Julen nærmer sig, og smitten stiger: Sådan skal du gøre for at undgå sygdom

Det er især smitte med luftvejsinfektioner og med coronavirus der florerer.

Løbende næse, hoste og varm pande. 

Det er noget, de fleste kender til i øjeblikket. Og med under en uge til jul, så er det samtidig noget, størstedelen vil undgå.

Mandag kunne vi fortælle, at nordjyske daginstitutioner får sygemeldinger fra både børn og personale i bunkevis, mens også hospitalerne har travlt med at få plads til de mange sygdomsramte. 

Og det sygdomsbillede bekræfter Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet.

Over for TV 2 vurderer han, at 20-30 procent af befolkningen lige nu er ramt af sygdom.

Genopfrisk gamle dyder

Det er især influenza, covid19, RS-virus og roskildesyge, der er i omløb. 

Og er du én af dem, der indtil nu har undgået at blive ramt, så er der stadig flere tiltag, du kan tage i brug for at forblive rask. 

Det fortæller Pernille Ripadal, der er hygiejnesygeplejerske hos Aalborg Universitetshospital. 

- Det gælder om at have en god håndhygiejne. Vask hænder. Og hav måske en lille spritflaske med, så du kan spritte af både før og efter mad, siger hun.

Og skulle uheldet være ude, er der også råd for det, hvis du gerne vil sidde til bords og gå rundt om træet, fremfor at ligge i sengen 24. december:

- Bliv hjemme, hvis du er syg. Også selvom du så går glip af noget sjovt.

Derudover mener hun, vi skal til at genopfriske nogle af de gode dyder, vi lærte under coronapandemien. Blandt andet at holde afstand, host og nys i albuebøjningen i ærmet og hyppig udluftning i hjemmet. 

Men også rengøring er en væsentlig faktor, for håndtag og service kan være en stor smittespreder. 

- Selvfølgelig skal den, der holder juleaften, sørge for at gøre ordentlig rent, og helst ofte, inden der kommer gæster. Alle overflader skal tørres af, så der ikke sidder smittestof der, siger Pernille Ripadal. 


Seneste nyt

fra Nordjylland