Guf & Kugler solgt efter 10 år - her er den nye ejer
Foto: Privatfoto
Den nye ejer har været med i Guf & Kugler i alle 10 sæsoner.
Tirsdag kom det frem, at de ikoniske ishus Guf & Kugler, som har leveret hjemmelavet is og ægte 'mormor hygge' i et årti i Aalborg og Nibe, var blevet solgt.
Dog var køberen hemmelig - men ikke længere.
Forretningen bliver nemlig i familien bogstaveligt talt, for det er ismutters 25-årig søn Jeppe Korsholm Mikkelsen, der per 1. januar 2024 overtager familie biksen.
- Det er vi så glade for. Det betød meget for os, at Guf & Kuglers værdier ville blive ført videre, og det er noget af det, som Jeppe også vil, fortæller ismutter Charlotte Korsholm.
- Det er vildt og syrealistisk. Det er jo en process, som har været i gang siden januar, så jeg har haft masser af tid til at trække i en anden retning, men det var det her, som jeg kunne mærke, at jeg brænder for, så det var jo den perfekte løsning, fortæller den kommende ejer Jeppe Korsholm Mikkelsen.
Bliver i familien - og i biksen
Selvom stedet nu er solgt, er det dog ikke ensbetydende med, at ismutter og isfatter ikke længere vil være at finde i Guf & Kugler fra årsskiftet.
De vil nemlig overgå til at være ansatte istedet.
- Vi satte det jo ikke tilsalg, fordi vi ikke brænder for det mere. Vi gjorde det, fordi vi kan mærke på vores kroppe, at de siger stop. Derfor er vi så glade for den her løsning, hvor vi kan være i butikken og hjælpe Jeppe med at få den bedste start, konstaterer ismutter.
- Det giver de bedste forudsætninger for mig til at opnå success. Jeg sagde til dem, at det ville betyde meget for mig, hvis de ville blive i butikken på en timebassis, de kunne overskue. Men de skal jo have et job, så det var den bedste løsning, anerkender Jeppe Korsholm Mikkelsen.
Tage springet
For 25-årige Jeppe Korsholm Mikkelsen var der flere grunde til, at han valgte at kaste sig ud i sit nye erhvers-eventyr.
- Da det blev sat tilsalg, havde jeg længe gået med tankerne, men jeg var bange for, at jeg ikke kunne. Jeg er for kort tid siden fyldt 25, og selvom det ingen alder er, så var det en milepæl for mig, forklarer han og tilføjer.
- Jeg lærte i en ung alder, at livet er kort, da jeg mistede min far. Jeg er egentlig et tryghedsmenneske, som bedst kan lide det, som jeg kender, men livet er for kort til ikke at springe ud i det her, konstaterer han, mens han tilføjer, at han også har sin far med i den kommende rejse.
Den kommende ejer har også været en del af Guf & Kugler i alle 10 sæsoner, derfor er det heller ikke som sådan uvant for ham. Dog vil han se frem mod en del ændringer i sin arbejdsgang efter nytår.
- Der er mange administrative opgaver, som jeg skal sættes ind i, og der kommer ismutter og isfatter ind. Der sker jo en forandring fra at stå bag disken til at skal dirigerer rundt, og det er både spændende og angstprovokerende - men mest spændende, erkender Jeppe Korsholm Mikkelsen.
Og blandt de mange nye arbejdsopgaver ser den kommende ejer frem til særligt én.
- Oplærings processerne er noget af det vigtigste i Guf & Kugler, når vi skal oplære vores isforkælere, og det er noget, som jeg gør en dyd ud af. Det er noget, jeg ser allermest frem til, da man ser, hvordan mennesker udvikler sig, forklarer han.
Er der noget du gerne vil sige til kunderne?
- Jeg håber, de vil komme, som de plejer og opleve, at det bliver kørt videre i samme ånd. Det er jeg godt opdraget til, svarer Jeppe Korsholm Mikkelsen kækt.