Ingen skal være alene juleaften: Bente vil holde jul i den lokale boldklub
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Det kan være svært at få pengene til at række i juletiden, og med inflation og stigende priser er det ikke blevet nemmere.
Bente Vestergaard er kommet på en god idé.
Det er ikke nogen ny idé, men det er først nu, at hun endelig får gjort noget ved den.
Hun har de sidste 15 år haft et ønske om at skabe en god juleaften for enlige og ensomme - og nu bliver det til virkelighed.
- Man hører så meget om folk, der ikke har så mange penge, og andre der må gå fra hus og hjem, så jeg vil gerne gøre en god gerning, siger Bente Vestergaard.
I samarbejde med sin nabo låner hun et stort lokale i Gug Boldklub, hvor der er plads til en god julefest.
Dårlig til at sidde stille
Alle er inviteret til Bentes juleaften. Er man ensom, eller har man ikke et sted at holde jul i år, er man velkommen. Men det kan også være familier uden så mange penge, eller en enlig forælder. Ung, gammel, enlig eller familie.
Bente Vestergaard har haft lyst til at gøre noget ekstra de sidste mange år, men nu måtte det være. Hun synes da også selv, at meget er blevet dyrere, men hun klarer den nok, fortæller hun.
- Jeg går ikke fra hus og hjem, men det er der andre, der reelt går og frygter, så jeg håber på at give lidt tilbage på den her måde, siger Bente Vestergaard.
- Jeg har nok lidt for meget energi, så jeg er ikke så god til at sidde stille. Men det er fedt at have kræfter til sådan et projekt her, siger hun.
Byen rykker sammen
Bente har været frivillig i flere roller gennem mange år i Gug Boldklub, og klubbens formand ville da heller ikke høre tale om, at der skulle betales for lokalet.
Og mange andre steder i lokalområdet bliver der sponsoreret både mad, drikke og penge til arrangementet. På den måde er der sikret mad, vin, bordpynt og snacks til juleaften i boldklubben.
- Det er helt fantastisk, at så mange vil hjælpe. Det tror jeg egentlig alle vil, så længe der er nogen, der tager initiativet, og det har jeg så gjort her, siger Bente Vestergaard.
Indtil nu er der ikke så mange, der har tilmeldt sig, men ifølge Bente kan det også være svært at gå ud og sige, at man har brug for hjælp.
Sådan kommer du med
Der er 50 pladser, og tilmelding skal ske til:
bente_vestergaard@hotmail.dk eller sms til 22765693.
Senest lørdag 10. december.