Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kærestepar modtager dusør for heltemodig gerning

Nordjyllands Politi overrakte onsdag en dusør til et kærestepar, der tidligere på året udviste omtanke og handlekraft.

Onsdag overrakte Nordjyllands Politi ved en lille højtideligehed på Politigården i Aalborg en dusør til et kærestepar, der har udvist belønnelsesværdig omtanke og handlekraft.

Det var den 20. november i år, hvor 25-årige Mads Aae Christiansen og hans kæreste Nanna-Louise Kudahl gik en aftentur i Aalborg. På gåturen blev de opmærksomme på en beruset mand, der gik langs med fjorden. Manden faldt pludselig i vandet-

Se indslaget fra Nordjylland LIVE hvor vi mødte Mads og Nanna

Mads Aae Christiansen var hurtig til at løbe hen til kanten og gribe far i mandens jakke, så han derved holdt mandens hoved over vandoverfladen. Imens løb Nanna-Louise Kudahl til en restaurant i nærheden for at hente hjælp til at få trukket manden op af vandet.

Politikommisær Kenneth Ginnerup Skovmose fra Nordjyllands Politi overrakte dusøren:

- Det er vores opfattelse, at Mads Aae Christiansen og hans kæreste har udvist stor omtanke og efterfølgende handlekraft ved at se den mulige fare i en beruset mand med retning mod fjorden og ved at få ham reddet op af havnen, siger han.

Dusøren lød på 500 kroner. Og selvom det er rart at få anerkendelse, så håber Mads Aae Christiansen dog ikke, at han skal redde andre lige foreløbig.

- Jeg håber aldrig, at jeg skal opleve det igen. Skulle det ske igen, så håber jeg, at vi handler, som vi gjorde denne gang og at vi igen er to, fortæller han til TV2 Nord.


Breaking

Aalborg Portland får milliardbeløb fra EU til at blive CO2-neutrale

Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord

Det store bidrag fra EU betyder, at Danmark nu kan opfylde sine klimamål, lyder det fra TV 2s erhvervskommentator.

Aalborg Portland, som er en af de største CO2-udledere herhjemme, vil være CO2-neutrale i 2030. Det skal ske med en 1,6 milliard kroners stor håndsrækning fra EU.

Ifølge TV 2s oplysninger har EU's innovationsfond netop bevilget 1,6 millarder kroner til et anlæg, som skal fange CO2 og lagre det i undergrunden.

Sidste år meddelte virksomheden, at de vil starte et pilotprojekt med et nyt CO2-fangstanlæg, som havde til formål at teste en teknologi, der potentielt kan eliminere en betydelig del af energiforbruget ved CO2-fangst og sikre en bedre udnyttelse af den opsamlede CO2.

Nu kan TV 2 altså fortælle, at det sker med støtte fra EU.

Foto: Energistyrelsen

Verdensnyhed

Ifølge TV 2s erhvervskommentator, Ole Krohn, betyder det, at Danmark nu kan nå sit 70 procent klimamål.

- Det er en verdensnyhed, at en dansk cementvirksomhed kan blive CO2 neutrale om seks år, siger han.

Det har også betydet, at cementvirksomheden har skruet kraftigt op for dens interne målsætning. Tidligere lød det, at målsætningen var at fange 400.000 tons CO2. Nu er det mål altså mere end tredoblet og lyder nu på 1,5 millioner tons CO2.

- Til sammenligning lød den store klimaaftale om landbruget på en klimareduktion på 1,8 millioner ton. Det betyder altså, at Aalborg Portland alene kommer på næsten samme niveau som det samlede, danske landbrug, siger Ole Krohn.

Her er det ifølge Ole Krohn vigtigt at understrege, at ved Aalborg Portland drejer det sig om CO2 fangst og ikke en reduktion.

Ikke eneste virksomhed

Aalborg Portland er ikke den eneste danske virksomhed, som får støtte af EU's innovationsfond.

Ifølge Klima-, Energi- og forsyningsminister, Lars Aaagard, får projekter hos Vestas, Ineos E&P, European Energy, Hydrogen Pro og Siemens Gamesa Renewable også EU-støtte.

- Jeg er virkelig glad for og tilfreds med, at EU’s Innovationsfond i år har valgt at støtte en række danske virksomheders projekter – alt sammen med dét formål at udbrede ny teknologi, som skal være med til at gøre europæisk industri og energiforsyning fri af CO2.

Tilsammen modtager de danske projekter cirka 3,5 milliarder kroner fra EU – hvoraf Aalborg Portland står for næsten halvdelen med dens 1,6 milliarder. Den samlede projektpulje er på cirka 36 milliarder kroner til hele EU.

- Det viser, at vores indsats for at få flere EU-midler til danske projekter på vej bærer frugt, siger ministeren.

Ifølge ministeren bidrager de i alt syv danske projekter til at fortrænge godt 33 millioner ton CO2 over 10 år.

TV2 Nord har i dag været i kontakt med direktøren for Aalborg Portland, der ikke kan udtale sig på nuværende tidspunkt.


Mistanke om skadedyr lukker Nordjyllands bedste Rema 1000

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Der er i øjeblikket ikke nogle meldinger om, hvornår butikken igen kan åbne.

Kunderne må i dag gå forgæves, hvis de prøver at handle i deres vante Rema 1000 på Sdr. Omfartsvej i Brønderslev.

'Butikken er desværre midlertidig lukket'.

Sådan står der på et skilt, der er hængt op flere steder på butikken. Også på Facebook, har købmanden delt budskabet.

Årsagen til tirsdagens lukning, som nok også vil være en realitet et par dage frem, er, at der er mistanke om skadedyr i butikken.

Derfor var der også en skadedyrsbekæmper til stede ved butikken tidligere på dagen.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Rema 1000-butikken blev ellers kåret til den bedste i region Nordjylland tilbage i september i år.

'En titel vi er ubeskriveligt stolte af, helt overvældet over og evig taknemmelig for,' lød det dengang fra butikken.

Der er i øjeblikket ikke nogle meldinger om, hvornår butikken igen kan åbne, men købmanden skriver i sit opslag på Facebook, at man håber på at kunne åbne igen hurtigst muligt.


Mægler kimet ned: Nu kan du købe huset, hvor berømt film blev til

Instruktøren bag Snøvsen-filmene sælger sit hus, hvor filmene blev skabt i sin tid.

Kan du huske Snøvsen? Det lille væsen, som Benny Andersen skrev fire børnebøger om i 60’erne, 70’erne og 80’erne.

Senere kom der to film om den lille, løjerlige fyr og hans menneskeven Eigil. Filmene fra 1992 og 1994 er skabt af filminstruktøren Jørgen Vestergaard, og hans hus er nu sat til salg.

Det var i netop dette hus, instruktøren skabte de to film om Snøvsen. Her arbejdede nu 85-årige Jørgen Vestergaard i sin tid ved klippebordet, og huset rummer sågar også et filmstudie.

Enkelte scener fra filmene er optaget på stedet - i huset Gadegaard, som ligger midt i Sennels i Thy.

Snøvsen

Snøvsen er skabt af forfatteren Benny Andersen og hans daværende hustru Signe Plesner. Han skrev - og hun illustrerede - en stribe børnebøger om den fiktive figur.

Der udkom i alt fire bøger:
Snøvsen og Eigil og katten i sækken (1967)
Snøvsen på sommerferie (1970)
Snøvsen og Snøvsine (1972)
Snøvsen hopper hjemmefra (1984)

Jørgen Vestergaard instruerede to film om Snøvsen:
Snøvsen (1992)
Snøvsen ta'r springet (1992)

EDC i Thisted satte huset til salg for tre dage siden. Og så fik de travlt.

- Vi er nærmest blevet lagt ned. Der har været meget stor interesse, siger ejendomsmægler Simon Larsen og fortæller, at der allerede er booket 14 fremvisninger af ”Snøvsen-huset”.

Gadegaard er fra 1916. Filminstruktør Jørgen Vestergaard og hans hustru har ejet det siden 1979.

Snøvsen-effekterne fra huset følger dog ikke med, hvis man køber huset.

- Men det er jo med til at fortælle historien, påpeger ejendomsmægleren.

Herunder kan du se videoen, hvor man kan se Snøvsen-tingene i huset:


Amerikanerne Steven og Sydney jagter forfædre på Læsø

Foto: Markus Svante / TV2 Nord

Far og datter - Steven og Sydney Godwin - er vendt tilbage til Danmark og nærmere betegnet Læsø, hvor Stevens tipoldemor boede.

Familiehistorie er vigtigt for Steven og Sydney, og derfor er blikket vendt 200 år tilbage i tiden.

- Vi kigger efter Jens Christian Andersens eller hans kone Ellen Maria Neals datter, lyder det fra Steven Godwin på godt amerikansk på kirkegården ved Byrum Kirke.

For fire generationer siden blev Steven Godwins tipoldemor født i Byrum, inden familien i slutningen af 1800-tallet rejste til USA.

- Det føles virkelig godt at være her. Det er smukt, fortæller Sydney Godwin fra gravpladsen.

Jagten på Sydneys tiptipoldeforældre er forgæves, men det er en special oplevelse at være ved Byrum Kirke.

- Næsten 200 år senere, og hvis de ikke havde gjort, hvad de gjorde, ville jeg ikke være her. Så jeg føler mig meget heldig med at være i stand til at rejse hertil, siger Steven med et stort smil.

Oplevelsen fås måske kun én gang

Saltsydning på Læsø er ligeledes en historie, der strækker sig flere hundrede år tilbage, og Steven og Sydney er derfor også på besøg på saltsyderiet.

De er sikre på, at tipoldefaren, der var smed, bidrog til sydningen for over 200 år siden.

- Jeg tænker tit på, hvor modige de egentlig har været ved at forlade det sted, hvor de voksede op og levede hele deres liv, lyder det fra Steven Godwin om forfædrenes rejse fra Læsø til USA.

Sydney og Steven Godwin er på rundtur på Læsø, inden de drager videre til landets hovedstad København. Foto: Markus Svante / TV2 Nord

Den store Læsø-entusiasme er smittet af fra far til datter, da de når sidste stop på rundturen på Læsø – den firlængede tanggård, museumsgården.

- At se alle de forskellige elementer af kulturen har været rigtig interessant, og det har helt sikkert fået mig til at føle mig tættere knyttet til mine forfædre, forklarer en glad Sydney Godwin.

Far og datter rejser nu videre i Danmark og til København efter hvad, der måske var ’en oplevelse, man kun får én gang i livet’ for familien.


Milliardplan sløjfet: - Andre har prøvet det før os, og det skal vi bare ikke

Milliardudvidelsen af Hirtshals Havn var ikke en opgave, der ville blive kunne løftet ansvarligt.

Den stort anlagte udvidelse af Hirtshals Havn til en milliard kroner er blevet droppet, og det er nu i stedet blevet erstattet med et byggeri i etaper.

Det skal foregå i en såkaldt 'Hirtshals-model', hvor udvidelsen skal foregå i et langsommere tempo og samtidig være økonomisk ansvarlig.

Havnen har annulleret udbudsrunden, hvor interesserede entreprenører kunne byde ind, fordi budene var dyrere var for dyre.

- Det her er det eneste rigtige, for der er faktisk mange ting i udbuddet, som ikke er blevet, som vi havde håbet på. Hvis vi havde kørt på, ville det have betyde, at vi ville lave en havn, der ville blive væsentlig dyrere, end hvad vi egentlig ville kunne magte, lyder det fra borgmester i Hjørring Kommune og næstformand for Hirtshals Havn, Søren Smalbro (V).

- Det skal vi ikke. Det er der - undskyld mig - andre, der har prøvet før os, og det skal vi bare ikke i Hjørring Kommune, siger han med formentlig slet skjult hentydning til Frederikshavn Havn.

Tilbuddene, Hirtshals Havn har fået fra entreprenørerne, har været væsentlig dyrere end den ene milliard, der var budgetteret med.

- Vi gør det her, fordi det er bedst for os, for Hirtshals Havn og for Hjørring Kommune.

Se interviewet med Søren Smalbro herunder:

Skal stadig være Europas grønneste havn

Årsagerne til, at projektet er blevet dyrere end antaget, er fordi, at der i det nu droppede projekt var en forventning om, at staten, der ejer ydermolerne, ville hjælpe med at flytte molerne, ligesom de forventede anlægspriser var et andet niveau, end det de havde regnet med.

- Nu går vi til det her med det, vi kalder en 'etapeopdelt tilgang'. Det vil sige, at vi laver det, vi har størst behov for, først, og det er bedre indsejlingsforhold, forklarer Venstre-borgmesteren Søren Smalbro.

- Og så ser vi hen ad vejen, hvornår der bliver behov for etape to og tre.

Men hvordan er ambitionerne nu, hvor den helt store milliarddyre havneudvidelse er droppet?

- Ambitionerne er de samme med, at vi skal have en havn, hvor målsætningen er, at det skal være Europas grønneste havn. Det skal også være dér, hvor vi håndterer en masse Co2, ligesom der skal være en hel masse andre aktiviteter, lyder det fra Søren Smalbro.

- Vores ambitioner er på ingen måde ændret, men det kan godt være, at den tegning, vi ser på den endelige havn, bliver korrigeret.

Spørgsmålet er nu, om den etapeopdelte havneudvidelse bliver billigere eller dyrere end den foregående plan.

- Det svar har jeg simpelthen ikke. Vi kan bare se, at de prisindikationer, vi har fået lige nu og den manglende hjælp fra staten, gør, at det ikke er en opgave, vi kan magte. Hverken i Hirtshals Havn eller Hjørring Kommune.

- Nu går vi i krig med at lave et isoleret projekt om at optimere indsejlingsforholdene, og den del kan være færdig på cirka samme tid, som vi havde regnet med. Om tre til fire år, slutter borgmester i Hjørring Kommune og næstformand for Hirtshals Havn, Søren Smalbro.