn også være på jeres hænder, sagde ambassadør Mykhailo Vydoinyk i et interview med TV 2 i sidste uge.
Men de 16 skibe, der lige nu ligger for anker, har ifølge det norske rederi Knutsen Shipping umiddelbart ikke noget med den russiske invasion af Ukraine at gøre.