Knivstikkeri ved lejlighedskompleks - en mand kørt til behandling
Der er politiafspærret på adressen.
Nordjyllands Politi modtog fredag klokken 15.03 en anmeldelse om et knivstikkeri, der blev forøvet på Tove Ditlevsens Vej i Aalborg.
En mand er blevet ramt af knivstik, og han behandles i øjeblikket på hospitalet, og han er meldt i stabil tilstand.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, politikommissær Ole Buus i en pressemeddelelse.
Massivt til stede
Anmeldelsen medførte, at politiet øjeblikkeligt sendte adskillige styrker til stedet i form af både uniformerede patruljer, hundepatruljer samt indsatsledelse.
En mand, blev som følge af knivstikkeriet såret.
- Han er indbragt til sygehuset, hvor han behandles. Hans tilstand er stabil, siger Ole Buus.
Efterforskning igang
Vagtchefen oplyser, at politiet i øjeblikket er i gang med at foretage forskellige undersøgelser og efterforskningsskridt ude på gerningsstedet.
Politiets opgave er tilvejebringe oplysninger, der kan belyse hændelsesforløbet før, under og efter.
- Vi kan i øjeblikket ikke udtale os om mistænkte eller mulige gerningspersoner. Det er det, som vores arbejde skal fastlægge. Men vi har flere spor at gå efter, siger vagtchefen, der understreger, at politiet kommer til at arbejde i området i længere tid.
Har man oplysninger i sagen, eller har man set noget, så skal man straks til politiet på telefon 114.
Tryghedspatruljering
Politiet er også særligt synlige med henblik på at skabe tryghed i området omkring gerningsstedet, og hvis man som borger er utryg, så er man velkommen til at rette henvendelse til politiets patruljer.
Ifølge TV2 Nords oplysninger var Nordjyllands Politi også tilstede på en anden adresse på, som skulle være i forbindelse med knivstikkeriet, der er foregået ved Tove Ditlevsens Vej.