I Skagen slår de rekorder, men Aalborg kan og vil ikke følge med
Tirsdag slog Skagen rekord med flest antal gæster, der kommer fra et krydstogtskib. I Aalborg er de ikke i nærheden af de tal.
Hvis man kommer gående ved Honnørkajen i Aalborg, kan man synes, at det er nogle ganske store skibe, der er på krydstogt i byen.
Men det er intet sammenlignet med Skagen, hvor de helt store af slagsen lægger til kaj.
Tirsdag kom hele 6650 gæster ind til Skagen fra krydstogtskibet Aidanova, mens det største krydstogtskib i Aalborg i 2024 maksimalt kan have 1260 passagerer med.
- Limfjorden er for smal og ikke dyb nok til at kunne få de store skibe igennem. Det kan ikke lade sig gøre. Samtidig tager det en del tid at komme igennem Limfjorden og ud videre for krydstogtskibene, fortæller Tonny Thorup, direktør hos Destination Nord.
Det er en af grundene til, at turistorganisationen og Port of Aalborg har valgt, at de ikke længere aktivt vil gå ud og tiltrække krydstogtskibe til Aalborg.
- Grundlæggende er der ikke nok forretning i det. Vi skal investere en del ressourcer for at markedsføre os overfor krydstogtsrederierne, men skibene kan ikke være alt for store, når de kommer ind, og gæsterne er her ikke i særlig lang tid. Når de skal sejle i Limfjorden, har de ikke meget tid i Aalborg, spiser på skibet og bruger ikke så mange penge i byen, siger Tonny Thorup.
Stadig god behandling
Hos Port of Aalborg har de haft et setup, hvor de brugte penge rundt om i verden for at tiltrække krydstogtskibene.
- Men det er ikke rigtig en kerneforretning for os, fortæller direktør hos Port of Aalborg, Kristian Thulesen Dahl og fortsætter:
- Vi tror, at der er en god forståelse for, hvordan vi håndterer krydstogtskibe i Aalborg, og det er nu sådan, at vi aktivt ikke vil forsøge at øge antallet. På den anden side skal alle de skibe, der kommer have en god behandling, og vi skal tage godt imod vores gæster.
På havnen i Aalborg har de desuden modtagerpligt, hvilket betyder, at havnen skal tage imod krydstogtskibe, hvis de vil lægge til kaj.
Økonomien bag for havnen er dog ikke stor, når der kommer skibe.
- Det er mere en vinkel for Destination Nord, at gæsterne ikke bruger så mange penge her, men der bliver lagt en afgift hos os, når de lægger sig til. Det er bare mere et spørgsmål om, at det ikke er vores kerneforretning, siger Kristian Thulesen Dahl.
Ikke misundelige
Hverken hos Port of Aalborg eller hos Destination Nord kigger de med misundelse mod Skagen og de helt store krydstogtskibe.
- De skibe, der kommer til Aalborg, er også ganske fine, selvom de er mindre - de er dog stadigvæk store, siger direktøren hos Port of Aalborg.
- Det er fint at sænke indsatsen, da det simpelthen giver bedre mening i Skagen, hvor de har bedre forudsætninger med mere plads og bedre sejlruter for skibene, siger Tonny Thorup fra Destination Nord.
I Aalborg er det nu en anden slags turister, der bliver fokuseret på, tilføjer han.
- Det er erhvervsturister for Aalborg, der er mere perspektiv i her. Det lægger bedre til byen med store konferencesteder og stor hotelkapacitet, slutter han.