Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hun ville frifindes, men nu har retten talt: 23-årig kvinde er skyldig i manddrab

Det er et enigt dommer- og nævningeting, der er kommet frem til, at 23-årige Kylie Flodager skal kendes skyldig i manddrab.

Den unge kvinde blev tilbage i august, sammen med sin daværende kæreste idømt 14 års fængsel for, på brutal vis at have mishandlet og dræbt en 45-årig mand i parrets fælles lejlighed i april 2021. Kæresten, en 36-årig mand modtog byrettens dom, men den 23-årige ankede til frifindelse. 

Men nu har Vestre Landsret i Aalborg talt, og de vurderer, at 23-årige Kylie Flodager er skyldig i manddrab. Dermed stadfæster landsretten byrettens dom. 

Strafudmålingen finder sted senere i dag. 

Det er et enigt dommer- og  nævningeting, der har besluttet, at Kylie Flodager skal kendes skyldig i manddrab. 

Tre af de ni nævninge finder det ikke bevist, at det var Kylie Flodager, der stod for selve kvælningen af den 45-årige mand, men alle finder de det bevist, at hun tog del i det. 

De lægger også vægt på, at hun tog del i forsøget på bortskaffelse af liget ved at have deltaget i indkøb af sorte plastiksække og ved at have kørt offerets bil væk adressen. 

Lokkede offer hen til lejligheden

Den 45-årige mand havde flere år forinden haft et seksuelt forhold til den 23-årige kvinde, og det var det forhold, der endte med at koste ham livet.

Den 23-årige kvinde havde nemlig fortalt sin 36-årige kæreste, at den 45-årige mand ved flere lejligheder havde overskredet hendes grænser. For eksempel ved at have haft sex med hende på et tidspunkt, hvor hun var fuld og påvirket af stoffer.

Det skulle han straffes for, mente den 36-årige, og derfor lokkede han den 45-årige mand over i lejligheden på Ørstedsvej den skæbnesvangre dag i april ved at sende sms-beskeder fra den 23-åriges telefon og dermed udgive sig for at være hende.

Da den 45-årige ankom til lejligheden blev han overfaldet af den 36-årige mand, og den dødelige mishandling startede. 

Mishandlet i timevis

Indledningsvist var det den 36-årige mand, der stod for volden, men i flere tilfælde gav den 23-årige kvinde en hånd med. 

Gennem ankesagen har anklageren flere gange stillet spørgsmålstegn ved, at Kylie Flodager ikke forlod lejligheden, hvis hun ikke var enig i, hvad den 45-årige blev udsat for. 

En retsmediciner kunne i byretten dokumentere, at offeret havde modtaget mindst 40 stik og snit med kniv forskellige steder på kroppen, at han er blevet gennembanket med et jernrør, hvilket forårsagede ni brækkede ribben, og at han et ukendt antal gange blev udsat for kanyleindsprøjtninger med brintoverilte og WC-rens.

Det var dog kvælningen med bælte, der endte med at tage livet af manden.

Den 23-årige kvinde har gennem hele retsforløbet erkendt forholdet om grov vold, men hun mente ikke, hun skulle dømmes for drabet på den 45-årige mand. 

Vestre Landsret så anderledes på det. 

TV2 Nord følger sagen senere i dag, når strafudmålingen finder sted. 


Breaking

Sender ærgerlig besked: 850 patienter tvunget til at finde ny læge

Foto: Grafik / TV2 Nord

Lægehus i Sæby kan ikke skaffe det nødvendige personale, og det får konsekvenser for patienterne.

850 borgere i Sæby-området skal have ny praktiserende læge.

Det er konsekvensen, efter at Lægehuset Sæbygårdvej har sendt besked ud til sine cirka 4850 patienter om, at lægehuset fra 1. februar næste år reducerer antallet af tilknyttede patienter til 4000 på grund af lægemangel.

- Vi har haft mange arbejdstimer igennem lang tid, og vi må bare indse, at det er for stor en opgave, fortæller Janni Kristensen, som er en af de tre fasttilknyttede læger i lægehuset.

'Vi har forsøgt at undgå dette udfald, men det har ikke været muligt,' siger læge Janni Kristensen. Foto: Jonathan Kjær Troelsen / TV2 Nord

'Først til mølle'

Lægehuset har siden årsskiftet manglet en læge, og det er ikke lykkedes at ansætte en. Derfor ser man nu ingen anden udvej end at skære på patienttallet.

- Vi har ledt med lys og lygte, men det er ikke lykkedes at finde en ekstra læge, siger Janni Kristensen og fastslår:

- Vi ønsker ikke at lade patienter i stikken, og vi har forsøgt at undgå dette udfald, men det har ikke været muligt.

De omkring 4850 patienter, der er tilknyttet Lægehuset Sæbygårdvej, kan i den kommende tid give udtryk for, om de ønsker at forblive patienter i lægehuset, eller om de vil tilknyttes en anden praktiserende læge.

Pladserne i lægepraksissen på Sæbygårdvej vil blive fordelt efter 'først til mølle'-princippet.


Køb et hus og få en hel unik samling med i handlen

En anderledes bolig er netop kommet til salg på Mors. Det er ikke bygningerne, der skiller sig ud, men det, der er inden i.

I den lille by Flade på Nordmors tager Georg Kristensen glad i mod, da vi kigger forbi. Han vil meget gerne vise rundt på det sted, hvor han boet i 23 år. Han er i sælgerhumør.

Efter lange overvejelser har han nu besluttet, at han skal af med sit livsværk, som han kalder det.

- Jeg bliver ældre. Det er sådan set det. Børnene synes ikke, at de magter det, siger den 77-årige pensionist.

Det er da også noget af en mundfuld, han nu sætter til salg. Der er i alt 786 kvm med bolig og erhverv, men det er ikke mursten, tag og grund, der fylder mest hos morsingboen.

Det er indholdet i bygningerne.

For det var lige her, at han fra 1993 til 2003 drev Morsø Radiomuseum, der var en udstilling med flere end 1500 gamle radioer og pladespillere. Alt sammen noget, han har samlet siden han var 18 år.

I syv år var Georg Kristensens samling med i den store Guinness Rekordbog. Det her diplom er fra 1994. Foto: Karl Erik Lørup / TV MIDTVEST

Hvor nem en beslutning har det været, at sætte det hele til salg?

- Den har ikke været så nem. Det har den ikke, men nu er den taget, siger radioentusiasten, der har taget opstilling mellem gamle lakplader, bakelit-radioer, tragthøjtalere og grammofoner så store som kommoder.

Det er Georg Kristensens kone, der i de senere år har presset på, for at han skulle få sparket gang i salget.

Svært at finde salgsprisen

Nu er det store spørgsmål: Hvad kan 786 kvm bygninger med en hel samling af gamle radioer koste?

Radiosamleren har kontaktet ejendomsmægler Peter Schertiger Laustsen fra Nykøbing Mors, der indrømmer, at han er lidt på udebane.

- Det er første gang, at jeg skal sælge en radiosamling, siger han med et kæmpesmil om munden.

Peter Schertiger Laustsen er indehaver af 360° Mæglerne og er kommet på noget at en opgave med at finde den rigtige pris, for han ved mest om huse og meget mindre om samlinger.

Ejendomsmægler Peter Schertiger Laustsen foran det tidligere Morsø Radiomusem. Han har aldrig før solgt en samling af gamle radioer. Foto: Karl Erik Lørup / TV MIDTVEST

Ejeren Georg Kristensen er overbevist om, at det hele skal koste i omegnen af 1,3 millioner kroner, og mægleren er da også optimistisk, men han ved ikke, om det lykkes at sælge det hele på en slutseddel.

- Men det kunne være sjovt at sælge huset med radioerne og så møde en, der har samme entusiasme som Georg, siger ejendomsmægleren.

Guld eller ragelse?

Georg Kristensen er sikker på, at han skal få solgt.

For dig er det jo guld du har på hylderne. Der kan jo komme en køber, der synes, at det noget gammelt ragelse. Hvordan vil du have det med det?

- Så må man jo tage den derfra og så sælge det andre steder. 

- Det kommer måske til at tage noget tid, men jeg regner med at have mange år foran mig, siger Georg Kristensen, mens han er på vej hen for at vise endnu en gammel pladespiller fra 1930’erne, som han altså håber på snart at få solgt sammen med sit hus.

Georg Kristensen flyttede fra Flade omkring sommerferien i år. Han bor nu sammen med sin kone i Tødsø, der ligger få kilometer fra det tidligere radiomuseum.


Vil have to mænd fængslet efter knivstikkeri

To mænd bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør efter knivstikkeri i Aalborg.

Nordjyllands Politi vil have to mænd på 20 og 22 år varetægtsfængslet efter et knivstikkeri på Davids Alle i Aalborg natten til torsdag.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

De to mænd er sigtet for at have stukket en 20-årig mand to gange med en kniv og frataget ham ejendele.

Politiet fik anmeldelsen om overfaldet klokken 01.21, og de to sigtede blev anholdt klokken 02.04 og 02.06. De er begge sigtet for særligt groft røveri, da der i forbindelse med pågribelsen blev fundet stikvåben, ligesom der blev fundet stjålne effekter, som tilhørte den forurettede.

- Der er tale om personer, som er kendt i det kriminelle miljø og alle parter har en indbyrdes relation. Der er således ikke tale om et tilfældigt overfald. Som vi ser sagen lige nu, er røveriet ikke er en del af den verserende bandekonflikt i Aalborg, siger politikommissær Kenneth Rodam, som leder efterforskningen, og uddyber:

- De omstændigheder betyder dog ikke, at vi ser mindre alvorligt på røveriet. Der er tale om et ganske groft overfald og vi arbejder på højtryk for at klarlægge, hvad der er gået forud for episoden.

Søger vidner

Politiet hører gerne fra vidner, der har oplevet noget i området omkring Davids Alle i tidsrummet før og efter klokken cirka 01.20.

- Vi efterforsker bredt og kan ikke udelukke, at der kan have været flere gerningspersoner med til at forøve røveriet. Det skal efterforskningen være med til at kaste lys over, siger Kenneth Rodam.

Har man oplysninger i sagen, bedes man ringe på telefon 114.

Nordjyllands Politi vil torsdag være til stede i Kærby-området, hvor overfaldet fandt sted, men efterforskningslederen mener ikke, at beboere i området bør være bekymrede.

- Selvom det er en voldsom hændelse, er der ikke grund til at områdets beboere skal bekymre sig unødigt, da det er foregået i et lukket miljø og har karakter af et personligt opgør, siger Kenneth Rodam.

De to anholdte fremstilles i grundlovsforhør torsdag klokken 13 ved Retten i Aalborg.

Offerets tilstand er alvorlig, men han er uden for livsfare, oplyser politiet.


Havne står med tonstunge problemer - nu arbejdes der på løsning

En nordjysk politiker er gået ind i sagen om de mange skibsvrag, og det har sat gang i Miljøministeriet.

I lystbådehavne flere steder i Nordjylland - ja faktisk flere steder i landet - står man med et problem.

Der er nogen, der dumper deres både, og så er det op til foreninger eller kommuner at betale for at få dem bjerget.

I Egense har sejlklubben brugt 25.000 kroner på at bjerge en båd på 67 ton. Det er foreningen blevet nødt til, for de har ikke kunnet få fat på ejeren.

- Det er gæld og udgifter, der bliver pålagt uskyldige mennesker. Det er ikke rimeligt, at andre mennesker skal udsættes for at skulle rydde op efter en person, sagde Bettina Nielsen, bestyrelsesmedlem i Egens Lystbådehavn til TV2 Nord i oktober.

Lader det ikke gå i glemmebogen

Ifølge Foreningen af Lystbådehavne i Danmark er efterladte både et landsdækkende problem. Foreningen efterlyser et register for lystbåde. Men nu er der nyt til de frustrerede medlemmer i landets lystbådehavne.

Det nordjyske folketingsmedlem, Preben Bang Henriksen (V), har nemlig spurgt miljøministeren, hvis ansvar det er, at bjerge skibene.

Først og fremmest er det skibets ejer, slår ministeren fast.

Men staten kan kræve et skibsvrag fjernet, hvis det vurderes at være til fare for sejlads og fiskeri, eller til fare for kysten, eller hvis det udgør en ekstraordinær fare for havmiljøet. I så fald bliver det fjernet for ejerens regning.

"Jeg anerkender også, at det er en udfordring, når ejeren ikke kan findes og stilles til ansvar, og mit embedsværk er i skrivende stund ved at afsøge en langsigtet og generel løsning på problemet." Svarer miljøminister Magnus Heunicke (S) på spørgsmålet.

Det glæder det nordjyske folketingsmedlem.

- Jeg er tilfreds med, at vi nu har sat fokus på problemet. Bortset herfra må jeg desværre medgive, at ministeren ikke peger på en konkret løsning her og nu. Men klart er det, at jeg med ovennævnte citerede udtalelse har fået sat fokus på området, og selvfølgelig kommer til at følge op på ministeriets arbejde. Sagen skal ikke gå i glemmebogen - heller ikke ministeriets glemmebog, skriver han i en mail til TV2 Nord.


Krøyer-maleri på auktion - kan indbringe millioner

Foto: Bruun Rasmussen

Auktionshuset betegner maleriet som et mesterværk.

Det vil helt sikkert være en populær julegave for en kunstelsker, men du skal have de store sedler frem, hvis du vil sikre dig P.S. Krøyer-maleriet 'Fru Marie Krøyer i Haven paa Skagen', når det kommer på auktion i begyndelsen af december.

Auktionshuset Bruun Rasmussen, som får maleriet fra 1892 under hammeren, forventer, at salgsprisen ender på mellem fire og seks millioner kroner.

Det oplyser auktionshuset i en pressemeddelelse.

- P.S. Krøyer eller Søren, som han blev kaldt, og Marie Krøyer havde et kompliceret forhold, præget af både glædesfyldte perioder, men senere også store udfordringer blandt andet på grund af hans maniske og depressive sind. Værket, som vi udbyder på auktion, repræsenterer en meget lykkelig tid i deres fælles liv, hvor kærligheden og kunsten blomstrede, fortæller Julie Arendse Voss, der er afdelingsleder for ældre kunst hos Bruun Rasmussen.

Optaget af lyset

Bruun Rasmussen betegner 'Fru Marie Krøyer i Haven paa Skagen' som et mesterværk. Ifølge Julie Arendse Voss er det udbudte værk et af Krøyers mest gennemførte impressionistiske værker.

- Det er hans optagethed af lyset og friluftsmaleriet og hans evne til at fange øjeblikket med små hurtige penselstrøg, der gør, at Krøyer ofte er blevet beskrevet som impressionist. Hans mange breve fra hans tid i Paris vidner om, hvor stor betydning den samtidige franske kunst og ikke mindst impressionismen fik for hans udvikling som maler, siger Julie Arendse Voss.

Maleriet sælges på Bruun Rasmussens liveauktion i Lyngby 2. december.

Foto: Bruun Rasmussen