Jurister fra Aalborg tjener kassen i forhold til andre: - Man vil gerne betale for kvalitet

Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet er jurastuderende på Aalborg Universitet landets mest tilfredse. Men det er ikke det eneste, de kan flotte sig med.

De må kunne noget helt særligt, juristerne fra Aalborg Universitet. 

Det er ihvertfald, hvad nye tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser. 

For udover at være de mest tilfredse, så tjener de også væsentligt mere end deres medstuderende fra henholdsvis København, Aarhus og Odense, når de er færdige med studiet. 

For efter 10 år på arbejdsmarkedet får kandidater fra AAU’s jurauddannelse typisk en løn på 65.400 kroner.

Sammenlignet får kandidater fra de tre andre jurastudier mellem 52.100 og 56.150 kroner efter 10 år på arbejdsmarkedet. 

Det er altså en forskel på 10.000 kroner ekstra om måneden, hvis man har taget sin uddannelse i Aalborg.

Men det er ikke noget, der fylder på Aalborg Universitet. 

- Lige præcis løn er ikke noget, som vi synes, at vi kan bruge til ret meget. Vi er glade for, at de får beskæftigelse, og at de har en lav arbejdsløshed. 

- Vi er i virkeligheden mere glade for, at de studerende i landsdækkende målinger udtrykker tilfredshed, at de synes, de kan bruge deres viden, og at de har det godt og er glade, lyder det fra Sten Bønsing, som er viceinstitutleder på juridisk institut. 

Toppen af poppen

Ifølge tallene vægtes både det sociale og det faglige miljø også højere end på de tre andre jurastudier. 

Det har da også spillet ind i valget af uddannelse for Mads Hvilsom - udover, at han bor i Aalborg. 

- Man hører altid, at Aalborg Universitet er toppen i Danmark. Det har selvfølgelig også hjulpet på, at det skulle være Aalborg. Fagligheden er høj, så man kommer bedst ud på den anden side. 

- Vi ved, at vores jurister har et godt ry og er efterspurgte. Vi har også meget lav arbejdsløshed, så de får jobs - og heldigvis gode jobs, påpeger Sten Bønsing. 

Størstedelen af kandidaterne fra Aalborg Universitet arbejder indenfor det offentlige.

Først i 2007 blev jurastudiet en mulighed i Aalborg. 

Sammen med udflytningen af store statslige arbejdspladser peger Sten Bønsing på den forholdsvist nye uddannelse, som en af årsagerne til den højere løn, udover det faglige og sociale miljø. 

- Man vil gerne betale for kvalitet, lyder det.


Seneste nyt

fra Nordjylland