Hjertet banker for det gamle stadion
Men hovedet siger, at der er brug for bedre faciliteter. Fanformand vil gerne have nyt stadion.
Formanden for AaB Support Club er ikke i tvivl om, at hjertet hører til på det gamle stadion mellem Annebergvej og Kastetvej, der har været AaB’s hjemmebane siden 1920.
- Hvis jeg selv kunne få lov til at vælge, så ville jeg gerne komme her resten af mit liv, siger Laura Poulsen Meisner, der til dagligt står i spidsen for AaB Support Club.
Et af tirsdagens helt store emner blandt AaB fans er planerne om et nyt stort stadion.
På et pressemøde mandag blev visionerne om et nyt stadion med plads til 30.000 tilskuere præsenteret. Hos den officielle fanklub er der store følelser bundet op i det gamle stadion i Aalborg, men formanden kan også godt se nødvendigheden af noget nyt til fremtiden.
- Jeg tror ikke, lysten til at komme et nyt sted hen er særlig stor. Men jeg prøver, at tage den positive hat på. Det giver god mening, at der hvor vi skal spille fodbold og stå hver weekend også skal opdateres en lille smule, forklarer Laura Poulsen Meisner.
Forstår godt bekymring
Laura Poulsen Meisner nævner blandt andet, at både fanzone og forholdene for fansene generelt trænger til opgradering. Derfor hilser hun et nyt stadion velkomment
- Jeg synes, det er vildt ambitiøst. Skal vi blive sure over, at folk har ambitioner på sportens vegne i Aalborg? Det synes jeg ikke, men jeg kan godt forstå, at folk er bekymrede. Hvad er det her for noget, og hvem bestemmer, påpeger fanformanden.
Indtil nu er størrelsen på det nye stadion, det eneste Laura Poulsen Meisner holder sig fra at diskutere. Mandagens vision lægger op til 30.000 tilskuerpladser.
- Jeg kan huske for otte år siden, hvor vi stod 1800 til en kamp, og nu har vi et gennemsnit på 7500 i første division. Med udvikling og med ambitioner, så kan det også være, at vi kan fylde stadion endnu mere.
- Tror jeg, vi kommer til at sidde 30.000 til en hjemmekamp om 10 år? Det ved jeg ikke, slutter Laura Poulsen Meisner.