Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hvornår sejler isbryderne? - Jeg bliver hængende og skal have det sidste farvel med

Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Den ene af isbryderne, Danbjørn, skulle ifølge det annoncerede allerede have forladt Hals ved middagstid. Men den ligger stadig i Hals havn.

Opdateret 13 september 2023 klokken 07.03: Ingen af isbryderne har endnu forladt havnen i Hals.

Det er vist ikke for meget at sige, at de to isbrydere, Danbjørn og Isbjørn, der ligger i havnen i Hals, og som i dag - tirsdag - skal ud på deres sidste rejse, er talk of town.

Og selvom den slæbebåd, der skal slæbe den første isbryder Danbjørn afsted, er ankommet til Hals, så ligger den der fortsat.

En af de mange nordjyder, der er mødt op for at sige et sidste farvel, inden den slæbes til Esbjerg, er Jørgen Larsen fra Brønderslev. Han har fra barnsben fulgt isbryderne.

Her ses slæbebåden, der er ved at hægte sig fast på Danbjørn. Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Han var i Hals allerede lidt over 10, så han var sikker på, han ikke gik glip af den sidste sejllads.

- De er fascinerende på grund af deres muskler og facon - det er stort og stærkt. Jeg har set de her isbrydere, dengang jeg var dreng. Da sejlede de jo her i Limfjorden og Frederikshavn ind til Aalborg. 

Ligesom mange af de andre, der tirsdag er mødt frem på havnen i Hals, er det helt store spørgsmål: Hvornår sejler isbryderen?

- Jeg tror ikke, det bliver før ud på eftermiddagen. De er lidt sløve, de der der skal dække ind med sikkerhed. Vi snakkede med en af dem, han sagde måske klokken 12, 13 og 14 – han vidste ingenting. Men jeg bliver hængende, jeg skal have det sidste farvel med, siger Jørgen Larsen.

Jørgen Larsen har fulgt isbryderne, siden han var dreng. Foto: TV2 Nord

Også Christian Jæger har taget turen fra Dronninglund til Hals for at se isbryderne forlade Hals havn for sidste gang. Da vores reporter taler med ham, har han allerede ventet i tre timer.

- Jeg troede, de skulle have været afsted her i formiddag, men jeg regner med, det snart bliver, og jeg bliver her i hvert fald et stykke tid endnu.

Men i følge Eddie Smedegaard, der er medejer af af Smedegaarden A/S, er det ikke på grund af sløvhed, at de ikke er sejlet endnu.

- Det skal syn og godkendes til slæb, og slæbebåden skal have byttet besætning, så det bliver nok først i eftermiddag engang. Men vi regner med, det bliver i dag.

Det tager cirka to dage at slæbe Danbjørn til Esbjerg, hvor den skal hugges op, fortæller medindehaver af Smedegaarden A/S, Eddie Smedegaard. Foto: TV2 Nord

For inden man kan gennemføre et syn, og båden skal godkendes til slæb, skal slæbebådens skipper nemlig deltage i synet, og han er først mødt ind over middag.

- Det er både propel, aksel og bundpropper, der skal være i orden sikkerhedsmæssigt. Havde det været et mindre skib under mindre opmærksomhed, havde det nok kun taget et par timer. Det er egentlig mest dokumentation på, at det hele er i orden, der mangler at være på plads, lyder det fra Eddie Smedegaard. 

Når Danbjørn ryger afsted, bliver den slæbt i et stræk fra Hals til Esbjerg. Det er er en overfart, der tager to dage.

Jette Vald er mødt op på havnen sammen med sin mand Kaj, men vil hellere lave patchwork derhjemme. Foto: TV2 Nord

Også ægteparret Kaj og Jette er mødt op for at se Danbjørn blive slæbt afsted på sin sidste rejse.

- Vi ved bare ikke, hvornår de skal afsted, så vi er nødt til at sidde her hele dagen. Vi har jo ikke andet at lave, sådan nogle ældre folk, siger Kai Frederiksen.

Men helt enige er det ældre ægtepar ikke.

- Jeg vil hellere hjem og sy patchwork. Men nogle gange, så er man jo nødt til at skulle udenfor en dør, siger Jette Vald.

Og ægteparret synes ikke, de to isbrydere ligner en øjebæ, som de er blevet beskrevet tidligere.

- De er blevet en del af Hals. De er sådan en slags vartegn, siger Jette Vald.

Se Tv2 Nord reportage fra 2006, da isbryderne sidst var i aktion:


Politiker har 'sikret' nordjyske gymnasier - men rektorer er ikke begejstrede

Den nye finanslov tager med en hånd og giver med den anden. I det store hele gør det næsten ingen forskel for små, pressede gymnasier.

'Bare fordi vi har færre elever i Nordjylland, og derfor mindre hold, skal man stadig have muligheden for fysik eller musik på A-niveau. De unge kan blive i deres lokalmiljø og få deres uddannelse. Det er en vigtig sejr'.

Sådan skriver det nordjyske folketingsmedlem Theresa Berg (SF) i en mail til TV2 Nord.

Hun har kæmpet for at sikre de små nordjyske gymasier i finansloven for 2025. Der var nemlig lagt op til en reform, der ville fjerne tilskud til udkantsgymasier samt en fjernelse af tilskud til udstyrstunge A-fag som kemi, fysik og musik.

Theresa Berg (S) har sammen med andre politikere sikret, at der stadig er tilskud til A-fag, på trods af regeringens oprindelige spareplan. Men det tidligere tilskud til udkanstsgymnasier fjernes.

I stedet kommer der et nyt tilskud til gymnasier i landkommuner - men det kommer også til at gavne større gymnasier som eksempelvis Hjørring og Støvring.

- Vi er da glade for, vi ikke skal spare, men det ændrer ikke noget stort for os små gymnasier, lyder det fra Per Knudsen, der er rektor på Brønderslev Gymnasium.

Gymnasiet har 375 elever.

- Vi er dybt frustrerede, og vi havde håbet på en taxameter-ordning, der hjælper os med reelle problemer, siger han.

Så meget får de

Fjerritslev Gymnasium stod til at skulle spare 200.000 kr. Nu får skolen i stedet 200.000 kr.

Nørresundby Gymnasium og HF stod til at skulle spare 1 million kroner og nu får de 1 million kroner.

Vesthimmerlands Gymnasium, Thisted Gymnasium, Morsø Gymnasium og Dronninglund Gymnasium er sikret en halv million kroner mere.

Kilde: Theresa Berg (SF), folketingsmedlem.

Hans kollega, Mikkjal Niels Helmsdal, rektor på Fjerritslev Gymnasium, stemmer i.

- Vi er ikke blevet reddet. Vi kører lige så tungt økonomisk i 2025, som vi gør nu - der er selvfølgelig en lille forbedring, men det redder os ikke.

Gymnasiet har omkring 300 elever.

- Vi klarer os et par år

Han forklarer, at hans gymnasium skulle have fire millioner kroner årligt ekstra, for at være på niveau med andre gymnasier, der kan fylde klasserne med 28 elever. Det er nemlig dyrt at have flere klasser med få elever. Derfor har ledelsen på gymnasiet de seneste år lavet store nedskæringer for at få økonomien til at hænge sammen.

Man fristes jo til at spørge, hvor længe man så egentlig kan drive gymnasiet, når økonomien er så stram?

- Jeg vil helst ikke male dommedag på væggen. Vi klarer os et par år frem, så må vi se, hvad der sker, siger han og tilføjer efter en kort pause:

- Vi har en langtidsplan de næste ti år, og vi skal nok få det til at hænge sammen, men selvfølgelig bliver det sværere og sværere at konkurrere, når vi ikke har midlerne til at tilbyde eleverne det samme som andre gymnasier.

Den eneste løsning, han kan se, er, at man sætter fokus på at hjælpe de gymnasier, der har strukturelle problemer, fordi de ligger i områder med få mennesker.

- Jeg vil stærkt opfordre til, at man finder en løsning, for problemet er ikke løst med den her taxameterreform. Vi bliver forfordelt på et forkert grundlag, mener han.


Stort projekt: - Vi skal blive bedre til at hjælpe de unge!

Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Arkivfoto.

Unges mentale sundhed skal have et boost, og man vil forsøge at få flere i job og uddannelse.

I Aalborg vil man have flere unge i arbejde, man ønsker at flere starter og gennemføre en uddannelse, og man ønsker at forbedre unges mentale helbred - og man ønsker også at mindste fraværet allerede i folkeskolen.

Derfor er der skabt en såkaldt 'trivselsalliance' mellem Aalborg Kommune, Region Nordjylland, foreningsliv og erhvervsliv, som sammen skal arbejde hen mod netop det.

- Vi skal blive bedre til at hjælpe de unge som mistrives. Vi skal tænke i nye løsninger og give de unge redskaber til at mestre eget liv. Gode eksempler på det er vores mestringsindsats i folkeskolen og arbejdet med ABC for mental sundhed på ungdomsuddannelserne og videregående uddannelser. De gode erfaringer herfra og erfaringerne fra "Kulturvitaminer" og Aalborg Try Out" skal bringes i spil i dette partnerskab, siger Jes Lunde (R), rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.

Lige nu er de i gang med at udforme nogle konkrete indsatser, der skal kunne gøre en mærkbar forskel for trivslen blandt unge. Der er desuden fokus på at støtte unge i udsatte positioner. Og derfor er Den Obelske Familifond gået med i samarbejdet.

Planen er, at det samarbejdet skal være en langsigtet investering, og at det er de unge selv og deres erfaringer skal bidrage til den samlede trivselsindsats.

- Unges levede erfaringer vil fortsat stå helt i centrum. Deres stemmer er essentielle for at kunne skabe det kvalificerede og nuancerede grundlag for Aalborgs samlede og helhedsorienterede trivselsindsats, siger Mathias Bruhn Lohmann, udviklingschef i SUS - Socialt Udviklingscenter.


12-årige stopper al undervisning: Har vigtigt budskab til voksen

Hvad gør man egentlig, når man er 12 år gammel og gerne vil sige noget helt særligt til en voksen? Kayla ringede til Anders Bro.

Foran døren til et klasseværelse på Nors Skole står 12-årige Kayla Saray. Om lidt gør hun noget, hun ikke troede, hun turde.

Kayla har noget, hun gerne vil fortælle til en bestemt voksen, der sidder i klasselokalet bag den lukkede dør.

Hun er ikke alene på gangen. Lige ved siden af står Anders Bro fra programmet "Få det Sunget" på TV MIDTVEST. Han har guitar på skulderen og en sang, der venter på at komme ud.

Anders er her for at hjælpe Kayla. Hun er tydeligt nervøs.

Bag Anders løber tre fotografer rundt sammen med en lydmand og en journalist, der optager alt på en mobiltelefon. 

Så banker den 12-årige elev fra sjette klasse på døren ind til sine klassekammerater og undervisere. Da hun træder ind i lokalet, stopper al undervisning øjeblikkeligt, og der bliver helt stille i lokalet.

Alle burde have en Nicolai

Et par uger før møder Kayla Anders Bro og tv-holdet hjemme hos sig selv. Sammen med sin mor har hun skrevet til Anders og bedt om hjælp til at skrive en sang til den støttepædagog, hun har på skolen.

Støttepædagogen hedder Nicolai og er en helt særlig voksen for den 12-årige skoleelev. Kayla har ADHD og "noget autisme", som hun selv forklarer. 

I skolen har hun på mange måder haft det svært. Mange voksne har forsøgt at hjælpe den nu 12-årige pige - uden den helt store succes i følge Kayla og hendes forældre.

Men så skete der noget, da støttepædagogen Nicolai blev tilknyttet Kayla på Nors Skole. Han hjalp hende, så hun både fik det bedre og blev bedre fagligt i skolen.

Nicolai blev den fortrolige voksne for Kayla. Men nu slutter samarbejdet.

På Nors Skole kan man nemlig kun gå til sjette klasse, så Kayla skal flytte skole, og Nicolai følger ikke med.

- Da han ikke var der, havde jeg det meget dårligt og kunne ikke noget. Jeg er bange for, jeg kommer der ned igen, når jeg ikke har ham mere. Jeg er bange for, jeg ikke finder en, der er lige så god som ham, fortæller Kayla Saray.

Han aner intet

Og så er vi tilbage på skolen i Nors. Her sidder støttepædagogen Nicolai, og han aner intet om, at han skal være midtpunkt for en sang og et tv-program.

Men det finder han ud af, da Kayla og Anders sammen fortæller, at de har skrevet en sang til ham. Fordi han lige er den voksne, der har gjort en kæmpe forskel i Kaylas liv.

Og så går de ellers i gang og synger højlydt om og til støttepædagogen, som ikke rigtigt ved, hvad han skal gøre af sig selv.

Her kan du se hele programmet Få det Sunget: Alle burde ha' en Nicolai:


Uhyggeligt styrt får ingen indflydelse på Vingegaard-beslutning

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Hvis ikke Jonas Vingegaard vender retur til Baskerlandet Rundt, er det udelukkende grundet sportslige overvejelser.

I løbet af året har Jonas Vingegaard leveret store resultater, og blandt andet sluttede han som nummer to i Tour de France.

Alligevel husker mange nok bedst danskerens uhyggelige styrt tilbage i april under Baskerlandet Rundt, hvor Vingegaard var så slemt tilredt, at han troede, han skulle dø.

Vingegaard brugt det spanske etapeløb som forberedelse til Touren de seneste mange år, men er det overhovedet et scenarie at vende tilbage til et løb, hvor man potentielt har traumer efter så enorme smerter?

- Det er selvfølgelig noget, som jeg og holdet overvejer, om jeg skal køre. Men vi tænker kun på, hvad der er den bedste forberedelse til Tour de France. Så hvis vi synes, at det er en god forberedelse til Touren, så er det det, jeg kører, men jeg tror personligt, at jeg godt kunne tænke mig at prøve noget andet end Baskerlandet, som jeg har kørt de sidste fem-seks år.

Er der noget mentalt i det?

- Nej, det betyder ikke noget, synes jeg. Jeg tror, jeg har kørt det fem gange, og jeg føler egentlig, at der er andre World Tour-løb, jeg har lyst til at køre, og det er mere der, det stammer fra, forklarer Vingegaard til TV 2 Sport.

Styrtet sidder stadig i kroppen

Da Vingegaard styrtede i årets udgave af Baskerlandet Rundt, punkterede han en lunge, brækkede flere kraveben og ribben. Skaderne var så slemme, at der gik over en måned, før danskeren overhovedet satte sig på en cykel igen.

Styrtet kostede også en masse muskelmasse, og det er nu det, der er danskerens største hovedbrud.

De muskler skal tilbage i benene, så der kan trædes de nødvendige watt.

- Jeg er stadig ikke helt på den samme muskelmasse (som før styrtet, red.). Det er stadigvæk noget, vi arbejder på. Jeg prøver at genopbygge muskelmassen, og træningen går godt, så det er lovende i forhold til næste år, lyder det optimistisk fra Jonas Vingegaard.

Du kan læse meget mere om Vingegaards planer for den kommende sæson i artiklen nedenfor.


AaB-træner afviser: - Jeg vil ikke snakke om placering

AaB's cheftræner Menno van Dam i superligakampen mellem AaB og Viborg FF på Aalborg Portland Park, søndag den 24. november 2024.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Efter 16 spillerunder ligger AaB på en niendeplads med 17 point.

AaB fik fire på stribe, da det er den fjerde kamp i streg, hvor klubben tager ét point med sig.

AaBs hollanske cheftræner vælger dog den positive vinkel på pointet - trods AaB i nu seks kampe, ikke har vundet:

- Hvis de andre hold taber fire kampe, og man ser på det ud fra det, så har vi vundet fire point. Ét point er bedre end nul.

En kedelig affære

Søndagens opgør endte nemlig 0-0 mod Viborg FF i en kedelig affære, hvor det var udeholdet, der dominerede.

Dermed missede AaB chancen for at nå næsten op på siden af Viborg - i stedet hedder afstanden nu fire point.

Men den snak preller af på AaB-træneren:

- Jeg vil ikke snakke for meget om placering. I dag tager jeg et rent bur med fra kampen. Vi forsvarede os godt, og vi er generelt blevet bedre i vores spillestil de sidste uger.

Især i første halvleg holdt udeholdet fra domkirkebyen AaB i et jerngreb, og i starten af anden halvleg måtte AaB's målmand, Vincent Müller, diske op med en mirakelredning.

Trods dominansen fra Viborg, mener AaB's cheftræner dog ikke, at der kun var tale om envejstrafik.

- Hvis man ser på de sidste 25 minutter af anden halvleg, så var det også god fodbold, siger den hollandske cheftræner.

Efter 16 spillerunder ligger AaB på en niendeplads med 17 point.