Gennemkørende trafik skal være fortid i nordjysk kommune, lyder det
Foto: Schønherr Landskabsarkitekter
Januar er som bekendt en af årets vådeste måneder. Nu ser kommune sit snit til at forebygge oversvømmelser og øge den trafikale sikkerhed for børn og unge.
I disse dage tager Aalborg Kommune det første spadestik på Nørresundby Torv, hvor der det næste års tid vil ske store forandringer.
Det er i hvert fald tilfældet, hvis det står til projektleder Jakob Nielsen fra Mobilitet og Infrastruktur ved By og Land i Aalborg Kommune.
- Vi vil gerne lave nogle trafikale ændringer ved blandt andet at fjerne den gennemkørende trafik på torvet. Det vil vi gerne have lov til, for så bliver det nemmere for børn og unge at færdes i området. Det er det, vi arbejder hen i mod, siger projektlederen til TV2 Nord.
- I dag er der ingen separate baner for cykler, og det skal der være.
Omdannelsen af Nørresundby Torv er et led i indsatsen for at skabe en sikker vej for de mange børn og unge, der fra 2025 skal færdes mellem det centrale Nørresundby og det nye Børne- og Ungeunivers på Stigsborg Havnefront.
Denne del af projektet ligger dog endnu på tegnebrættet som et forslag, der ikke er vedtaget. Det til trods, er projektleder Jakob Nielsen ikke i tvivl om, at det bliver en realitet.
- Det er der stor sandsynlighed for. Jeg håber, vi kan have et godkendt projekt i maj måned.
Oversvømmelser skal hindres
En ting er dog helt sikkert. Kloak- og vandledningerne skal fornyes i Strandgade og på Brotorvet. Helt konkret drejer det sig om strækningen fra Mellem Broerne til Skrågade.
- Vandet stiger i fjorden, så det skal vi kunne styre og håndtere, så der ikke sker oversvømmelser. Det er et utidssvarende anlæg, som skal opgraderes.
Kommunen kan dog endnu ikke vide sig sikker på, hvor langt arbejdet vil strække sig.
- Alle ledninger i vejen kan potentielt stå til at blive udskiftet, hvis der er behov eller interesse for at få det renoveret, siger projektlederen.
Udskiftningen af torvets rør og ledninger er dog ikke det eneste, der vil blive arbejdet på i forhold til den fremtidige klimasikring. I Strandgade etableres der desuden nedgravede affaldscontainere.
Frygter frost
På trods af, at det stadig er uvidst, hvor mange ledninger og rør, der er brug for at udskifte, har kommunen fremlagt en tidshorisont.
- Kloakarbejdet løber frem til maj måned, hvorefter vejene vil få lagt en ny belægning.
Selvom det endnu ikke står klart, hvor stort et arbejde omdannelsen af torvet egentlig består af, regner man med at færdiggøre projektet i slut 2024, såfremt arbejdet forløber gnidningsfrit.