Efter 'spændende' tilbud: Henrik Møllgaard stopper i Aalborg Håndbold

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Håndbold mister en profil til sommer.

Efter i alt ti sæsoner er det nu slut.

Fanfavorit og Aalborg-veteranen Henrik Møllgaard vil fra næste sæson ikke længere være at finde i Aalborg Håndbold, hverken på eller udenfor banen.

Klubben meddeler nemlig en pressemeddelelse, at han indstiller karrieren.

- Jeg har de seneste sæsoner været meget bevidst om, at jeg var i karrierens efterår, men har også følt at jeg fortsat havde noget at bidrage med på banen både hos Aalborg Håndbold og på landsholdet, siger Henrik Møllgaard og fortsætter:

- Alt har dog sin tid og til januar fylder jeg 40 år, hvorfor jeg mener at det til sommer er passende at stoppe karrieren, ligesom jeg har fået en mulighed, som jeg ikke har kunne takke nej til.

Henrik Møllgaard kom første gang til AaB Håndbold, som det hed dengang, tilbage i 2009. Her spillede han i klubben indtil 2012, inden han skiftede til Skjern Håndbold. Han vendte tilbage til Aalborg Håndbold i 2018 og har spillet i den nordjyske klub indtil nu.

TV2 Nord fangede mandag Møllgaard til en snak om fremtiden:

Svær beslutning

Veteranen lægger dog ikke skjul på, at en afsked med Aalborg Håndbold er svær.

- Det er vigtigt for mig at nævne, at denne mulighed ikke er et fravalg af Aalborg Håndbold, med hvem jeg også har haft en god og tæt dialog om fremtiden, men nærmere et tilvalg af noget andet. Aalborg vil altid være mit hold i Danmark og har en meget stor plads i mit hjerte, siger Henrik Møllgaard uden dog at løfte sløret for, hvad han så skal.

Henrik Møllgaard er foreløbig noteret for 443 kampe og 1.069 mål for Aalborg Håndbold med hvem, han har vundet fem danske mesterskaber og to pokaltitler, samt deltaget i to Champions League-finaler. I den igangværende sæson har Henrik Mølgaard fungerede som spillende assistenttræner, siden daværende cheftræner Maik Machulla blev fyret i november.

Henrik Møllgaard besøgte TV2 Nord tilbage i november 2023, du kan se eller gense programmet herunder:


Over 100 dyr dumpet i Nordjylland - særligt et går igen

Foto: Nordjyllands Internat og Pension - Dyrenes Beskyttelse

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I Region Nordjylland er der igen i år dumpet mange dyr.

- Sult, tørst eller kulde er en virkelig grusom måde at dø på, og det gør dumping til en dybt uansvarlig handling. Vi siger det igen og igen, men hvis man ikke længere kan tage sig af sit kæledyr, så er dumping ikke løsningen.

Sådan lyder det fra Karina Fisker, internatchef i Dyrenes Beskyttelse og Internatleder af Nordjyllands internat.

Igen i år er der nemlig på landsplan blevet dumpet over 1000 dyr. Det viser tal fra Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812.

I Region Nordjylland er der i 2024 dumpet 140 dyr, hvilket er samme antal som i 2023.

Og det er i Vesthimmerlands Kommune, der er dumpet flest dyr. Her er der nemlig dumpet hele 30 dyr i år.

Katte og killinger på førstepladsen

Igen i år er der også en klar 'vinder', når det kommer til dumping. Det er nemlig forsat kattene, der har givet travlhed igennem året.

Fra januar til november er der nemlig kommet 18.815 opkald på landsplan, hvor en borger har mistænkt en kat for at være i nød.

- Vi ved, at hvis katten pludselig kommer hjem med killinger, så kan det være en uoverskuelig opgave at tage hånd om dem. Det er dog ikke en undskyldning for at udsætte dem for den fare, det potentielt er, at blive efterladt et eller andet sted med risiko for at dø af kulde, tørst eller blive taget af et rovdyr, understreger internatlederen.

Derudover fortæller Karina Fisker, at man skal tage fat i sit lokale dyreinternat, hvis man akut har brug for hjælp.

Dyreværnssag chokerede i Nordjylland

Det er dog ikke kun kattene, der bliver efterladt. Marsvin, kaniner, hunde og endda flere eksotiske dyr dumpes og efterlades også.

Tilbage i slut maj tidligere i år modtog Nordjyllands Politi også en noget anderledes anmeldelse, da 73 levende og 12 døde slanger var blevet efterladt på en adresse i Vester Hassing.

Mens flere var døde, blev andre reddet eller aflivet.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Efter kampen var AaB-træneren dybt berørt.

Stilheden sagde næsten det hele.

Det krævede en dyb, dyb vejrtrækning før Menno van Dam kunne fremstamme en passende sætning, der matchede følelserne af kvartfinalenederlaget til Silkeborg mandag aften.

- Vi skaber langt flere målchancer, end vi normalt gør. Gode kombinationer. Vi vinder bolde, så vi kan fortsætte med at angribe.

Hvor frustrerende er det ikke at have de to semifinaler at se frem mod?

- Virkelig frustrerende. Men også måden det skete på, efter måden det startede på, siger den berørte boss med henvisning til 1-0-målet, der faldt inden der var rundet et minut på uret og skabte julefrokoststemning på Aalborg Stadion.

Opsøgte dommer efter slutfløjt

AaB-bossen kom selv i fokus.

I den dramatiske og hektiske slutfase, hvor AaB'erne jagtede en udligning til 2-2, var han konstant over dommer Sandi Putros og hans følgesvende.

Efter kampen blev det til tumultariske scener og et rødt kort til hollænderen. Han skulle have opsøgt dommeren og fortsat sin klage over manglende tillægstid og et annulleret AaB-mål.

- Jeg er selvfølgelig virkelig ked af det og berørt over nederlaget, også for spillerne, fordi de giver så meget hver uge - også i denne kamp, siger Menno van Dam og drejer selv snakken hen på dramaet:

- Jeg kan godt mærke, hvor du vil hen. Jeg er virkelig skuffet over det røde kort, og hvorfor jeg får det. For mig er det ubegribeligt.

Er du skuffet over dig selv?

- Hvis jeg sagde noget forkert, ville jeg være virkelig skuffet. Men at få et rødt kort på denne måde gør, at vi ikke kan sige noget mere. Måske er det også fair, men det er, hvad jeg har lært.

- Jeg håber ikke, det er retfærdighed. I disse kampe er det følelser. Det er en stor kamp, og så vil der altid være tidsudtræk, fake skader, mens det andet hold vil jagte, jagte, jagte. Det er to følelser, der brager sammen, siger han.

Undrer sig

En af kilderne til frustration er et annulleret Oumar Diakhité-mål efter hjørnespark i kampens slutfase, hvor dommer Sandi Putros fløjter, efter sparket er taget.

Det vil i følge reglerne betyde, at der enten er frispark eller straffe.

Silkeborgs spillere stoppede opdækningen i situationen, da fløjten lød, men det burde de ikke, mener Menno van Dam; målet skulle have talt.

- Eller også er der straffe for at rive Mathias i trøjen!, slutter AaB-chefen om den storm af følelser fra SIF-kampen.

Også AaBs anfører Mathias Jørgensen var efter kampen dybt skuffet over nederlaget i årets sidste kamp.


Efter broulykke: Vognmand håber på at få stort ønske opfyldt

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Broen skal fjernes helt, mener vognmand.

Broen, der tilbage i februar blev slået i stykker af en særtransport med et vindmøllenav på vognen, er stadig ødelagt. Derfor ser vognmand og formand for vognmandsforeningen Thy, Mark Kristensen, sit snit til at få et længe ventet ønske opfyldt.

- De sidste 25 år har vi kørt en omvej, når vi kører særtransporter. Derfor har vi længe gerne villet lave den højere. Og nu, når den er gået i stykker, så synes vi, at den helt skal fjernes, siger formanden.

Broen, der fører Torstedvej over rute 26 ved Thisted, kan kun passeres i den ene vejbane.

Af sikkerhedsmæssige årsager ønsker Mark Kristensen, at de tunge, bredde transporter kan komme til at bruge vejen under broen. I dag skal vognmændene nemlig på en 14 kilometer lang omvej - og blandt andet gennem to mindre byer og skoler.

- Det er små kommuneveje, der ikke er særligt bredde. Modkørende biler bliver nødt til at holde ind for, at vi kan komme forbi. Så det er ikke ideelt at køre den vej. Så nu synes vi, lejligheden er der til at få den fjernet, forklarer Mark Kristensen.

Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

En påstand som kommunen er helt enige i. I årevis har de forsøgt at få en aftale med Vejdirektoratet om at gøre noget ved broen - uden held. Nu ser det ud til, at der måske kan findes en løsning.

Vejdirektoratet har nemlig, ifølge kommunen, åbnet op for, at det kan blive en mulighed at fjerne broen, hvis kommunen nedlægger Torstedvej som kommunevej - men de har ikke lovet noget, forklarer Eigil Haurum, der er drifts- og anlægschef i Thisted Kommune.

- Der er ingen tvivl om, at set ud fra et trafiksikkerhedsmæssigt synspunkt, og på selve vejbelastningen, så er vi meget interesserede i, at specialtransporter og tunge transporter kører på statens veje, som er større og bedre dimensionerede, end vores små kommuneveje er, siger Eigil Haurum.

Risikerer I ikke at sende alle dem, der bruger broen, ud på en længere omvej?

- Det er klart, nogle af de nærmeste naboer til Torstedvej får en omvej, og det er jo de afvejninger, vi hele tiden må lave. Men vi ser klart en fordel i, at broen bliver fjernet.

Så var det i virkeligheden kærkomment, at broen i februar blev ødelagt?

- Der er aldrig noget, der er kærkomment, når det er en ulykke. Hvis man kan sige held i uheld, så giver det en mulighed for, at vi kan tage en drøftelse om broen.

Broen blokerer for, at alle særtransporter, der skal frem og tilbage fra Nordjylland, som er højre en 4,5 meter, skal tage en større omvej. Ifølge Mark Kristensen handler det om cirka tre til fire lastbiler om dagen.

Vejdirektoratet har ikke haft mulighed for at stille op til et interview mandag.


Børnefamilie fik stor forskrækkelse, da de holdt tidlig juleaften

Foto: Privatfoto

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Børnene sætter med garanti pris på at fejre jul mere end én gang, men man skal tilsyneladende også passe på.

Det fandt en familie fra Aabybro ud af søndag aften.

Her havde Jesper Foldager og konen inviteret til tidlig juleaften. Med til den tidlige jul var Jespers to børn og konens to børn, som de ikke har sammen.

Foruden dem var konens far og Jespers mor mødt op.

Og som det hører sig til, når julen skal fejres, så var der naturligvis også et juletræ, og lige netop juletræet fik en uheldig hovedrolle.

To sekunder fra mulig katastrofe

Gaverne var kun lige pakket op, før panikken spredte sig.

- 'Der er ild i træet', råber min kone, og så det eddermame stærkt. Virkelig, lyder det fra Jesper Foldager.

Konens ældste søn Anton rejser sig hurtigt op fra sin stol, får fat i træet og får smidt det ud på terrassen, beretter Jesper om episoden.

- Hvis han været to sekunder længere om at rejse sig op, ville han ikke kunne tage fat i træet, for så havde der været så meget ild i det, at han havde brændt sig, siger Jesper, der kun kan gisne om de konsekvenser, det ellers kunne have haft, hvis stedsønnen ikke havde været hurtig på benene.

- Folk var i chok bagefter. Især min mor, der er 85 år. Hun var noget bange, og det var ungerne selvfølgelig også.

Hos Nordjyllands Beredskab er man også ekstra beredte i julen, hvor der er flere opgaver at tage sig til. Læs mere i artiklen herunder:

Praksis ændres hos familien

Jesper Foldager gik mandag til tasterne i den lokale Facebook-gruppe i Aabybro, hvor han opfordrede andre til at være påpasselige her i juletiden.

- Det gjorde jeg for at vise andre, hvad der kan ske. Vi har altid brugt levende lys på juletræet, og det har aldrig været et problem før.

Den skræmmende episode får muligvis også familien til at være anderledes forberedte til næste juleaften, selvom de levende lys forbliver på træet.

- Det bliver nok sådan noget med at få fat i en pulverslukker og have den til at stå lige ved siden af juletræet, griner Jesper Foldager til slut.


Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

Her ses de tre vindmølledele fra Siemens Gamesa.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Blæsevejret bliver ved med at drille transporten af vindmølledelene. Heller ikke tirsdag ser det ud til, at transporten genoptages.

Den benhårde vestenvind bliver tilsyneladende ved med at drille transporten af de tre gigantiske vindmølledele, der lige nu holder til i Hanstholm Havn. 

Transporten til testcentret i Østerild skulle have været i fuld gang hele mandag, men blæsten har ganske enkelt været for hård.

Ifølge TV MIDTVESTs oplysninger blæser det stadig for meget i Hanstholm til, at man kan påbegynde transporten af vindmølledelen tirsdag morgen. 

Noget tyder på, at transporten i stedet må vente helt til onsdag. 

I hvert fald har Vejdirektoratet givet tilladelse til særtransporten onsdag 18. december i tidsrummet 8-16. 

Fra Brande til Østerild

Mølledelene har været undervejs fra Brande siden sidste weekend. 

Først blev de tre dele transporteret fra Brande til Hvide Sande, inden de senere blev sejlet fra Hvide Sande til Hanstholm, hvor de ankom til i fredags. 

Sidste del af rejsen byder på 22 kilometer fra Hanstholm til Østerild og vil foregå over tre dage med én vindmølledel om dagen. 

TV MIDTVEST følger transporten tæt, når den på et tidspunkt genoptages.

Siden transportens begyndelse i Brande har TV MIDTVEST fulgt den vilde transport i en liveblog, som du kan læse igennem lige herunder.