Hundeophold hitter: - Vi er faldet helt bagover
Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD
Aalborg Airport Hotel tilbyder nytårsophold for hunde og deres ejere, og det er en stor succes.
For mange hundeejere kan nytårsaften være alt andet end festligt. For bulder og høje brag fra farverige raketter kan skabe angst og stress hos hunde, og det kan være svært at finde et trygt sted at fejre overgangen til det nye år.
Derfor har Aalborg Airport Hotel lanceret et særligt nytårsophold, der skal skabe tryghed for både to- og firbenede.
Med sin placering tæt på Aalborg Lufthavn, er hotellet udstyret med lydisolerede vægge og vinduer - og det tilbud går som varmt brød.
Faktisk har interessen været overvældende, det fortæller Hotelchef, Marie Stender.
- Vi er faldet helt bagover, for vi er jo udsolgt, men jeg får stadig beskeder i indbakken fra folk der gerne vil på venteliste, siger hun.
Du kan se hvordan et særligt hundeværelse ser ud i videoen:
Campagne til ejeren, hat til hunden
Det er andet år i træk, at Aalborg Airport Hotel tilbyder det særlige nytårsophold for mennesket og dets bedste ven. I år har hotellet gjort opholdet til en fuld oplevelse, der ikke kun fokuserer på hundens behov, men også på ejerens.
- Man komme ned og skåle i champagne klokken 24. Vi er her under hele fejringen sammen med hunden og gæsten, fortæller hotelchefen.
Der er også mulighed for hunden at iklæde sig nogle særlige små nytårshatte, hvis de er til det.
Hotellet prøver at skabe trygge omgivelser for hundene, og det betyder at man også godt putte med vovsen oppe i hotelsengen.
- De skal føle sig hjemme mens de er her, men vi har gjort klar, så der er noget ekstra rengøring, det må vi tage med, fortæller Marie Stender.
En form for nytår, der er kommet for at blive
Ro, tryghed og lidt ekstra forkælelse til både hunde og ejere ser det ud til, at Aalborg Airport Hotel har ramt noget helt særligt behov for alternativer til den ellers larmende nytårsaften.
Sidste år blev nytårsopholdet introduceret uden at hotellet vidste, hvor stort behovet var. Men efter massiv interesse fra hundeejere, alt fra ejere af små shih tzu’er til store labradorer, ligner det, at en tur på hotel med hunden er kommet for at blive.
- Der er allerede reservationer til næste år, og folk er villige til at køre langt for deres hundes skyld, afslutter Marie Stender.