Inspiration: Minister på besøg i aalborgensisk boligområde
Aalborg har haft stor succes med at udvikle almene boligområder, så de kommer af den såkaldte ghetto-liste. De erfaringer vil boligministeren bringe videre til resten af landet.
Aalborg er den eneste store by i Danmark, som ikke har ghettoer. Forklaringen ligger i den såkaldte Aalborg-model, hvor boligforening, lokalt erhvervsliv og kommune i et tæt samarbejde har vendt udviklingen i to udsatte boligområder.
Det viser en ny analyse foretaget af Danmarks Almene Boliger, BL.
Mandag var boligminister Kaare Dybvad derfor på besøg i Aalborg for at hente inspiration til indsatsen i de udsatte boligområder.
- Aalborg Kommune er jo en kommune, som er meget langt foran i forhold til at sikre blandede boligområder - sørge for at alle, der har det svært her i byen ikke bliver samlet i et boligområde, men man sørger for at blande dem rundt, siger boligminister Kaare Dybvad.
Løvvangen i Nørresundby er på listen over udsatte boligområder i Danmark. Men ingen områder i kommunen er på ghetto-listen, og sådan har det set ud siden 2016, hvor Løvvangen og Sebbersundvej officielt blev fjernet fra listen.
Løvvangen
Løvvangen figurerer stadig på på ministeriets liste over udsatte boligområder, men der er sket meget i området.
Fra 2011 og fire år frem blev der brugt 700 millioner kroner på at renovere 818 boliger, og der arbejdes fortsat ud fra en boligsocial helhedsplan.
Herudover arbejdes der med byudvikling i form af projekterne på Stigsborg Brygge, Løvvangen In Between og et nyt Læge- og Sundhedshus.
Når Løvvangen trods en positiv udvikling fortsat er på listen over udsatte boligområder, skyldes det en for høj andel af beboere, der er udenfor arbejdsmarkedet, og at der samtidig er en for høj andel, der kun har en grunduddannelse. Men tallene er faldende. Siden 2018 er andelen af personer udenfor arbejdsmarkedet faldet med 2,2 procent og andelen af personer kun med grunduddannelse er faldet med 2,1 procent.
Kilde: Aalborg Kommune og Sundby-Hvorup Boligselskab