Nordjyllands største esport event er aflyst igen: - Det gør ekstra ondt, siger arrangør
Geeks Gone Wild var planlagt til at løbe af stablen sidst i januar, men udviklingen i smittetal har fået arrangørerne til at trække stikket til eventet.
Det plejer at være lidt af et tilløbsstykke, når Geeks Gone Wild-eventet fylder Gigantium med deltagere og tilskuere. Men det bliver ikke tilfældet i år. Lan Team Nord har nemlig valgt at aflyse det store esport-arrangement.
- Med de nye restriktioner der blev indført 8. december, er det ikke muligt for os at afvikle vores event i sin nuværende form, siger Lasse Kjær fra Lan Team Nord.
Større end nogensinde
Der var ellers lagt op til, at Geeks Gone Wild 2022 skulle have været det største nogensinde, med rekordmange sponsorer, samarbejdspartnere, og et næsten udsolgt messeområde, men det må så vente til 2023.
- Det gør ekstra ondt at skulle aflyse i år, hvor de frivillige har arbejdet så hårdt, men vi arbejder videre mod et kæmpe LAN-event i 2023, siger Lasse Kjær.
Det vil være muligt for alle, som har købt billet at beholde den til eventet i 2023 eller få pengene refunderet, oplyser Geeks Gone Wild på hjemmesiden.