'Høj' weekend i Jomfru Ane Gade: - Sniffede kokain for næsen af politiet
En bytur i weekenden endte knapt så festligt for to personer.
Natten til lørdag blev de nemlig taget på fersk gerning i at tage stoffer.
De to personer havde hældt noget hvidt pulver ud i hånden på den ene person. Og lige akkurat mens de var ved at sniffe pulveret op fra hånden, gik to betjente forbi.
Det fik betjentene til at visitere de to personer.
På den ene mand fandt de en pose med kokain, og han blev derfor sigtet for at overtræde loven om euforiserende stoffer.
Kvinde gik amok
Men Jomfru Ane Gade bød på mere arbejde for Nordjyllands Politi i weekenden. For dagen efter, natten til søndag, blev endnu en patrulje kaldt til gaden.
En kvinde var gået amok og slog ud efter flere af de festende gæster.
Det blev et større tumult, der resulterede i, at en tapper person tog sig mod til at overmande hende.
Da politiet ankom var hun pacificeret. Politiet fandt i den forbindelse 5,36 gram hash på hende.
Kvinden blev efterfølgende sigtet og anholdt for at overtræde ordensbekendtgørelsen og for at være i besiddelse af narkotika.