Kommunaldirektør har stadig tillid til udskældt eventchef
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Efter bilagsrod får Aalborg Kommunes eventchef Søren Thorst en advarsel og skal betale udgifter tilbage, men kommunaldirektøren har stadig tillid ham.
Aalborg Kommune har mandag offentliggjort en rapport fra revisionsvirksomheden Deloitte, som har undersøgt kommunens eventafdeling - og særligt eventchef Søren Thorsts brug af offentlige midler.
Af rapporten fremgår det, at Søren Thorst har brudt en række retningslinjer i forbindelse med brugen af sit kommunale kreditkort, og at han ikke har haft orden i bilagene.
Trods kritikken forbliver Søren Thorst ansat i Aalborg Kommune. Han får en advarsel og skal betale nogle udgifter tilbage.
Ledelsen i Aalborg Kommune får også kritik. Deloittes eftersyn viser nemlig, at der på eventområdet har været en mangelfuld praksis, hvor grundlæggende principper for dokumentation og godkendelse ikke har været overholdt.
Fortsat tillid til eventchef
- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at vi ikke har gjort mere ud af at instruere og følge op på dokumentationen, da vi havde chancen, siger Christian Roslev, der er kommunaldirektør i Aalborg Kommune.
Kommunaldirektøren, der er kommunens øverste leder, fortæller, at han selv har deltaget i nogle af personalearrangementerne, som kritiseres.
- Vi har bedt en anden forvaltning håndtere sagen. Derfor har vi tillid til, at han (Søren Thorst, red.) kan fungere fremadrettet, siger Christian Roslev.
Deloittes rapport kritiserer Aalborg Kommunes arbejdsmetode og kultur, hvor niveauet og omfanget for pleje af samarbejdsrelationer og repræsentation ikke har fulgt med tiden.
- Man leder jo i tillid, og man går ikke og spørger alle medarbejdere, om de gør det, de skal. I 2021 havde vi chancen for at kigge vores procedurer igennem, men også følge op på dokumentationen, og det ærgrer mig, at vi ikke gjorde det, siger Christian Roslev.
Efter seks år i stillingen som kommunaldirektør i Aalborg Kommune sagde Christian Roslev jobbet op i oktober. Han stopper til nytår, men understreger, at jobskiftet ikke har noget med sagen at gøre.
- Det har det ikke. Jeg gik ind i mit syvende år som kommunaldirektør, og jeg trængte til at prøve noget andet, siger Christian Roslev.
Hør interviewet med Christian Roslev her:
Borgmester bakker op
Kommunen vil nu rette op på sine fejl.
- Der har ikke været styr på dokumentationen i forbindelse med brug af Mastercard, godkendelsesprocedurer og sådan nogle ting. Det er noget af det, som vi lægger op til at få strammet klart op på - og også udtrykker i en klar kritik, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S).
Han bakker op om, at beslutningen om at Søren Thorst forbliver ansat i Aalborg Kommune, er den rigtige.
- Vi har fået en personalejurist til at kigge på det her, som sidder i en anden forvaltning. Den vurdering, der ligger til grund i forhold til det, er, at det her er den rigtige sanktion. Som økonomiudvalg har vi ikke haft anledning til at føre kritik af det, siger Thomas Kastrup Larsen.
Hør Thomas Kastrup Larsen fortælle om rapporten her: