Heftig brand hærgede Aalborg Havnebad tirsdag formiddag
Branden var begyndt i en sauna, der hører til havnebadet ved Jomfru Ane Parken i Aalborg.
Flere meter høje flammer dansede op ad bygningen, da Nordjyllands Beredskab ankom til branden på havnefronten i Aalborg.
Det var en forbipasserende mand, der havde opdaget, at der kom røg op gennem taget på bygningen, og det fik ham til at alarmere alarmcentralen.
- Heldigvis kommer den her mand forbi og opdager branden, og alarmerer os i tide, så vi kunne nå at redde det meste af bygningen, siger Søren Korsgaard, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
15 mand på opgaven
Det lykkedes Nordjyllands Beredskab at få kontrol over branden og dermed er det meste af bygningen reddet, men nogen nem opgave var det ikke.
- Vi har haft 15 mand på branden her, og har altså arbejdet med fuld kraft, for det var nødvendigt, siger indsatslederen.
Beredskabet brugte efterfølgende nogle timer på at efterslukke branden, og det gik ikke stille for sig.
- Det er med motorsav og skæreskiver, og hvad vi ellers har, for bygningen skal skilles ad.
Indsatslederen er endnu ikke klar over, hvordan branden i saunaen opstod.