Hendes private billeder blev delt som 'juleguf' på socialt medie
Privatfoto
Gymnasieelever landet over bliver postet som "juleguf" på Instagram-profiler.
Hun var iklædt en bikinitop fra Calvin Klein og havde en god sommerkulør.
18-årige Jessica Palacio Bertelsen syntes selv, at hun så ret godt ud på det billede, hun havde lagt op som et opslag på sin Instagram-profil.
Alligevel gav det et sæt i hende, da hun midt i samfundsfagstimen opdagede, at billedet var blevet delt på en anden Instagram-profil med de “24 dejligste nisser på Aalborghus Gymnasium”, hvor Jessica Palacio Bertelsen selv går.
Jeg synes, det er pinligt
Jessica Palacio Bertelsen, elev på Aalborghus Gymnasium
Profilen er en slags julekalender, hvor skolens elever – og andre følgere – i december kan kigge med, når der dagligt bliver lagt et nyt billede op af en af skolens "frække nissepiger" eller "nissemænd".
Jessica Palacio anede ikke, at hun ville blive postet på julekalender-profilen, før hun så billedet blive delt.
Pludselig var hun uden at have givet samtykke udnævnt og delt som "fræk nissepige".
Og hun fik med det samme ondt i maven, da hun så opslaget.
For i teksten beskrives hun blandt andet som en "fræk brunette", der kan "holde dig varm hele vinteren".
- Jeg synes, det er pinligt. For hvad hvis folk tænker, at jeg er sådan en vovet type, siger Jessica Palacio Bertelsen.
Hun forklarer, at hun synes, det er meget utrygt, at billedet af hende ligger på en profil med en masse følgere, som hun ikke har kontrol over.
Samtidig bliver hun dog også lidt smigret. For det må betyde, at nogen på skolen synes, hun er pæn.
Men egentlig ville hun mest af alt ønske, at profilen ikke fandtes.
Når nu nogen har ønsket at dele et billede af hende, ville hun gerne selv være blevet spurgt til, om det var okay med hende. Hun vil også gerne vide, hvem der står bag profilen.
Fræk brunette kan holde dig varm i vinteren
Jessica Palacio Bertelsen og de andre elever fra Aalborghus Gymnasium er langt fra de eneste, der i december bliver udvalgt til julekalendere på Instagram.
Efter en hurtig søgning på Instagram har TV 2 Echo fundet 15 lignende profiler, hvor elever fra gymnasier landet over deles som julekalender i december.
Mange medier har de seneste år beskrevet, hvordan der hvert år ved juletid dukker nye, anonyme profiler op med "nissepiger" og "julehunks" fra forskellige gymnasier.
Flere skoler har forsøgt at lukke profilerne, ligesom det også er blevet debatteret, hvorvidt kalenderne fremprovokerer en sexistisk kultur,
Alligevel findes kalenderne også i år på mange af landets gymnasier.
Et selvtillidsboost
Et gymnasium, der i år har en Instagram-julekalender for første gang, er Brøndby Gymnasium vest for København.
Her deler "juleguf"-kalenderen, som har en anonym afsender, vandene hos eleverne.
Det er bare lidt noieren
Freja Vendt, elev på Brøndby Gymnasium
Nogle mener, at kalenderen er et sjovt bidrag til julestemningen.
- Det er en af grundene til, at man gider at stå op om morgenen. Det er spændende, hvem der er den næste, siger 17-årige Freja Bossen.
17-årige William Pommer er selv blevet postet, og det tager han som et kompliment.
- Det er da et selvtillidsboost, for der er jo kun 24 elever, der bliver udvalgt, siger han.
William Pommer synes dog, at det ville have været rart, hvis han var blevet spurgt, om han ville være med.
Det samme mener 19-årige Freja Vendt, der også er blevet postet, og som ifølge profilen er "en lækker snack".
- Det var lidt et chok. Jeg føler, at man bliver overvåget. Det er bare lidt noieren, siger hun.
Det genkender 18-årige Celina Hornstrup, der også er elev på Brøndby Gymnasium, men som endnu ikke har været udvalgt til kalenderen.
Hun synes ikke, at kalenderen skaber en rar kultur på skolen, fortæller hun.
- Det er en bestemt beauty-standard, der bliver fokuseret på, så alle os, der ser lidt anderledes ud, kan nemt føle os udenfor, siger Celina Hornstrup.
17-årige Celina Hornstrup ville ønske, at kalenderen i stedet fokuserede på elevernes fede personlighed eller faglighed frem for deres udseende.
Ubehageligt for alle
Det undrer ikke ekspert i internetkultur Maia Kahlke Lorentzen, at ingen af de elever, som TV 2 Echo har talt med, er blevet spurgt, før deres billeder er blevet delt.
Alle os, der ser lidt anderledes ud, kan nemt føle os udenfor
Celina Hornstrup, elev på Brøndby Gymnasium
- Unge er præcis lige så dårlige til at forstå digitale rettigheder som de ældre. Vi tror, at når noget ligger på internettet, så har vi ret til at bruge det, siger Maia Kahlke Lorentzen.
Hun arbejder som konsulent for netværket Cybernauterne, der blandt andet afholder workshops om digitale rettigheder på folkeskoler og ungdomsuddannelser.
Men ikke desto mindre må man som privatperson aldrig dele andres billeder uden deres tilladelse, understreger hun.
- Og så er det dårlig stil at sætte folk ind i en seksualiseret kontekst, som de her julekalendere er, uden at de har sagt ja, siger hun.
- Helt uacceptabelt, siger rektor
Den specifikke Instagram-profil, hvor 18-årige Jessica Palacio Bertelsen fra Aalborghus Gymnasium er blevet delt, har ikke lavet opslag siden 8. december.
Til gengæld findes der stadig en lignende profil med elever fra Aalborghus Gymnasium, der stadig poster.
TV 2 Echo er dog ikke bekendt med, om profilen indhenter samtykke fra de elever, den poster.
Skolens rektor, Torben Poulsen, har de seneste par år forsøgt at få julekalender-profiler med skolens elever lukket.
Det bliver noget, vi sammen skal have en snak om
Pia Sadolin, rektor på Brøndby Gymnasium
Han anede ikke, at kalenderne var tilbage i år, før TV 2 Echo kontaktede ham.
- Det er helt uacceptabelt, og det er kun endnu værre, hvis der ikke er samtykke, siger Torben Poulsen,
Han forklarer, at skolen ikke vil tolerere den slags "mobning" og "sexistisk kultur", som han mener, at kalenderne er et udtryk for.
Derfor vil han nu forsøge at få lukket profilerne, siger han.
- Et hyggeligt og harmløst initiativ
På Brøndby Gymnasium har rektor Pia Sadolin kendt til kalenderen, siden den gik i luften 1. december.
Ud fra de få opslag, eleverne har vist hende, synes hun, at den er "et hyggeligt og harmløst initiativ".
Det kommer dog bag på hende, at profilens bestyrer ikke har indhentet samtykke fra de elever, der lægges op.
- Det er forkasteligt. Det bliver noget, vi sammen skal have en snak om, siger Pia Sadolin.
Hun har ikke nogen planer at forsøge at få profilen lukket nu og her, men vil som minimum bringe spørgsmålet om samtykke på banen, når eleverne i foråret har en dag, hvor de i fælleskab skal tale om respekt og mobning.
TV 2 Echo har rakt ud til både profilen med elever fra Brøndby Gymnasium og de to profiler med elever fra Aalborghus Gymnasium. Men personerne bag har ikke ønsket at stille op til interview.
Det er ifølge ekspert i internetkultur Maia Kahlke Lorentzen den helt rette vej at gå.
Hendes klare overbevisning er, at langt de fleste elever sagtens vil kunne forstå, hvorfor det er fedest, at dem, der optræder i kalenderen, er dem, der rent faktisk har lyst.
- På den måde kan man få lov at sige fra uden muligvis at blive hængt ud som én, der bare ødelægger den gode stemning. Dem, der bare syntes det er sjovt og hyggeligt, kan få lov at være med i julekalenderen uden at blive udskammet, siger Maia Kahlke Lorentzen.
18-årige Jessica Palacio Bertelsen fortæller, at det for hende og hendes veninder fylder en del, hvorvidt de bliver postet på kalenderen.
Den model kan Jessica Palacio Bertelsen sagtens se pointen i.
Hun synes dog, det ville være nemmest, hvis kalenderen blev droppet. For hun forestiller sig, at det ville blive svært at sige nej, uden at man kommer til at høre for det.
Så er hun nok alligevel mere tilbøjelig til at hoppe med på legen. For når alt kommer til alt, er det meget fedt, at folk synes, man ser godt ud, fortæller hun.