Gulddrømmen lever: Aalborg Håndbold vinder over GOG
Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark
Der var pres på nordjyderne, der skulle vinde dagens opgør for at leve videre i kampen om danmarksmesterskabet.
En sejr var påkrævet, da Aalborg Håndbold og GOG søndag eftermiddag tørnede sammen i den anden DM-finale i Odense. Og en sejr var, hvad nordjyderne præsterede.
34-29 vandt de over GOG, og dermed er der stadig håb for DM-guld. På lørdag skal de to hold spille den tredje og afgørende finalekamp.
Nordjyderne kom da også bedst fra start, da målmand Simon Gade afviser kampens første afslutning fra GOG. Kort efter får Aalborg straffe, og Buster Juul sender den første bold i nettet.
Aalborg Håndbold får, hvad der må siges at være en drømmestart. Selvom GOG haler ind i løbet af første halvleg, så har Aalborg overhånden. Ikke mindst takket været Simon Gade, som giver GOG store problemer med at få bolden i det nordjyske mål.
Afstanden blev holdt
Ved pausen er stillingen 20-14, og Aalborg fører med seks mål.
Anden halvleg begynder også godt. Aalborg scorer igen hurtigt, mens Simon Gade endnu en gang redder i den anden ende.
GOG nærmer sig dog, og får efter 40 minutters spil reduceret målforskellen til fire. 23-19 til Aalborg Håndbold.
Firemålsføringen fortsætter, men med kun fem minutter tilbage af kampen, gør GOG det til 27-30.
Aalborg holder ud og vinder kampen 34-29. Dermed afværger de sølvet i denne omgang, og får chancen for at vinde guld på lørdag.
Den afgørende guldduel skal spilles i Gigantium i Aalborg.