![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDIvMDYvcmV0c3NhZy1ncmFmaWsuanBn/retssag-grafik.jpg?fm=jpg&w=1920&h=1080&s=0480cb35e9ccfc1a12b920f93f625825)
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDIvMDYvcmV0c3NhZy1ncmFmaWsuanBn/retssag-grafik.jpg?fm=jpg&w=1920&h=1080&s=0480cb35e9ccfc1a12b920f93f625825)
Klappede kollega i numsen til julefrokost - nu skal han for retten
Foto: Grafik / TV2 Nord
Manden risikerer en bødestraf.
En major ved Aalborg Kaserner skal fredag morgen møde for Retten i Aalborg.
Her er han tiltalt for at have klappet en underordnet hårdt i bagdelen i forbindelse med en julefrokost for Trænregimentet på Aalborg Kaserner i 2022.
Episoden fandt sted omkring klokken 20 ved julefrokosten, som blev afholdt 9. december i kasernes gymnastiksal.
Går efter bødestraf
I anklageskriftet mod majoren lægges der vægt på, at handlingen var forsætlig, og at den forurettede var af lavere rang.
Manden er tiltalt for at overtræde den militære straffelovs paragraf 18. En overtrædelse, der kan straffes med bøde eller op til seks måneders fængsel.
Det fremgår ikke af anklageskriftet, hvorledes majoren forholder sig til tiltalen mod ham forud for retsmødets begyndelse, men det fremgår, at den militære anklager går efter at få ham idømt en bødestraf.