Kendt influencer åbner op om sin angst: - Jeg troede, jeg var i stykker
Bogen "Sådan har jeg det" er skrevet af syv unge, der vil gøre det normal at tale om de svære ting. Foto: Brian Borch Daugaard
I en ny bog fortæller Sonja Lovdal hudløst ærligt om sin konstante følelse af at være forkert og om diagnosen, der ændrede alt.
Hør mere om Sonja Lovdals kamp for at finde indre ro og acceptere dén, hun er, i ”Indblik” nederst i artiklen eller på TV2 Nord Salto onsdag klokken 19.50.
- Jeg har jo lyst til at sige, at jeg altid har haft det svært.
Som hun sidder dér i stolen, smilende, smuk og med overskud, ligner 28-årige Sonja Lovdal ikke en kvinde med dén fortid, hun giver sig til at beskrive.
- Jeg sidder i bilen sammen med min far – på vej i skole. Jeg er syv-otte år gammel og har ondt i maven, har det dårligt. Jeg var rigtig bange og ked af det – og rigtig panisk. I dag ved jeg, at det var angst.
Den kendte influencer fra Aalborg har kæmpet med sine indre dæmoner lige så længe, hun kan huske.
- Det var hårdt, både for mine forældre og for mig. I en rigtig lang periode følte jeg mig ikke forstået af de voksne, men jeg kunne heller ikke sætte ord på, hvordan jeg havde det, fordi jeg var så lille. Jeg vidste bare, jeg havde ondt i maven, fortæller Sonja Lovdal.
Sonja Lovdal deler hudsløst ærligt ud af sit liv på Instagram.
Knuden i maven voksede sig større og større og krævede sine ofre.
Sonja Lovdal befandt sig næsten slet ikke i klasseværelset i 7.-9. klasse, hun droppede ud af sin efterskole, måtte forkorte sit højskoleophold og droppe uddannelsen som journalist.
- Det gjorde enormt ondt, for jeg vil gerne gøre tingene rigtigt og efter bogen, passe ind og være som alle andre. Men det har gjort, at jeg har presset mig selv ud i situationer, jeg slet ikke passede ind i, fordi jeg tænkte, at ”hvis de kan, burde jeg også kunne”, lyder det ærligt fra den 28-årige Sonja Lovdal, der på bare fire år har fået 150.000 følgere på TikTok.
På Instagram følger 17.000 med, når hun ærligt fortæller om sine svære tanker, som stadig dukker op engang imellem. Om følelsen af ikke at være god nok og dens følgesvend - angsten.
Anderledes hjerne
Influenceren stammer fra Aalborg, men bor i dag i København på grund af sit arbejde som content creator – eller influencer, som hun ofte bare Kalder sit levebrød.
I dag er knuden i maven løsnet op. Hun ved, at den især skyldtes ubehandlet ADHD og autisme – diagnoser, hun fik stillet for blot et år siden.
- Det var en kæmpe lettelse, men den kom jo alt for sent. I 27 år havde jeg gået og troet, at det var mig, den var gal med. Og så finder jeg ud af, at det var min hjerne. At den fungerer på en anden måde end andres.
Men Sonja Lovdal ved også, at ungdomslivet er hårdt for alle, diagnoser eller ej. Og derfor har hun skrevet bogen ”Sådan har jeg det” i samarbejde med Psykiatrifonden og seks andre unge.
Her fortæller hun i kapitlet ”Mine bukkede hjørner” om en barndom, hvor hun blev presset ned i en form, hun ikke følte sig hjemme i.
- Da jeg var ung, troede jeg, at jeg var helt forkert – at jeg var i stykker. At jeg var den eneste, der havde det som mig, og jeg manglede ord at sætte på det. Jeg gik virkelig meget med følelsen af at være forkert, og den gik jeg faktisk med virkelig, virkelig, virkelig længe, fortæller Sonja Lovdal.
Dén følelse vil hun gerne lette for andre unge.
- Jeg vil gerne vise andre unge, at det er normalt at have udfordringer, så de har nogen at spejle sig i. Jeg har også oplevet at blive ked af det eller ikke at kunne overskue en ting. Og hvis bare én person ser det og ikke føler sig alene, er det det hele værd, lyder det.
Kropspositivisme er vigtigt for 28-årige Sonja Lovdal, der elsker sin krop - også når hun i svære perioder i sit liv tager på.
Bogen er en naturlig forlængelse af det indhold, hun laver online, mener Sonja Lovdal.
- Det har været udfordrende og spændende, men også svært, fordi jeg skulle åbne endnu mere op, end jeg er vant til. Men mest af alt har det været helende.
Lytter til sig selv
Influenceren håber på, at bogen kan give andre unge dét, hun selv manglede som ung.
- Jeg ville ønske, at nogen havde set og hørt mig – og grebet mig. Jeg råbte faktisk rigtigt meget op omkring, at noget ikke spillede, men hverken mine forældre, skolelærere, pædagoger eller børnepsykologer vidste, hvad de skulle gøre. Jeg ville bare gerne vide, at det var okay at gøre det på min måde – at jeg hverken var forkert eller alene, siger Sonja Lovdal.
Har du brug for hjælp?
Hvis du har brug for nogen at tale med, kan du ringe gratis og anonymt til Psykiatrifondens rådgivning på tlf. 39 25 25 25. Eller chatte med dem på www.psykiatrifonden.dk.
Hun har nu tilgivet sig selv, at hun tænkte anderledes og gjorde tingene anderledes end alle andre.
- Giv dig selv lov til at være på dén måde, du er på, for der er ikke nogen måde, der er forkert. Og det ville jeg bare ønske, jeg havde vidst, fortæller hun.
En erkendelse hun stadig arbejder med.
- Jeg er stadig ved at lære at lytte til mig selv og gøre dét, der er rigtigt for mig og ikke for alle andre.
Bogen "Sådan har jeg det" er udkommet på Forlaget Alvilda.
Hør mere om Sonja Lovdals kamp for at finde indre ro og acceptere dén, hun er, i ”Indblik” nederst i artiklen eller på TV2 Nord Salto onsdag klokken 19.50.