Nu kommer nyt nordjysk 'drugging' samarbejde
Et nyt samarbejde mellem Nordjyllands Politi og Aalborg Universitetshospital betyder, at politiet ikke længere skal give en forhåndsgodkendelse, hvis der skal tages en blodprøve af en patient, der mistænkes for at være blevet udsat for drugging.
- Vi er så glade for, at det endelig sker, fortæller Jørn Møller, der er cheflæge på akutafdelingen på Aalborg Universitetshospital.
For nu kan hospitalspersonalet selv vurdere, hvorvidt der skal laves en blodprøve af patienten.
- Nu kan man blive behandlet i trygge rammer, og så efterfølgende gå og overveje, om man har lyst til at involvere politiet. I stedet for at skulle anmelde det fra start, hvor man ikke helt har været ved sine fulde fem, siger han.
Blodprøverne er også et vigtigt redskab for Nordjyllands Politi, hvis ofrene vælger at anmelde episoden.
- Nogle af de stoffer, der anvendes til drugging, er meget flygtige. Derfor kan vi bruge det her til hurtigere at få sikret prøver til gavn for vores efterforskning, siger vicepolitiinspektør, Sune Myrup.
Den nye praksis er lavet, efter TV2 Echo satte fokus på problemet med dokumentaren 'Drugging i nattelivet' i sommer.
Ifølge cheflægen er der styr på regler om samtykke. For selvom der nu fremover bliver taget blodprøver af drugging-patienterne, gemmes de i op til fem uger. Og de bliver først testet, hvis patienten ønsker det.
- Vi bruger ikke blodprøverne til noget. Det gør vi først, hvis den pågældende går til politiet og anmelder en sag.