Gåsepigen i t-shirt og skørt: Her er forklaringen
Foto: Nanna Malou Rasmussen / TV2 Nord
Den orange farve har en særlig betydning.
Det er et sært syn, der møder forbipasserende på Vesterbro i Aalborg.
For den ikoniske skulptur Gåsepigen, der har stået nøgen med en gås foran sig siden 1937, ser nu iøjnefaldende anderledes ud.
Hvis du har undret dig over, hvorfor statuen ved Vesterbro er klædt på, er det altså ikke helt tilfældigt. Der er nemlig en mening med galskaben.
Skørtet med de orange blomster og t-shirten med teksten 'Zonta støtter kvinder' er nemlig en del af en kampagne, kaldet 'Orange dage' eller '16 dages aktivisme', hvor Gåsepigen er klædt på af Aalborg Zontaklub.
- Vi ville egentlig også gerne have klædt marmor-kvinden foran Kunsten på og have pyntet Tyren, men vi endte med at få lov til at gøre det med Gåsepigen, så hun er vores kvindelige symbol i kampagnen, fortæller klubpræsident Henrietta Haukrogh.
Fra den 25. november til den 10. december vil Aalborg Zontaklub derfor "male byen orange", hvorfor Gåsepigen er klædt på i farven, mens Aalborgtårnet bliver belyst i orange i perioden.
- Vores mål er jo at få oplyst folk om, at der stadig er brug for at ske fornyelse. Vi vil gerne nå ud til folkene på gaden, og dem, der måske ikke ved, at det her stadig er et problem, pointerer klubpræsidenten og fortsætter.
- Gåsepigen er jo på den måde et blikfang og en måde, hvorpå folk undre sig og dermed læser vores skilte eller om kampagnen generelt.
Også Aalborg Kongress- og Kulturcenter lyste den 25. og 26. november op i orange, mens butiksvinduerne på Østerå 5 har en orangefarvet udstilling.
Baggrunden for kampagnen er historien om tre søstre fra Den Dominikanske Republik, der 25. november 1960 blev tævet ihjel og dumpet for foden af en klippe af det hemmelige politi.
Søstrene havde været aktivister og kæmpet mod diktaturets grusomhed og systematiske vold. Derfor blev de symboler på den feministiske modstand, og til minde om deres død blev den 25. november i 1999 erklæret for international dag for afskaffelse af vold mod kvinder af FN.