Godt nyt til aalborgenserne: Streetfood kommer til byen
Foto: Niels Ahlmann Olesen, Scanpix
Fire steder i Aalborg og Nørresundby vil der i en periode fra 1. maj og et år frem være food trucks til sommerens madglade gæster.
Aalborg Kommune åbner op for salg fra food trucks på fire offentlige pladser i Aalborg og Nørresundby. Fra 1. maj og frem til september 2018 vil det være muligt at få måltider fra food trucks på henholdsvis Frederikstorv, Gabels Torv, brostenspladsen i Jomfru Ane Parken og på pladsen ved Nørresundby Sejlklub på Nørreundby havnefront.
Det er efter, at flere food trucksælgere har henvendt sig til kommunen, at man har besluttet at teste streetfood-konceptet.
- Testperioden vil give os mulighed for at høste en masse erfaringer, og hvis resultaterne viser sig gavnlige for byen, vil vi arbejde på en permanent ordning. Det er vores ønske, at gøre byens rum mere interessante for besøgende og beboere, og samtidig vil vi gerne give byens nuværende og kommende restauratører mulighed for at ”komme ud” i byrummet, siger rådmand for By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen i en pressemeddelelse.
Konceptet food truck betyder, at man placerer en vogn udendørs, hvor man direkte fra vognen kan købe et måltid. Maden kan oftest nydes ved borde-bænke-sæt ved vognen eller tages med videre. Særligt i København og Aarhus har food truck-konceptet gjort sit indtog. Her kan man nyde mad i mange former og fra mange steder i verden, da der ofte eksperimenteres med maden i boderne.
Restauratør Frederik Leicht Løwe, der er medejer af madbaren We Feat er allerede interesseret i de nye muligher der kommer med food trucks.
- Jeg synes, det er et spændende tiltag og kunne sagtens finde på at investere i en food truck. Vi har faktisk allerede leget med tanken om udtryk og design. Det giver mange gode muligheder for os at kunne flytte vores madbar ud i byen, og møde vores kunder der, hvor de er, siger Frederik Leicht Løwe i en pressemeddelelse.