Knivstikkeri i Aalborg - nu kommer politiet med en opfordring
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Meld jer selv lyder meldingen fra Nordjyllands Politi.
Klokken 15.03 fredag den 27. januar modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om et knivstikkeri på Tove Ditlevsens Vej i Aalborg, hvor en mand var blevet ramt af knivstik. Senere blev han meldt i stabil tilstand efter behandling på hospitalet.
Nordjyllands Politi sendte både uniformerede patruljer, hundepatruljer og indsatsledelse til gerningsstedet. Samme aften var politiet også ekstra synlige i området med henblik på at skabe tryghed og være tilgængelige for beboere i området.
Internt opgør i det kriminelle miljø
Siden overfaldet har Nordjyllands Politi efterforsket hændelsen intenst for at klarlægge forløbet før, under og efter overfaldet. Og politiets indsats har båret frugt. Det skriver man i en pressemeddelelse.
- Vi betragter knivstikkeriet som et internt opgør i det kriminelle miljø, og vores efterforskning har ført til en konkret mistanke til tre formodede gerningsmænd på henholdsvis 20, 21 og 26 år, lyder det fra politikommissær Kenneth Rodam, der fortæller, at politiet har forsøgt at anholde de tre mistænkte på flere forskellige adresser.
Meld jer selv
Politikommissæren er derfor nu meget klar i mælet.
- De mistænkte ved, at vi leder massivt efter dem, og vi har også hørt fra dem via advokater og pårørende. Vi opfordrer de tre mistænkte til hurtigst muligt at melde sig selv. Melder de ikke sig selv inden i morgen klokken 13.00, vil de mistænkte blive eftersøgt med navn og billede i pressen, siger Kenneth Rodam og slår afsluttende fast:
- Slagsmål med knive på åben gade er yderst uacceptabelt og utryghedsskabende – og de ansvarlige skal stilles til ansvar for deres handlinger.