Velbesøgte julemarkeder i Nordjylland: - Selvfølgelig skærer man ikke på julen
Trods inflation og høje energipriser er julen for nogle hellig.
Det vrimler med mennesker på Voergaard Slot. Søndagen er såmænd også sidste dag, hvor juleboderne holder åbent.
Selvom flere må spinke og spare, så lader det til, at der spares andre steder end på julehyggen.
- Selvfølgelig skærer man ikke på julen som det første. Nej, så hellig er den trods alt, lyder det fra Henrik Hansen, der til dagligt er i flexjob.
Og han er ikke den eneste, der har det sådan.
- Vi prøver at gå på kompromis med nogle andre ting, men julen bliver, som den skal være. Så sådan er det, fastslår svineproducenten Jens Riishede.
Udsolgt af varer
Rosenbeck Frilandskød, der har en bod på Voergaard Slot, har i høj grad mærket, at folk fortsat er villige til at svinge dankortet trods inflation og stigende energipriser.I boden er særligt sylten enormt populær. Faktisk så populær, at den store udgave er udsolgt.
- Vi er lidt overrumplet over, hvor meget vi har fået solgt heroppe. Det må man sige, siger ejer af Rosenbeck Frilandskød, Peter Rosenbeck.
I år har biksen omsat for 30 procent mere. Altså er der kommet 30.000 kroner mere i kassen sammenlignet med sidste år, og det er noget, der er med til at højne julehumøret en hel del.
- Det hjælper da, at vi går hjem med gejsten oppe. Så det er skønt, siger Peter Rosenbeck.
Overvejede at droppe bod
Også på julemarkedet på Gammeltorv i Aalborg går det bedre end ventet. Lena Brammer Klokmose, der er kunsthåndværker, har sammen med flere andre haft en bod på pladsen i godt og vel 10 år.
I år var hun dog længe i tvivl om, hvorvidt de skulle åbne grundet inflationen, men tvivlen er hurtigt kommet til skamme.
- Hende der havde vagten i går var helt rundtosset, og der var kø i to og en halv time efter lukketid. Så vi er meget glade for vores kunder, siger hun.
Julemarkedet på Gammeltorv har åbent indtil 23. december.
Jul på Voergaard Slot blev afholdt fra 25. november til 4. december. Ifølge bestyrelsesformanden på Voergaard Slot, Anker Laden-Andersen, har markedet alt i alt haft mellem 8- og 9000 besøgende.
DR’s børne-tv’s-historie kan stadigvæk opleves i den julepyntede ridehal, og desuden er det stadigvæk muligt at tage sine børn med på julejagt.