International Jazz med base i Aalborg
Jazzkollektivet The Collective Abroad består af syv medlemmer fra syv forskellige europæiske lande. Alligevel er det i Aalborg deres tourné starter, ligesom det var i Aalborg, gruppen optog deres debutalbum.
Lyden af hornmusik og hurtigt skiftende rytmer fylder salen i Centeret for Dansk Jazzhistorie i Aalborg. Her er jazzgruppen The Collective Abroad ved at gøre sig klar til aftenens koncert, for at fejre lanceringen af deres debutalbum.
- Jazz har ligesom noget som andre musikgenrer ikke har. Man kan improvisere, og konversere med hinanden på en måde, siger Casper Hejlesen. Han spiller guitar i The Collective Abroad, og han blev Årets Nordjyske Jazznavn i 2019.
Gruppen blev stiftet sidste år af Jan Sedlak, efter han deltog i et samarbejde mellem flere europæiske musikkonservatorier. Det var her fem af gruppens syv medlemmer mødte hinanden. De sidste blev en del af gruppen hjemme i Aalborg. der blev Årets Nordjyske Jazznavn i 2019.
- Da jeg kom hjem, tænkte jeg bare: ”Det her er så fedt. Det kan ikke slutte her,” siger Jan Sedlak.
Et forbillede for forskellighed og samarbejde
Netop de forskellige nationaliteter er det bærende punkt for Jan Sedlak.
- Når man møder en fra Spanien der spiller jazz, så er det en helt anden form for musik, han spiller. Og derfor er det virkelig spændende for mig at arbejde med musikere fra andre lande.
Gruppen håber på, at de kan være et forbillede for forskellighed og samarbejde. Både lokalt i Nordjylland, men også på internationalt niveau, for på den måde at fremme den nordjyske jazzscene.
- Vi vil gerne inspirere andre til at gøre det samme. Ikke kun i musikken. Men at kommunikere på tværs af grænser, kulturer og være åbne for samarbejde med hinanden, siger Jan Sedlak.