Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ivan er et gigahit: - Folk har genkendt os på en familieferie til Tyrkiet

Ivan er vokset endnu mere, siden seerne så ham for et år siden. Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Politihunden Ivan er blevet tre år, men han er stadig meget populær med 12.000 følgere på Instagram.

Se seneste afsnit af ”Ivan – Lovens Lange Snude” nederst i artiklen – hele serien kan streames ved at klikke her.

- Små børn vil kæle for Ivan, og selv store gymnasiepiger vil have et billede med ham.

Nordjylland har fået sig en ny stor stjerne, der suger al opmærksomhed til sig, hvor end han går.

Politihunden Ivan blev landskendt i programmet ”Ivan - Lovens Lange Snude”, som blev sendt på TV2 Nord i 2021 og 2022.

Men selv om det sidste afsnit blev sendt for et helt år siden, har danskerne langt fra glemt den lille uldtot, der var pjattet med kameramikrofonens vindhætte.

- Vi bliver tit genkendt, når vi går en tur eller er på arbejde. Så vil folk hilse på og have et billede – især børnene elsker Ivan, fortæller Ivans ”far”, hundefører Casper Ejsing Jacobsen fra Nordjyllands Politi.

Ivan er mindst lige så begejstret for tegnefilmen "Fantus" som lillesøster. Privatfoto fra Instagram

Fanget mange kriminelle

De to har dannet makkerpar, siden Ivan var hvalp og begyndte sine første tests som bare otte uger gammel.

Siden da er Ivan fyldt tre år og blevet godkendt som gruppe 2-hund, der er det næsthøjeste niveau for politihunde i Danmark. Han har arbejdet på gadeplan i knap halvandet år.

- Han er blevet en rigtig dygtig hund og har allerede haft mange gode ”fangster” – en del narkosager og gerningsmænd, der skulle findes og løbes op, siger politikommissær Casper Ejsing Jacobsen, der leder hundepatruljen ved Nordjyllands Politi.

10 skarpe om politihunde:

  1. Nordjyllands Politi har 28 politihunde: 26 er patruljehunde, mens to er narkohunde.

  2. Patruljehundene er inddelt i grupper: Gruppe 1-hunde, som er de mest rutinerede og bruges til de vanskeligste opgaver (6 stk.), gruppe 2-hunde (9 stk.) og gruppe 3-hunde (6 stk). Derudover har Nordjyllands Politi 5 ikke-godkendte hunde.

  3. Hundene bliver brugt til meget forskellige politiopgaver – bl.a. afsøger gerningssteder, fange gerningsmænd, finde nedgravede ting og finde forsvundne personer.

  4. Alle patruljehunde er af racen schæfer.

  5. Dansk politi har forsøgt at bruge andre lignende racer, men schæferhunden har vist sig at være den bedst anvendelige.

  6. Politiet anvender kun hanhunde som patruljehunde, fordi tæverne ellers forstyrrer hanhundenes koncentration.

  7. Schæfere bliver også brugt som brandhunde, nedgravningshunde og vandsøgshunde.

  8. Når patruljehunden ikke er på arbejde, er den en familiehund. Det styrker samarbejdet og forholdet imellem hund og fører.

  9. Patruljehunde går typisk på pension, når de er otte-ni år.

  10. Politiet fik den første officielle politihund i 1907.

    Kilde: Politi.dk

Trofaste fans af programmet ”Ivan - Lovens Lange Snude” ved, at Ivan har haft problemer med sit bid. Han bed kun med de yderste tænder, når en forbryder skulle holdes fast.

Men det er der kommet helt styr på nu, forsikrer hans politimakker.

- Han bider pænt til, så det kører bare, siger Casper Ejsing Jacobsen.

Faaaaaarrrr! Må jeg ikke godt få den her lillebitte pind med hjem? Ivan har fået helt styr på sit bid. Privatfoto fra Instagram

12.000 følgere på Instagrams

Da seriens første afsnit løb over skærmen i foråret 2021, havde politihunden Ivan kun få følgere på sin nyoprettede Instagram-profil ”politihunden_ivan”.

I dag har den pelsede charmetrold knap 12.000.

- 12.000! Det er en skide hund, siger Casper Ejsing Jacobsen og slår en høj latter op.

Ivan elsker sin "mor" Charlotte, der står for at opdatere de mange fans med billeder fra hverdagen med en politihund. Privatfoto fra Instagram

Det er politikommissærens kone Charlotte, der styrer Ivans Instagramprofil og løbende lægger billeder op for at glæde de mange fans.

- Hver gang hun lægger noget op, kommer der vildt mange kommentarer. De elsker allermest billeder af Ivan og mine børn sammen. De får mange flere likes end billeder, hvor han er på arbejde som politihund, siger Casper Ejsing Jacobsen, der stadig i dag er overrasket over hvor populær, Ivan er blevet.

Hvert enkelt billede kan få flere tusinde likes. Og hilsnerne kommer fra hele landet – endda helt fra Bornholm. Makkerparret blev også engang genkendt på en familieferie til Tyrkiet.

- Er det ikke jer fra det dér program, fortæller lederen af hundepatruljen ved Nordjyllands Politi.

Ivan er en naturlig del af familien, når han ikke er på gaden for at fange forbrydere. Privatfoto fra Instagram

Sender fødselsdagshilsner til fans

De mange tusinde fans nøjes ikke bare med at sende kærlighed afsted på de sociale medier og hilse på rundt omkring i landet.

De skriver også til Casper Ejsing Jacobsen i håbet om at få en privat hilsen på en særlig dag.

- Min søn fylder ni år på lørdag – vil dig og Ivan ikke sende en videohilsen til ham, fortæller politikommissæren om de søde forespørgsler.

De tror jo, Ivan stadig er den dér lille otte uger gamle, søde uldtot af en hvalp

Casper Ejsing Jacobsen, hundefører ved Nordjyllands Politi

- Så sidder mig og Ivan og laver en video til dem. Faktisk kan vi ikke få os til at sige nej, for når nu vi har lavet til én, vil vi jo også gerne lave til de andre, siger den lune betjent, der gætter på, han har lavet under 100 videohilsener.

De mange små fans er heldigvis søde til at gengælde tjenesten.

- Så får vi videoer tilbage, hvor mødrene filmer, at deres børn sidder og ser programmet om Ivan i fjernsynet. Eller at deres hund sidder og kigger med. Det er ret hyggeligt.

Trofaste fans kender også Ivans makker, han ofte rykker ud sammen med - "Hyænen" Odin. Privatfoto fra Instagram

Fortæller røverhistorier

Selv et år efter, den seneste sæson af serien om Ivan rullede over skærmen på TV2 Nord, ringer telefonen ofte hos den erfarne hundefører.

- Folk vil have os ud og holde foredrag i hundeklubber, loger og alt sådan noget. De har mange spørgsmål og vil høre alle røverhistorierne, men dét, de helst vil vide, er, hvad det kræver at træne en politihund. Hvordan træner jeg bedst min egen hund, giver den miljøtræning og så videre, lyder det fra Casper Ejsing Jacobsen.

Han er jo med til at vise en anden side af politiet, end at vi bare er sådan nogle, der ”slår folk i hovedet”

Casper Ejsing Jacobsen, hundefører ved Nordjyllands Politi

De helt små er nok Ivans allerstørste fans. Børnehaveledere ringer ofte og beder om et besøg. Noget, den populære duo gerne gør. Men. De små glemmer bare én ting, når de står dér helt fremme ved havelågen og glæder sig til at se os, fortæller betjenten med et smil.

- De tror jo, Ivan stadig er den dér lille otte uger gamle, søde uldtot af en hvalp. Når der så springer en 36 kilo tung politihund ud, så rykker de lige to meter tilbage.

Der er sket en del med Ivan, siden han som hvalp var med i første afsnit af dokumentaren "Ivan - Lovens Lange Snude" i foråret 2021.

Nej tak til reklamer

I det øjeblik Ivans Instagramprofil passerede de 9-10.000 følgere, blev der også kommerciel rift om politihunden.

- Så ringede flere firmaer og ville have Ivan til at promovere deres mad, tøj og seler til hunde, for så kom han jo pludselig ud til mange potentielle kunder, fortæller hundeføreren.

Men hver eneste anmodning blev returneret med et pænt ”nej tak”.

- Vi har ikke startet Ivans profil op for at tjene penge på det. Den blev lavet, så seerne kunne følge med og skulle egentlig bare lukkes ned, når serien var slut. Den slags reklamer skal en politihund ikke være med i.

God omtale for politiet

Ivan er først og fremmest en politihund, der er trænet til at fange forbrydere, finde forsvundne personer og genstande – og generelt skabe tryghed for dig og mig.

Derfor kan Casper Ejsing Jacobsen af og til blive nødt til at takke nej til en selfie og et kram, hvis Ivan er på arbejde eller hviler ud efter en hård indsats.

- Men det forstår folk altid – jeg har aldrig fået negative kommentarer på det.

Bedste venner - både på job og derhjemme. Privatfoto fra Instagram

Selv om karrieren kører på skinner, så kan man da også sagtens charme andre, mens man gør det.

- Jeg ved, at vores kommunikationsafdeling er rigtig glad for Ivan. Han er jo med til at vise en anden side af politiet, end at vi bare er sådan nogle, der ”slår folk i hovedet”. Her kan man jo også se, at politihunde ikke bare løber hen og bider uden grund, som nogen tror, fortæller Casper Ejsing Jacobsen.

Ivan er også ofte med til politiets Åbent Hus-arrangementer og ude på skoler for at møde eleverne, når hans træner skal fortælle om arbejdet som politimand.

- Jeg håber da, det kan inspirere nogen derude til at ville blive betjent, siger Casper Ejsing Jacobsen.

Vindblæs Skole fik fint besøg af Ivan og hundefører Casper Ejsing Jacobsen i påsken, da makkerparret skulle efterforske et "mystisk" gækkebrev. Privatfoto fra Instagram

Gaflede vindhætten - endelig

Antallet af følgere på Instagram stiger stødt for hver gang, TV2 Nord genudsender ”Ivan - Lovens Lange Snude”.

Derfor er det også nærliggende at spørge manden, der har trænet Ivan, siden hunden var bare otte uger gammel, om han er klar på at være med i endnu en sæson af den populære serie.

- Jeg var meget kritisk over at skulle være med i starten, fordi vi bliver eksponerede. Men det har været en god oplevelse, så hvis Robert (Bedsted, TV2 Nords journalist/fotograf, red.) ringer, kan det da godt være.

Mens Ivan venter på at se, om han igen skal være hele Danmarks kæledægge, kan han passende lege med kameraets vindhætte, som han endelig fik vristet fra fotograf Robert Bedsted, da optagelserne til sidste afsnit af den populære serie var i kassen.

VIDEO: Se seneste afsnit af "Ivan - Lovens Lange Snude" her:


Nordjysk virksomhed opkøbt for kæmpe millionbeløb

Foto: Pressebillede

Foventningen er, at der nu skal hyres flere medarbejdere.

Gulvvirksomheden Timberman er blevet opkøbt af det svenske industrikonglomerat Volati. Det oplyser Timberman, der har hovedsæde i Hadsund, i en pressemeddelelse.

Siden 2011 har Timberman været ejet af verdens største korkproducent, portugisiske Corticeira Amorim, som svenske Volati har købt aktiemajoriteten hos. Volati har en årlig omsætning på 7,7 milliarder svenske kroner, svarende til knap fem milliarder danske kroner.

Ejerskiftet finder sted i løbet af denne måned, hvor Timberman bliver en del af Volatis datterselskab Salix Group, som beskæftiger sig med at levere materialer til byggeri og industri.

Ingen af parterne vil oplyse det nøjagtige beløb, men der er tale om et trecifret millionbeløb.

Medarbejdere har intet at frygte

- Vi har haft en flot vækst de seneste tretten år under ejerskabet af Amorim Cork Flooring, og vi har efterhånden indtaget en position, der gør os klar til næste niveau. Det får vi nu mulighed for med en stor og vidtforgrenet majoritetsejer i Volati, siger administrerende direktør i Timberman, Mogens Fisker, som fortsætter i sin nuværende stilling.

Timberman kunne i foråret udvide deres aktiviteter i Sverige, og det gav derfor mening for virksomheden at komme på svenske hænder.

Ifølge Mogens Fisker ønsker virksomheden at fastholde de nuværende medarbejdere. Samtidig forventer han, at der skal rekrutteres endnu flere.

Timberman er landets førende af hårde gulvbelægninger i træ, kork og vinyl.


Se listen: Her bor de vådeste, frækkeste og mest kinky nordjyder

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Nordjyderne er godt repræsenteret i 2024.

De årlige statistikker fra Sinful.dk er igen landet, og endnu en gang beviser nordjyderne, at de er nogle af landets frækkeste. 

Sidste år var det kun Løkken, der var at finde på sexshoppens liste, men i år er hele tre nordjyske byer kommet på. Og igen i år er Løkken at finde på en fræk førsteplads.

I 2023 indtog Løkken førstepladsen i kategorien 'Landets stærkeste underliv', og i år er det kategorien 'Årets vådeste by', som vendelboerne indtager førstepladsen i.

Det er nemlig i Løkken, at der er blevet købt mest glidecreme fra Sinful.dk gennem 2024. Her har vendelboerne nemlig købt 3,59 gange så meget glidecreme per indbygger i forhold til landsgennemsnittet.

Derudover er Løkken igen i år at finde på flere lister. Den vendsysselske by er nemlig også nummer tre på listen over de frækkeste byer. Her er der nemlig solgt 2,64 flere stykker sexlegetøj per indbygger end landsgennemsnittet. I 2023 indtog Løkken tredjepladsen på selvsamme liste med 2,5 stykker sexlegetøj.

Top 10 frækkeste byer

  1. Humlebæk 2,79

  2. Skævinge 2,66

  3. Løkken 2,64

  4. Rødby 2,58

  5. Græsted 2,45

  6. Odense NV 2,20

  7. Faaborg 2,15

  8. Aakirkeby 1,92

  9. Aarhus C 1,83

  10. Randers C 1,74

* tallet indikerer, hvor mange gange, der er købt sexlegetøj i byen i forhold til landsgennemsnittet

Kilde: Sinful.dk

Flere byer at finde på listerne

I år står Løkken dog ikke alene på sexshoppens frække liste. Både Aalborg C og Sindal gør nemlig byen selskab.

Sindal er nemlig den by i landet, der har købt mest lingeri per indbygger på Sinful.dk i 2024, og dermed har den nordjyske by vundet kategorien 'Landets frækkeste undertøj'. Faktisk har indbyggerne i Sindal købt 4,22 gange så meget lingeri per indbygger i forhold til landsgennemsnittet.

Samtidig er Aalborg C igen at finde på en liste. Aalborgenserne indtager nemlig tredjepladsen på listen over de mest kinky byer i landet.

Årets mest kinky byer er fundet ved at udregne, hvilke byer der har købt mest bondage sexlegetøj. Det vil sige, at aalborgenserne køber 3,67 gange så meget kinky sexlegetøj som landsgennemsnittet.

Top 10 mest kinky byer

  1. Slagelse 4,77

  2. Brabrand 3,90

  3. Aalborg C 3,67

  4. Oksbøl 2,80

  5. Rødby 2,60

  6. Grænsted 2,43

  7. Højbjerg 2,12

  8. København SV 2,00

  9. Randers C 1,99

  10. Aakirkeby 1,85

Kilde: Sinful.dk

Det fremgår desuden af Sinful.dk, at det overvejende er mænd, der køber sexlegetøj på sexshoppen. Hele 58 procent af brugerne var nemlig mænd.

Samtidig er årets frækkeste navne for 2024 Maria og Jesper. Det er nemlig de navne, der er gået flest gange igen på ordresedlerne.

De frækkeste navne

  1. Maria og Jesper

  2. Michael og Cecilie

  3. Mikkel og Mette

  4. Thomas og Camilla

  5. Christian og Emma

  6. Daniel og Pernille

Kilde: Sinful.dk


Flere hunde forgiftes - direktør ser klar sammenhæng

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Dyreforsikringsselskab får langt flere anmeldelser om forgiftninger af hunde.

Det vrimler med dem i naturen, og de efterladte nikotinposer er dødelige for dyr.

TV2 Nord har tidligere beskrevet, hvordan Ann Hvarregaard i november måtte give sin fire måneder gamle hvalp Olga kunstigt åndedræt foran sine børn, efter hunden havde slikket på en nikotinpose, den fandt i naturen.

Og hun er langt fra den eneste.

Stigning i anmeldelser

Dyreforsikringsselskabet Agria har nemlig de seneste år registreret antallet af nikotinforgiftede hunde, og det seneste år er antallet steget markant.

- Sammenlignet med samme periode sidste år er der tale om en stigning på hele 52 procent i antallet af anmeldte nikotinforgiftninger blandt hunde, siger Tine Stabell, direktør for dyreforsikringsselskabet Agria.

Tine Stabell fortæller, at selv små mængder nikotin er farlige for dyr, og at hvalpe er særligt udsatte. Hun sammenligner hvalpene med små børn, der er nysgerrige på sine omgivelser og smager på det meste, de kan komme i nærheden af.

- Fordi hundehvalpe fysisk er mindre i størrelsen, får de relativt mere nikotin i kroppen end en voksen hund, når de spiser en nikotinpose, siger direktøren.

Nikotinposer flyder i naturen

TV2 Nord kunne tirsdag fortælle, hvordan det flyder med cigaretskodder og nikotinposer i den nordjyske natur.

Dette års Masseeksperiment viste nemlig, at nikotinposerne vinder frem, mens cigaretskodderne fortsat fylder.

I år deltog 2112 elever fra 31 skoler i region Nordjylland i Masseeksperimentet, og de fandt altså tilsammen 1196 cigaretskodder i den nordjyske natur, mens man på landsplan fandt hele 5819 stykker nikotinposer i naturen.

Men selvom cigaretskodderne på papiret fylder mest, så var det noget helt andet, som man oplevede hos 4. klasseseleverne på Skolegades Skole i Brønderslev.

- Jeg har oplevet, at I takt med at antallet af cigaretskodder falder, så er der mange flere snusposer rundt i naturen. Nikotinaffald er ikke blevet mindre, konstaterer Torben Madsen, der er lærer for 4. klassen, som deltog i masseeksperimentet.

Han deltog desuden også i masseeksperimentet tilbage i 2019.

Forebyggelse af nikotinforgiftning hos hunde

  1. Hold nøje øje med din hund, når du lufter den – lad derfor mobilen blive i lommen på gåturen og hav fokus på hunden.

  2. Træn hunden til at reagere på en "slip"-kommando.

  3. Hav altid lækre godbidder med, når du går tur, så du kan bytte, hvis hunden får fat i noget, du mistænker kan være farligt.

  4. Undgå at lufte hunden på områder med meget snusaffald, såsom ved skoler, stoppesteder eller lignende.

Kilde: Agria Dyreforsikring

Mørketal

De mange nikotinforgiftninger blandt hunde hænger ifølge Agrias direktør sammen med en øget mængde dumpede stykker snus i naturen.

- I perioden fra 2017 til 2021 registrerede Agria Dyreforsikring en fordobling i antallet af generelle forgiftningsskader. Samtidig begyndte vi at se en sammenhæng imellem stigningen og udbredelsen af de såkaldte røgfrie nikotinprodukter, forklarer Tine Stabell, direktør i Agria.

Selvom antallet af registrerede tilfælde er fordoblet, frygter Tine Stabell, at antallet er endnu højere. Det skyldes, at tilfældet kun registreres, hvis det fremgår af skadesanmeldelsen.

- Det er kun, hvis ejeren rent faktisk har observeret hunden indtage en snus- eller nikotinpose, eller hvis dyrlægen har konstateret det, at det bliver registreret som årsag, siger direktøren.


Hvorfor væltede 200 tons tung kran? Svaret lader vente på sig

Arbejdstilsynet har endnu ikke kunnet fastslå, om der skete brud på reglerne, da en stor kran væltede i Østerild.

Hvad var det, der gik galt, da en 200 tons tung kran pludselig væltede på det nationale testcenter for vindmøller i Østerild i Thisted Kommune?

Det er tilsyneladende ikke så let at få opklaret.

Kollapset skete 28. november, men Arbejdstilsynet har endnu ikke udgivet en endelig rapport, der fastslår årsagen.

TV MIDTVEST har nu fået aktindsigt i tilsynets besøgsrapport, som blev udsendt 4. december.  Det fremgår af rapporten, at tilsynet normalt kan nå at behandle en sag på under 14 dage, men i nogle tilfælde kan der gå længere tid.

Præcist hvorfor sagen endnu ikke er afgjort, ønsker tilsynet ikke at kommentere, men det fremgår af besøgsrapporten, at man "afventer svar på krandata" for at kunne træffe en afgørelse.

- Vi er ved at tage stilling til, om jeres virksomhed skal have en eller flere afgørelser, skriver tilsynet til kranfirmaet.

Den 23-årige mand, der styrede den 190 meter høje kran, da det gik galt, fik dieselolie ud over sig og blev behandlet på skadestuen.

Kort tid efter lød fra politiet, at manden havde det okay efter omstændighederne.

Arbejdstilsynet besøgte uheldsstedet dagen efter med det formål at undersøge, om kranfirmaet overholder arbejdsmiljøloven.


Morgenens vejr byder på risiko for dis og tåge, og nogle steder vil temperaturen være nede omkring frysepunktet.

Det gælder særligt nede i vejbanerne, hvor der også er risiko for rimtåge. Det anbefales derfor at køre hjemmefra i god tid til at forholde sig til det.

Det bliver derudover en dag med rolige vindforhold. Der er kun tale om svage og lette vinde fra østlig retning.

Der er mulighed for solstrejf i løbet af dagen, men det meste af dagen vil der være skyet, men tørt.

Temperaturen kan komme op på 2-3 plusgrader, men det bliver køligere, når solen går ned, og her vil temperaturen nærme sig frysepunktet.

Tjek også vejret med Solvej Vindblæst:

Vejret tre timer frem
Vejret senere