Kæmpe kryb og kravl skal få os til at sige wauw
Fugleedderkoppen er gigantisk i Aalborg Zoo - og heldigvis ikke levende.
Aalborg Zoo åbner ny udstilling med fokus på biodiversitet, hvor udstillingsdyr blandes med levende dyr.
Lørdag slår Aalborg Zoo dørene op til en ny udstilling, hvor du kan møde en tre meter høj fugleedderkop, en gigantisk spyflue eller komme helt tæt på en to meter lang myg.
Det lyder med andre ord som en udstilling, det er en rigtig dårlig idé at besøge.
Men bare rolig – for selv om du er den lille, er dyrene ikke levende.
Udstillingen har passende fået navnet: Kæmpe Kryb og Kravl.
Ifølge udstillingsdesigner Lars Jeppesen fra Aalborg Zoo skal gæsterne gerne sige wauw, når de træder ind i den flotte scenografi.
Samtidig skal udstillingen også gøre børn og voksne klogere på begrebet biodiversitet.
- Jo mere liv, der er på en kvadratmeter, desto bedre er det, siger Lars Jeppesen.
Skab liv i haven
Han håber, at gæsterne selv får lyst til at prøve kræfter med en mere vild have derhjemme, hvor man blandt andet kan lade grene ligge og kompostere i et hjørne. For så kommer livet.
Blandt de store udstillingsdyr flytter der også levende dyr ind – det er blandt andet kakkelakker og store snegle.
Kommer man på besøg i weekenderne og i vinterferien, vil der være zooguider, der fortæller om krible- krabledyrene og gør én klogere på biodiversitet.
Og så kan man tage hjem med gode råd til, hvordan man kan bevare et mangfoldigt dyreliv hjemme i haven.