Tre lejere har allerede fået overdraget nøglerne.
De er flyttet ind i et hus, der skiller sig ud. For rækkehusene er blandt andet bygget af alternative materialer som hamp og halm. De tre rækkehuse, som ligger i det østlige Aalborg i den nye bydel Tranders Høje, er første del af et større initiativ om at fremme brugen af CO2-reducerede byggemateriale.
Byggeriet har konkret afprøvet anvendeligheden af materialer som halm, hamp, ler og kalk.
Bag Halmhuset står pensionskassen PKA og entreprenør og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard via det fælles ejendomsselskab PKAE Ejendom
- Halmhuset er en del af vores fælles strategi om at fremme udviklingen af mindre CO2-belastende byggematerialer. Med de tre færdige og ibrugtagne boliger får vi en række vigtige erfaringer om biogene materialers kvaliteter – ikke bare i prototyper, men i rigtige byggeprojekter, som skal leve op til alle moderne krav til boliger, siger ejendomsdirektør Nikolaj Stampe fra PKA i en pressemeddelelse.
- Vores håb og formodning er, at det over tid kan bidrage til at udbrede mere klimavenlige materialer i byggeriet,
Rækkehusene er 100 kvadratmeter og er opført med et særligt fokus på brugen af biogene materialer i boligernes yder- og indervægge samt tagkonstruktioner.
Nye standarder for byggeri
Opførelsen af Halmhusene har betydet, at materialernes egenskaber og pålidelighed nu er blevet afprøvet i forhold til at leve op til alle relevante krav såsom brandsikkerhed, støj og isolering.
- Det betyder jo i sagens natur, at det bliver lettere – både for os og andre – at benytte materialerne fremadrettet, fordi den påkrævede dokumentation og klassifikationer er på plads. Mindst lige så vigtigt er det, at vi har opbygget rigtig meget nyttig erfaring og viden gennem projektet, som vi ønsker at stille til rådighed for alle byggeriets parter, så vi sammen kan fortsætte udviklingen og tage nye skridt, siger afdelingschef i A. Enggaard Jakup Sjostein.
Halmhuset skiller sig blandt andet ud ved, at der er anvendt halm til isolering, hampblokke i stedet for mursten og træspån i stedet for tagsten. Facaderne er behandlet med kalkpuds, mens indvendige vægge er afsluttet med lerpuds. Ifølge en LCA-analyse fra Ecolab har det betydet en CO2-reduktion på 60 procent på de konkrete dele af byggeriet, der var omdrejningspunkt for projektet.
2.0 er muligvis på vej
Opførelsen af Halmhuset er en del af et større initiativ fra PKA og A. Enggard, som ønsker at fremme brugen af CO2-reducerede byggematerialer via en række testbyggerier. Parterne er klar til at teste yderligere elementer.
- Med Halmhuset har vi fået rigtig gode erfaringer med de bygningsdele, vi har haft fokus på. Nu kigger vi på, hvilke andre materialer og bygningsdele vi kan teste, og derfor er vi lige nu på udkig efter nye forsøgsprojekter og leverandører, der vil være med, siger Jakup Sjostein og tilføjer:
- Vi vil også rigtig gerne lave et Halmhuset 2.0, hvor vi udvider testen til flere elementer og potentielt hele huset – herunder også de tungere bygningsdele som eksempelvis fundamentet, hvor der for alvor er potentiale for at nedbringe den samlede CO2-påvirkning per kvadratmeter.
Fra sommeren 2025 træder nye klimakrav i kraft, der blandt betyder, at kravene til den maksimale CO2-udledning per kvadratmeter skærpes hver andet år frem til 2029. Håbet er, at testbyggerier kan bidrage til, at branchen får lettere ved at levere på de strammere krav på en både teknisk og økonomisk forsvarlig måde.